Lad Levanten forblive i Levanten

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I gamle dage kaldte man landene øst for Middelhavet for Levanten. Det var osmannernes rige. Og det var beduinernes, kamelernes, oldtidskulturernes. Der hvilede en mystik over disse varme, arabiske lande. ”Tusind og en Nat”.

En farlig mystik. Skønheden kan lynhurtigt afsløre sig som et fata morgana. Oasen er en luftspejling. Virkeligheden i disse ørkener er solens overophedede dødsstråler. De 70 æggende jomfruer forvandlet til benrade langs karavanens veje.

Til dette ørkenrige kommer så engelskmanden ridende på kamelryg. Mandekærlighedens friske helt direkte fra kostskolen. Arabernes befrier under første verdenskrig, T.E. Lawrence. Han skriver en af de mest betagende bøger, der er skrevet på engelsk, ”Visdommens syv søjler”.

Derefter optræder så Atatürk, der forsøger at bringe verdslig kultur til Tyrkiet.

Og efter Anden Verdenskrig drager de højtbegavede danske videnskabsmænd og forfattere P.V. Glob og Peter Seeberg til Levanten og udgraver arabernes oldtid.

Det er sådan, vi kender Levanten. Og så har jeg endda ikke regnet Carsten Niebuhr med, lederen og den eneste overlevende af den danske ekspedition til ”det lykkelige Arabien” i 1760’erne. Han, der hjembragte kileskriften.

Men ellers gjorde disse lande, som vi nu kalder Syrien, Irak, Saudi-Arabien, sig ikke meget gældende i videnskab og litteratur. Vi vidste, de engang i den danske jernalder havde haft en fører med religiøse syner. Muhammed. En karavanefører, der senere ved vold og magt og ved at myrde sine kritikere grundlagde en religion. En, der hævder, den står over alle andre og har så rigide leveregler for sine tilhængere, at ingen nutidig tilpasning er mulig. Så at kvinders underordnede stilling i verden er evig, og T.E. Lawrences form for sex er evigt ulovlig. Hvad Vestens demokrati selvfølgelig også er. Deltag ikke i folkestyret, som visse muslimske grupper råber. For et demokrati er underlagt vælgernes trang til forandring.

Alt dette er meget sært for os i Danmark, eftersom vi fra folkestyrets indførelse i 1849, men også før da har vænnet os til, at livet altid er under forandring, og at det netop er det, der gør, at vi udvikler os, og at tilværelsen bliver friere og bedre for alle. Derved og ved hjælp af vor sunde fornuft har vi frigjort os fra kirkelig og systematiseret overtro. Og i vor folkekirke ærer vi en talsmand for fred, tilgivelse, selvransagelse, Jesus. En direkte modsætning til krigskarlen Muhammed.

For få årtier siden forsøgte Hitler at skabe verdenshistorie, et nyt ”tusindårsrige” med nazistisk religion som grundlag. Det lykkedes ikke. Men han var tæt på. Havde galningen satset totalt på atomvåben og jetjagere og udskudt krigen en to til fire år, havde han nok vundet.

Min egen forunderlige farmor, som jeg har fortalt om i flere bøger, sukkede mistrøstigt og sagde til mig som lille: Hvor er det sørgeligt, at du skal være nazist, når du bliver stor.

Så slemt gik det ikke. Men nu er en endnu større verdenshistorisk kovending i fuld gang. Levantens og Afrikas overbefolkning og disse landes elendige evne til at organisere og producere gør, at hundredtusinder flygter fra Mellemøsten og Afrika til Europa. I Danmark er der de sidste 30 år kommet en halv million muslimer og efterkommere.

Hvorfor har danske politikere fra Poul Schlüter til Uffe Ellemann, Svend Auken, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft og den vankelmodige Poul Nyrup Rasmussen ladet dette ske? Fordi de opfatter deres politiske opgave som et bogholderprojekt og ikke et høvdingekald. For dem er mennesker nogle væsener, der styres af deres pengepung og deres overskud eller underskud i husholdningsbudgettet.

De forestiller sig ikke noget for dem så fremmedartet, som at ethvert menneske fra barn af udvikler en kulturel pejling, som bliver den ledende kraft i hans/hendes liv. At det altså er vores kultur, vores opfattelse af hvad livet er, der mere end noget andet bestemmer vores adfærd. Kulturen sidder i blodet. Og blodet fører os derhen, hvor det vil. Det fører ikke os europæere til at afbrænde ambassader på grund af en satirisk tegning. Men anderledes er det åbenbart for dem, der er opvokset under hedens sol og Muhammeds lov.

