Besættelsen blev afviklet 6. juni 1945

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

De fleste ved, hvad der skete 4.-5. maj 1945. Men de færreste ved, at det tyske hovedkvarter fortsatte sit virke i Silkeborg, helt frem til den 6. juni 1945.

Hovedkvarteret for de tyske tropper i Danmark lå indtil begyndelsen af november 1943 i København. Frygt for en allieret invasion på den jyske vestkyst tvang tyskerne til af strategiske årsager at flytte det til et centralt sted i Jylland. Valget faldt på den smukke Vandkuranstalt Silkeborg Bad ved Silkeborgsøerne.

På grund af hovedkvarterets flytning fra København valgte den danske centraladministration (departementchefstyret) ligeledes i samme måned at oprette et kontor i Silkeborg under ledelse af amtmand Peder Herschend. Dermed blev Silkeborg, indtil krigsafslutningen, officielt regeringsby i Danmark.

De fleste danskere forventede jo nok i tiden før den 5. maj 1945, at når Befrielsen endelig kom, ville de tyske soldater straks, efter at de havde overgivet sig, forlade landet.

Sådan kom det imidlertid ikke til at gå. Tyskerne kapitulerede til den 21. britiske armégruppe, og dermed til de allierede. Og til det selskab hørte Danmark på det tidspunkt endnu ikke. Tyskerne holdt sig i dagene efter Befrielsen striks til kapitulationsdokumentet, der ikke nævnte Danmark som modtager af overgivelsen, men udelukkende briterne.

Dette punkt var et meget centralt spørgsmål omkring befrielsen af Danmark. Tyskerne mente, at der ikke var nogen i Danmark at overgive sig til. Briterne var endnu ikke kommet til landet, og den danske hær eksisterede ikke længere. Hæren var blevet opløst den 29. august 1943, og det kunne under ingen omstændigheder komme på tale at overgive sig til modstandsbevægelsen. Tyskerne anså modstandsbevægelsen for at være en irregulær styrke, som man derfor under ingen omstændigheder kunne tage i betragtning som varetægtsmagt for tyske krigsfanger og flygtninge. Set fra et tysk militært synspunkt var de tyske troppers sikkerhed altafgørende. Man havde i andre lande set medlemmer af den tyske besættelsesmagt blive dræbt, eller på anden måde udsat for overgreb. Noget sådant ville man for alt i verden undgå i Danmark.

Tyskerne og de allierede blev hurtigt klar over, at man ville få brug for et overordnet kontrolorgan, hvis ikke de tyske tropper skulle gå i opløsning. Hvem kunne ikke forestille sig konsekvenserne af store bander af tyske soldater ude af kontrol i det meste af Danmark? Det ville ikke blot gå hårdt ud over den danske befolkning, men det ville også gøre det umuligt for den tyske overkommando at leve op til kapitulationsbetingelserne.

Endelig spillede også den tyske hærs ære en rolle. Tropperne i Danmark havde jo overgivet sig uden at være blevet slået i kamp, og man lagde derfor kraftigt vægt på at give et velordnet og veldisciplineret indtryk. Det kunne ses flere steder, at man fra tysk side, slog overordentligt hårdt ned på de tyske soldater, som ikke forstod dette budskab.

Von Hannekens afløser, generaloberst Georg Lindemann, blev den 6. maj 1945 – nu som Armee Lindemann (AOK) – direkte underlagt Oberbefehlshaber Nordwest, generalfeltmarskal Busch. Samtlige af Lindemanns arbejdsopgaver som Wehrmachtbefehlshaber Dänemark, blev ligeledes underlagt Oberbefehlshaber Nordwest. Eneste undtagelse var Krigsmarinens enheder, som stadigvæk var underlagt Oberkommando der Kriegsmarine.

