Triumf og tragedie over København

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Klokken 11.14 den 21. marts 1945 nærmede syv RAF Mosquito-jagerbombere sig København fra Køge Bugt. De kom i to V-sektioner med ca. 400 meters afstand i meget lav højde. Målet var Gestapos hovedkvarter, Shellhuset i Kampmannsgade.

Lederen af anden sektion, den 27-årige wing commander Peter Andrew Kleboe og hans navigatør flying officer Reg Hall lå med tre underlagte wingmen en anelse lavere end førergruppen på korrekt kurs. Hele formationen passerede med omkring 500 km/t øst om Vestre Fængsel langs Enghavevej og jernbanesporene; det var åbent terræn, men i nærheden af Enghave Station stod nogle lysstandere, ca. 30 meter høje og med en lille platform foroven til projektørerne, og under passagen af sporarealet ramte Kleboes fly en af standerne med halepartiet.

Mosquitoen var herefter ude af kontrol, idet en eller flere rorflader ikke længere fungerede, men den styrtede ikke ned. Sekunder senere ramte den (sandsynligvis) med en vingespids en tagryg på Sønder Boulevard, hvorved bombelasten, to 500 punds bomber, udløstes.

Stadig ude af kontrol fortsatte det nu endnu mere beskadigede fly lige over hustagene i et svagt venstredrej ud mod Frederiksberg, hvor det styrtede ned i et garageanlæg tæt ved St. Josefsøstrenes store pigeskole, kaldet Den Franske Skole, med øjeblikkelig meget kraftig røgudvikling til følge.

Resten af formationen fortsatte på ret kurs og bombede Shellhuset, som straks brød i brand efter flere træffere i bygningens vestfløj med spræng- og brandbomber.

To minutter senere fulgte endnu en gruppe Mosquitos fra samme retning, men da formationsføreren for denne gruppe så den kraftige røg stige op fra nedstyrtningsstedet på Frederiksberg, antog han dette for at være målet og førte gruppen derhen.

For sent opdagede han sin fejltagelse – han havde kun nogle få anspændte sekunder til at bedømme situationen – og et par af flyene kastede deres bomber mod brandstedet. Nøjagtigt to minutter efter fulgte en tredje og sidste gruppe på samme kurs, hvis fører desværre også begik nøjagtigt den samme fejl og med samme resultat: Nogle af flyene slap bomberne over brandstedet.

Efter bombardementet drejede samtlige de involverede grupper mod vestnordvest og væk fra København. Det hele varede godt fire minutter, men da flyene var borte, eksisterede Gestapos nervecenter i Danmark ikke mere.

Baggrunden for denne mission, som hører til det britiske flyvevåben RAF’s mest berømte, var to andre tilsvarende – et angreb på Gestapos fængsel i Amiens i Nordfrankrig i februar 1944 og angrebet i oktober 1944 på Gestapos jyske hovedkvarter på universitetet i Aarhus, begge succeser; mange fanger undslap, mange gestapofolk omkom, og RAF havde kun få tab. Da den københavnske modstandsbevægelse i foråret 1945 var i svare vanskeligheder, idet mange af dens ledere var blevet arresteret og sad som fanger på Shellhusets tagetage, hvad var da mere naturligt end at forsøge succeserne gentaget.

Chefen for RAF 2. Tactical Group, air vicemarshall Basil Embry, sagde god for projektet, skønt målet var en enkelt bygning midt i en storby, og et angreb ville koste betragtelige civile tab, ligesom den totale flyvestrækning ud og hjem fra den påtænkte udgangsbase, Fersfield i East Anglia, udgjorde ca. 1.800 km, hvilket var omtrent maksimum af, hvad de ledsagende Mustang-jagere, han anså for nødvendige, kunne klare.

Styrken bestemte han til at omfatte 20 Mosquito-jagerbombere, som alle med besætninger blev udtaget af fronttjeneste i Nordfrankrig, samt 31 Mustangs som beskyttelse mod evt. tyske jagerangreb. Men missionen, der af hensyn til den fjendtlige radarovervågning måtte flyves i laveste højde, ca.50 fod eller 15 m, hele vejen, krævede godt vejr med god sigt, og det kneb det med i marts. Imens blev den københavnske modstandsbevægelses situation mere og mere desperat, men først den 20. marts bedredes vejret, og næste dags morgen den 21. lettede samtlige 51 fly fra Fersfield og satte kursen ud over Nordsøen mod Danmark.