I Saudi-Arabien finder man det her i 2015 naturligt at idømme en mand, Ralf Badawi, 1.000 piskeslag for at have skrevet nogle samfundskritiske linjer på sin blog. Efter 50 blodige piskeslag måtte bødlerne midlertidigt holde inde, for at Muhammeds bespotter ikke skulle undgå sin straf ved at dø. Badawis hustru, der klogeligt er flygtet til Canada, mener de 950 manglende slag vil blive gennemført og hendes mand dermed pinefuldt henrettet.

Dette foregår i 2015. I et FN-land. I et land vi handler med. Horribelt.

Det er i det samme Saudi-Arabien, myndighederne hænger teenagedrenge, der er gået i seng med hinanden. Dødsstraffen udføres ved, at drengene hænges op i kraner midt i gaderne.

Den modige Badawi skrev, at islams stater indespærrer deres befolkninger i en cirkel af tro og angst. Hvis nogen forsøger at bryde ud af denne cirkel, udsættes de for den forfærdeligste tortur, som kun døden udfrier dem af. Islams terror er værre end nazismens og kommunismens.

Umenneskelighed er for mildt et ord at bruge om den mentalitet, de islamiske stater bygger på. Shiaer slagter sunnier, og sunnier slagter shiaer. Bødler og martyrer i en skiftende uendelighed. Alle begrunder deres had og grusomheder med deres rettro over for en eller anden udlægning af Koranen.

I medlidenhed med irakere og syrere og saudiere er man nær ved at ønske sig det britiske og franske herredømme over disse lande tilbage. Men det går jo ikke.

Hvad kan menneskeheden uden for Levanten så gøre ved dette religiøse barbari?

Næppe meget. Dertil sidder de troende muslimers religiøse had for dybt. Men vi kan, i Danmark og Europa, gøre en ting. Sørge for at islams endeløse stridigheder ikke breder sig til Europa. Indvandring fra de muslimske lande i Levanten og Afrika til Europa må stoppe.

Selvfølgelig kan der altid være fornuftige enkeltpersoner fra disse områder, der på individuel basis kan indhente opholdstilladelse hos os. Fordi de har særligt gode forudsætninger for at løse en opgave på det danske arbejdsmarked. Eller fordi de kan overbevise os om, at de har et klart ønske om med flid og forstand at udvikle sig til loyale danskere. Lære dansk, undgå kriminalitet, arbejde.

Ikke alle forstår alvoren i dette. Det er svært at vide, hvor meget eller lidt Helle Thorning-Schmidt forstår. Men med Enhedslisten og De Radikale som hendes forbundsfæller er det ikke troværdigt, at en ”rød” regering vil stoppe den muslimske storindvandring.

Og ser vi til Sverige, er forvirringen endnu større. Fredrik Reinfeldt, den forrige statsminister, ønsker fortsat en ubegrænset muslimsk indvandring for at Sverige kan blive »en humanistisk stormagt«. Stormagtsdrømmen har altid luret lige under overfladen i vores kære naboland.

Ikke alle muslimer i Danmark ønsker at piske afvigere til døde.

Nej, det ved vi. Men det spiller ingen rolle. Det er de religiøse førere, der bestemmer. Det var heller ikke den brede vælgermasse af tyske nazister, der ville gasse alverdens jøder. Det var den lille, forhærdede nazikerne omkring Hitler, Himmler og Heydrich, der beordrede millioner af uskyldige jøder ind i de lufttætte lokaler med giftgas.

Tilslutningen til Muhammeds forordninger og straffe ser dog ud til at være ret udbredt blandt muslimer. Spørger man muslimer i Europa, siger mere end en tredjedel, at de ønsker at have sharialoven med de grusomme straffe som grundlov i Europa.

Der er allerede dannet islamiske brohoveder af fanatisk troende muslimer i Danmark. Som logisk nok forbyder deres trosfæller at stemme ved de demokratiske valg. Ingen over og ingen ved siden af Muhammed.

Den vigtigste politiske opgave for Europa i disse år er at få gjort en ende på den muslimske storindvandring. Ellers vil Europas fremtid blive behersket af kampe for og imod et bestemt religiøst vanvid.

Vi vil alle blive presset tilbage til middelalderlig primitivisme og ikke længere bevæge os frem mod større åndsfrihed, mere humanitet og en frodigere kultur.