En hilsen fra reservatet

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

»Her kan man ikke bo,« konstaterede en journalist fra Berlingske, der for nogle år siden besøgte min by. Journalisten havde fået den gode idé at undersøge, hvilken by der færrest gange var nævnt i pressen, og han nåede frem til, at det var Toftlund. Derfor aflagde journalisten et besøg her i den yderste provins, Toftlund, der har været dansk og tysk og dansk igen, og som nu er sat på landkortet som den by, hvor krigen er kommet til.

Grunden til, at Toftlund ikke tidligere optrådte på avisernes spisesedler, er den simple, at en god nyhed er en dårlig nyhed. Og de dårlige nyheder har vi haft held til at undgå her i det nederste hjørne af Danmark. Her er småt med terrorangreb, mord, indvandrere og kendisser. Her er til gengæld masser af bonderøve, og kirken er fyldt hver søndag. Den mest kendte bonderøv, Frank Erichsen, har sit barndomshjem ikke langt herfra. Det kunne måske lokke byboere til at aflægge et besøg her.

Engang blev Toftlund kaldt foreningernes by, og det gælder stadig. Selv om der kun er 3.000 indbyggere i byen, er der en sand velsignelse af foreninger. Der er nok 30-40 stykker. Her mødes byens borgere på kryds og tværs. Det er naturligvis Tordenskjolds soldater, der deltager i dette og hint, men da de allerfleste af byens borgere er indrulleret i den udmærkede hær, gør det ikke noget.

Den far, der bruger sin fritid på at træne miniputterne i fodbold, kan glæde sig over, at der er en anden far, der tager med børnene på spejderlejr. Tingene hænger sammen i det gode samfund.

»Toftlund er et smørhul,« sagde en af mine venner, der har boet i udlandet i mange år. »Her i byen er verden endnu ikke gået af lave.«

I Toftlund er meget, som det var, men der er også meget, der har ændret sig. Engang havde byen en del små industrivirksomheder, der gav arbejde til mange.

Globaliseringen flyttede arbejdet til Kina og Polen, så virksomhederne lukkede en efter en. En fremsynet borgmester forudså udflytningen og satsede på en ny tids erhverv: turisme og uddannelse. Nu er byens største arbejdspladser et studenterkursus, en højskole og en ferieby.

Havde borgmesteren ikke udvist rettidig omhu, ville der have været store huller i butiksgadens tandrække. Nu er der meget få tomme butikker.

Skal der ske noget i byen, må borgerne selv sørge for det. Kulturen kommer ikke af sig selv her i den landsdel, som får en østerbrokvinde til at sige i TV 2: »Vi ved jo alle sammen, at ude på landet går man ikke rigtig i dybden med tingene.« Sjovt nok opfatter vi her i reservatet mange københavnere som ekstremt overfladiske. Men sådan kan man se forskelligt på tingene.

Vi har en velfungerende biograf, der drives ved frivillig, ulønnet arbejdskraft.

Cirka 70 mand deles om de mange opgaver, der er i forbindelse med biografdriften. Det har fungeret upåklageligt i mange år, også i perioder, hvor alle andre byer af samme størrelse lukkede deres biografer. Film skal ses i biografen, og det kan vi stadig gøre i vores by, takket være alle de mange frivillige.

Imod alle odds har vores teaterforening overlevet i en tid, hvor alle de omkringliggende byer har lukket deres. Foreningen sørger for den ene gode oplevelse efter den anden til byens borgere. En stor gruppe bruger en del af deres fritid på at skaffe teater- og musikoplevelser til byen.

Det lykkes rigtig godt. Danmarks bedste teatertrup, Det Kongelige Teaters turnéteater, er svært at lokke helt herud til os. Selv om man kan mene, at det netop er os fra den yderste provins, der kunne trænge til en teateroplevelse, og selv om vi er med til at betale teatret, er Det Kongelige Teaters turnéteater så dyrt, at en lille forening dårligt har råd. De gider os ikke, har vi på fornemmelsen.

Andre steder har kunstforeningerne opgivet ånden, men ikke her i reservatet. Toftlund Kunstforening har skiftende udstillinger, der har et rigtig godt besøgstal. Der er foredrag og film om kunst. De lokale kunstnere kan få lov at udstille, og skoleeleverne inddrages, så billedkunst er en naturlig del af deres hverdag.

Toftlunds trivsel er vort fælles projekt. Derfor er vi selvfølgelig også bange for at sætte trivslen over styr. Vi har indimellem en fornemmelse af, at Danmark er ved at falde fra hinanden. Der er kommet en brutalitet ind i samfundet, som ikke var her tidligere. En familie, jeg kender, har haft syv indbrud i løbet af kort tid. Politiet finder ikke tyvene, og vi foruroliges af, at 60 pct. af de indsatte i for eksempel Arresthuset i Sønderborg er udlændinge.

Vi, der bor her yderst i reservatet, er som regel glade for de åbne grænser. Vi kører tit over grænsen og føler os hjemme i nabolandet, men vi er alligevel lidt nervøse over det, der kommer ind til os over grænsen.

Syv indbrud på et år er lige i overkanten. For 30 år siden kom der en kold høstaften en ung, ukendt japaner og bankede på vores dør. Han var på stop fra Japan for at kigge på dansk landbrug. Han blev i fire måneder. I dag ville vi ikke lukke ham ind.

Hvis andre forventer, at man gør tingene rigtigt, virker det fremmende på ens lyst til at gøre det. Hvis andre forventer, at man er dum og uden betydning, sætter det sit præg, selv om den med de negative forventninger også stempler sig selv.

Klimakatastroferne er sprunget smukt over mit nærområde. Jeg får grønt chok, når jeg åbner min dør. Her er frodigt og dejligt. Harer og agerhøns har jeg i haven, og fugle er der mange af.

Gris, okse og lam smager ingen steder bedre end her.

Drikkevandet findes heller ikke bedre. Der er mange fordele ved at bosætte sig i landets grønneste område.

Bonderøvene er gode til det med fødevareproduktion.

Ydermere er det billigt at bosætte sig her, men det er ikke sikkert, man kan låne til et hus, selv om det er billigt.

Vi, der bor her, engagerer os i nærområdet. Vi ved, at indsatsen kommer mangefold igen.

Vi kalder det samværd, men risikerer, at dem fra den anden side bare tror, vi også er dårlige til at stave.

Det er sjældent med tilstandsrapporter fra reservatet. For nylig har DR besøgt Toftlund. Der er kommet 100 nye indbyggere – asylsøgere fra Eritrea og Syrien.

Journalisterne, der naturligvis kommer hertil fra hovedstaden, har vinklen klar. Man vil udstille de indskrænkede i den yderste kartoffelrække.

Der er nok ikke mange seere i forenings- og kulturliv.

Journalisten fra Berlingske mente ikke, man kunne bo i Toftlund.

Hans artikel blev illustreret med et billede, hvor han stod på landevejen på vej væk fra byen. Det var synd for ham, at han ikke var lidt klogere.

Overskuelighed og sammenhæng i tingene finder man i høj grad i mange af de små gule samfund, der er blevet så trætte af at blive målt med byboens provinsielle alen, at de bruger deres demokratiske stemme til at markere, at de godt vil tages alvorligt.