Turen over havet forløb uden hændelser, og den jyske vestkyst passeredes ved Hvide Sande som planlagt kl. 10.38. Også resten af strækningen over Jylland, nord om Fyn til Sjælland var uden problemer. Tyskernes radarstationer havde dog tidligt opdaget den store formation og fulgt den, men uden at kunne gøre noget – man havde masser af fly i Danmark, men intet brændstof! Desuden var det tyskernes opfattelse, at flyene over Sjælland, som det ofte skete ville dreje mod syd for at fortsætte mod Tyskland. Selv da den forreste gruppe over Solrød Strand drejede mod nord, undlod man at slå luftalarm i København – det skete først, da flyene var nået ind over byen.

Men i de næste minutter tog begivenhederne for alvor fart. Kleboe og Hall styrtede ned, Shellhuset blev ramt og sat i brand, og vildfarne bomber traf bygninger i nærheden, hvor de lige som på Sønder Boulevard forårsagede store ødelæggelser og tab af menneskeliv.

Allerværst gik det dog på Frederiksberg. Her traf to bomber Den Franske Skole – én under hver hovedtrappe, hvor mange børn, efter at sirenerne havde lydt, var på vej ned i skolens kælderrum. Et stort antal børn blev dræbt øjeblikkeligt, og resten blev mere eller mindre spærret inde i kælderrummene under den påfølgende brand. Det senere redningsarbejde tog meget lang tid. Ni timer efter fandt man en syvårig pige,der havde ligget fastklemt i ruinerne – hun overlevede.

Også det omliggende beboelseskvarter blev ødelagt og nedbrændte med tab af adskillige menneskeliv.

I mellemtiden brændte det også voldsomt i Shellhuset, hvor mange gestapofolk omkom – anslået mellem 75 og 100 – men de fleste danske fanger undslap mirakuløst, blandt dem fire, som sprang ned på gaden fra fjerde sal!

Så set i det lys må missionen siges at være lykkedes: Gestapo i København var lammet resten af krigen, et pænt antal ledende modstandsfolk var undsluppet, men – og det er et stort men – 88 børn omkom i Den Franske Skole og desuden et tilsvarende antal mennesker rundt omkring i byen.

RAF slap heller ikke gratis; foruden Kleboe og Hall blev to Mustangjagere og tre Mosquitoer skudt ned af flakskyts på hjemvejen over Danmark med et tab af yderligere syv besætningsmedlemmer.

Betragter man selve angrebsforløbet, er det klart, at ulykkerne starter med lysstanderen på baneterrænet. Det store spørgsmål er, hvorfor Kleboe, der var en meget erfaren, højt dekoreret Mosquitopilot, ikke så standeren i tide. En forklaring kan være, at Kleboe ikke var vant til lavflyvning – han havde fløjet natbombemissioner i stor højde og var først for nylig blevet tilkommanderet en jagerbomberenhed – og derfor har været for optaget af at kigge frem mod målet.

En anden kan være, at det den dag blæste med kulingstyrke fra vest, hvilket gav en kraftig turbulens; desuden havde blæsten, mens man fløj over Nordsøen, afsat et lag af saltpartikler, der som en mat film dækkede flyenes frontruder og således kan have hindret udsynet i en bestemt vinkel. Der er flere ubesvarede spørgsmål, men slutresultatet kender vi; det er urokkeligt.

Kleboe? – Navnet lyder ikke britisk. Det er det heller ikke; det er dansk eller norsk. Den, der bragte navnet til England, var en dansk sømand, om hvem man i dag ikke ved stort andet end at han kom fra København, gik i land i London omkring 1800 og hed Andreas (på engelsk Andrew) til fornavn.

Men man ved, at han var wing commander Peter Andrew Kleboes tipoldefar på fædrene side, og at forældre og søskende fandt det ejendommeligt, at Peter skulle ende sit korte, dramatiske liv netop i den by i det land, som hans tipoldefar var kommet fra næsten halvandet hundrede år før. Han og Hall blev den 28. marts begravet på Bispebjerg Kirkegård som ”ukendte allierede flyvere”.

De er kendt af os og bør vedblivende være det.