Hans Scherfig og Besættelsen

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Den 4. maj er en mærkedag i folkets liv, og man går denne dag helst i besættelsestidens bibliotek, og hvis livet med dets uomgængelige krav tillader det, bliver man gerne derinde hele dagen.

Interessen for besættelsestiden er ikke alene stor (meget større end for 30 år siden), den er nærmest stigende. Den voldsomme historiske interesse, der går over landet i disse år, bærer en stor del af skylden herfor, men ikke den hele. Vil man have den hele forklaring, så må man hertil lægge kærligheden til fædrelandet. Denne kærlighed har det ondt nu om stunder. Den kaldes ofte for ”nationalisme”, og man vil i det hele taget gerne komme mellem de elskende. I den direkte meddelelses form må denne kærlighed helst ikke komme til orde. Det forbyder den humanistiske trosretning, der er landets statsreligion, og som fordrer en forskelsløs internationalisme af os alle, og som derfor forbyder fædrelandskærligheden. Dette fordres af os for ikke at støde an mod ”vore værdier”. Blandt disse værdier er internationalismen meget central. Noget grotesk munder det ud i. at for at være en god dansker skal man være en dårlig dansker! Den, der ikke er med på værdisnakken, må derfor nøjes med i dæmpet fortrolig tale at bringe sin fædrelandskærlighed til udtryk, altså tale om den i den indirekte meddelelses form. Det er her, at interessen for landets historie melder sig som en velkommen ventil. Her kan man få afløb og give udtryk for denne kærlighed uden at blive skældt ud for at elske sit land.

Besættelsestidens bibliotek er i lighed med andre biblioteker opdelt i en skønlitterær og en faglitterær del. Den skønlitterære del er af pænt omfang og vil ikke vokse mere (undtagen i den historiske romans form), mens den faglitterære del er uoverskueligt stor og i fortsat vækst.

Men lad os holde mindedagen i selskab med en roman om Besættelsen, som mange af os kender og kender godt, nemlig Hans Scherfigs ”Frydenholm”, der er fra 1962.

Man skal hæfte sig ved det sene publikationstidspunkt, 17 år efter Besættelsens ophør. Det har sammenhæng med, at bogen er en sjældent præcis og nøjeregnende bog (dog ikke mere nøjeregnende. end at en række mindre flatterende forhold fra tiden indtil Tysklands angreb på Sovjetunionen lades helt uomtalte).

Egentlig er denne roman ikke en, men to bøger, hvad der gør den en smule svær at håndtere. For det første er bogen en veldokumenteret redegørelse for interneringen af danske kommunister (en internering, der i antal gik langt over, hvad tyskerne havde forlangt), og den er en meget grundig beretning om forholdene og livet i lejren i Horserød og Vestre Fængsel, hvor de internerede blev anbragt under vilkår, der ikke var bedre end kriminelle strafafsoneres. Scherfig oplevede ikke dette selv. Grundet sin meget alvorlige øjensygdom blev han indlagt på Vestre Fængsels sygeafdeling, hvorfra han blev overflyttet til Finsen-hospitalet, hvor han undergik en operation med lykkeligt resultat. Når beretningen alligevel står til troende, skyldes det, at bogen i denne henseende blev til under medvirken af landsretssagfører Carl Madsen, der selv havde været interneret i lejren, hvor han var kontubernal med Hans Kirk. Carl Madsen kunne mere end sit fadervor.

Besættelsestidens jura kunne han udenad. Den grundige dokumentation er der ingen tvivl om. Om alle gengivelser af officielle meddelelser og bekendtgørelser hidrørende fra dansk eller tysk side gælder det, at de er korrekte til sidste komma.

Men for det andet er bogen naturligvis en roman i ordets sædvanlige forstand, en ”rigtig” roman, og interessant derved, at Scherfig her gør sit litterære bo op. Givetvis er Scherfig danmarksmester i litterær økonomi. Han slår de to andre mestre i det stykke. De to andre er Herman Bang og Gustav Wied (og Scherfig har lært af dem begge). Scherfig trækker som bekendt sine personer over fra den ene roman til den anden, og dette faste persongalleri finder sin afslutning i ”Frydenholm”. Det er meget vakst af Scherfig, og det skaber en sammenhæng mellem ”foråret”, ”fuldmægtigen” og ”Frydenholm”. Egentlig står de hen som et værk, Scherfigs hovedværk.