De tyske tropper i landet skulle – gennem hovedkvarteret på Silkeborg Bad – organiseres i marchgrupper, så en effektiv rømning kunne udføres hurtigst muligt. I denne forbindelse trådte to særlige faktorer frem:

1. Disciplinen skulle for enhver pris opretholdes. En stram disciplin som var en tysk soldat værdig.

2. Al kommunikation skulle foregå gennem hovedkvarteret i Silkeborg.

Armee Lindemann omfattede al værnemagtspersonel i Danmark, dvs. både Luftwaffe og de få enheder af Waffen-SS, som var i landet. Undtaget var de sejlende enheder af Krigsmarinen. Rømningen af Danmark skulle påbegyndes 6. maj i København, i resten af landet midnat samme dag.

De første ydre rammer om rømningen af Danmark var blevet aftalt på et møde på Hotel d’Angleterre i København den 5. maj om aftenen. Mellem en engelsk enhed med general Dewing i spidsen og det tyske hovedkvarter i Silkeborgs generalstabschef generalmajor H. Reinhardt, samt to andre tyske officerer. Som konsekvens af Montgomerys krav skulle rømningen være færdigorganiseret til den 7. maj.

General Dewing gjorde det også klart, at man fra englændernes side ønskede, at der blev oprettet en forbindelsesstab mellem det tyske hovedkvarter i Silkeborg og de allieredes SHAEF – de allierede styrkers hovedkvarter.

Ved mødet blev det desuden endnu en gang gjort klart, at de tyske styrker havde kapituleret til englænderne – og ikke til danskerne.

Den 7. maj introducerede englænderne de danske myndigheder som repræsentanter for de allierede i forholdet til tyskerne, hvilket der ikke var nogen tyske indvendinger imod.

I den store rømningsaktion – der fra den 7. maj til den 6. juni førte størsteparten af de tyske soldater ud af landet – deltog modstandsbevægelsen med tysk accept både i overvågningen og afvæbningen.

Dog fungerede modstandsbevægelsen hele tiden som repræsentanter for de allierede, og absolut ikke på egne vegne.

Det var briterne, der styrede, hvordan Befrielsen skulle gennemføres. Det var således også på briternes initiativ, at tyskerne selv skulle organisere og gennemføre rømningen.

Det var dog også en britisk idé, at ikke alle tyske soldater, og ingen af de civile flygtninge, skulle forlade landet straks.

Tanken var, at flygtningene – sammen med ca. 85.000 sårede tyske soldater – skulle blive i Danmark, hvor der var både gode indkvarterings- og forsyningsmuligheder, indtil forholdene i Tyskland var ordnet, så de kunne sendes hjem.

Ved et møde med den engelske major Fisher den 9. maj i hovedkvarteret på Silkeborg Bad blev det aftalt, at rømningen af Danmark – for hovedpartens vedkommende – ville være gennemført inden for fire uger fra mødedatoen.

Derfor udsendte SHAEF den 4. juni en 27-punkts ordre om den videre rømning af Danmark. Det fremgik af ordren, at der fra engelsk side ikke længere blev opereret med en central tysk overordnet myndighed – AOK Lindemann.

Ordren skulle træde i kraft den 6. juni kl. 8.00. Tidspunktet for ordrens ikrafttræden berammede også tidspunktet, for hvornår AOK Lindemann officielt blev nedlagt.

Den 4. juni ankom en lille engelsk enhed til Silkeborg Bad og anholdt generaloberst Lindemann.

Lindemann blev først kørt til Hotel Ritz i Aarhus og derefter senere samme dag til Kastellet i København.

Den 6. juni ankom en større engelsk styrke bistået af lokale modstandsfolk til Silkeborg Bad og overtog hurtigt området. De resterende tyske soldater og kvindelige hjælpetropper blev kommanderet sammen. Efter registrering og overlevering af Silkeborg Bad bllev de i lastvogne sendt mod grænsen. Den 7. juni overrakte englænderne officielt Silkeborg Bad til Silkeborgs Byledelse.

Silkeborg Bad kom i tiden efter til at huse et større antal tyske flygtninge og først efter en grundig istandsættelse, kunne Silkeborg Bad, den 1. maj 1951, igen slå dørene op for et nyt hold kurgæster.

Dagen mindes i aftyen med et større arrangement ”Bunker By Night” på Silkeborg Bad.