Men der er også et vigtigt tema i Scherfigs digtning, der finder sin konklusion i ”Frydenholm”. Det er Scherfigs opgør med kulturradikalismen. Nu bruger Scherfig ikke ordet kulturradikal. I stedet taler han om frisind og de frisindede.

Der er ingen mangel på hib til de kulturradikale i Scherfigs forfatterskab. De er tydelige i både ”Det forsømte Forår” og ”Idealister”. Men det egentlige opgør finder sted i ”Frydenholm”. Det er besættelsestidens begivenheder, der driver dette opgør frem, og det udspiller sig i lægens, doktor Damsøs person. Doktor Damsø er i kraft af den forvandling af ham, der sker i Frydenholm, en af de interessanteste personer, Scherfig har skabt. I hans skikkelse sker der en voldsom udvikling, et dramatisk omslag, hvilket er sjældent hos Scherfig. Vi kender ham fra ”Idealister”, hvor han ikke gør noget sympatisk indtryk i sin egenskab af læge. Det hedder om ham i denne bog, at han lever ”frisindet” med sine husbestyrerinder og tidligere koner. Det samme siges om ham i begyndelsen af ”Frydenholm”. Men piben skal snart få en anden lyd.

Meget tidligt i ”Frydenholm” gør Scherfig doktor Damsøs kulturradikale sindelag klart i de grelleste farver. Det lykkes den søde Johanne at sælge ham et kommunistisk blad, selvom han ikke kan fordrage det:

»”Jeg køber det kun for din skyld. Det er sateme ikke til at holde ud at læse. Det er så forfærdelig talentløst!”

”Men det er sandt, hvad der står i det!”– siger Johanne dristigt.

”Det kan godt være, min pige. Men det må hellere være løgn og lidt morsomt.

Det er en forbrydelse at være kedsommelig. Kommunisterne i Tyskland har fortjent deres skæbne, fordi de var kedsommelige!”«

Så kan man ikke blive mere kulturradikal. Det ved vi ikke mindst fra vore dage, hvor maskerne er faldet og underholdning skamløst kolporteres som kultur. Den kulturradikales kendemærke er frem for alt, at han ikke er forpligtet på noget som helst, i værste fald end ikke på den evige forskel på sandhed og løgn. Det er doktor Damsø heller ikke.

Men snart efter kommer vendepunktet, og det er betegnende nok pressehistorisk. Den 28. april 1940 bringer dagbladet Politiken en leder, der er svaret på besættelsesmagtens bønner, men som får abonnenterne til at flygte i konvojer. Ifølge historikeren Søren Mørch løber tabet op i et sted mellem 10.000-15.000 abonnenter.

Blandt dem er doktor Damsø, han »havde trofast abonneret på Dagbladet (= Politiken) i en menneskealder. Nu sagde han det af.

Han satte sig hen for at skrive en udførlig begrundelse for dette skridt. Han skrev det om flere gange og gjorde sig betydelig umage…« Nu er det ikke længere ligegyldigt, hvad der skrives, nu skal det ikke først og fremmest være underholdende.

Men den store alvor gælder kommunistinterneringerne. Den rystelse kommer han sig ikke over. »Doktor Damsø tror ikke på Gud. Han tror heller ikke ret meget på mennesker. Men han tror på Højesteret«.

Og så gør Højesteret hans tro til skamme ved at opretholde interneringerne. Herefter er Damsøs sympati ikke til at tage fejl af, og han hjælper især Margrete. Hendes mand sidder i Horserød, og hun har fire børn. Hun er forladt, om ikke af Gud, så af mennesker, for hun må klare sig uden hjælp fra de sociale myndigheder.

Det er ikke længere doktor Damsø, der vælger sit livs begivenheder. Det er begivenhederne, der vælger ham. De tvinger ham til et valg, og idet han vælger, bliver han til et andet menneske, en anden end den, han dekorativt har udgivet sig for at være. »Han var radikal og frisindet, og hvad havde frisindet ført til?

Han var ensom i sit frigjorte borgerskab, og hvad der ville komme efter, forstod han ikke«. Han er måske ganske enkelt blevet sig selv. Kort efter mister han livet ifølge krigens gang. Det er et clearing-mord.

Scherfigs bog er et katalog over besættelsestidens skyggesider. I den henseende har den ikke sin lige. Derfor er den så velegnet til 4. maj-læsning.

For man elsker ikke sit land ved at gå let henover dets fejltrin eller ved ligefrem at lyve dem til tavshed. Man elsker det ved ærligt og redeligt at dvæle ved dem og gøre op med dem.