Forskere manipulerer pesticidresultater

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Den engelske avis The Times kunne for nyligt afsløre et lækket dokument, der viste, hvordan et hold indflydelsesrige forskere med stærke forbindelser til verdens største miljøorganisation, IUCN, på forhånd havde besluttet sig for, hvad deres forskning skulle konkludere.

Forskningen skulle komme frem til, at de såkaldte neonikotinoid pesticider var skadeligt for bier. Neonikotinoider er ikke en triviel undergruppe – de er nogle af de mest succesfulde bekæmpningsmidler og udgør omkring 30 pct. af det globale marked. Med hjælp fra Verdensnaturfonden ville forskerne påvirke EU til at forbyde det pågældende pesticid. Deres plan lykkedes – EU har i to år forbudt neonikotinoider med betydelige tab for både landbrug og natur til følge.

Vi står med en rygende pistol af aktivistforskning, men desværre har ingen danske medier skrevet om det. Jeg tør til gengæld godt gætte på, at det ville have trukket overskrifter, hvis skandalen havde omvendt fortegn. Tænk, hvis nogle forskere havde besluttet sig for, at deres forskning skulle vise, at et pesticid slet ikke var skadeligt. Man ser det for sig: ”Forskning manipuleres for at vise, at pesticider er uskadelige” eller ”Pesticidlobby skandaleramt”. Man må spørge, hvorfor vi ikke ser nogen overskrifter i retningen af ”forskning manipuleres til skræmmekampagne mod pesticider” eller ”forskere fikser pesticidresultater for at få EU-forbud”? Det kan da ikke være mere acceptabelt at manipulere i én retning frem for en anden?

Det lækkede dokument er fra 2010 og viser, at forskere, miljøorganisationer og World Conservation Union (IUCN) planlagde at få skrevet fire forskningsartikler og koordinere publikationen for at »opnå den nødvendige politiske ændring og få disse pesticider forbudt.« De ville »omhyggeligt udvælge« forskere, der kunne sætte denne politiske ændring i gang sammen med kampagneorganisationer som Verdensnaturfonden.

Man havde altså planlagt en kampagne for et forbud, inden forskningen overhovedet var udført. Det lækkede notat beskriver blandt andet, »hvis det lykkes os at få disse to forskningsartikler udgivet, vil det have stor indflydelse og en kampagne fra Verdensnaturfonden etc. kunne blive lanceret med det samme.« Men det understreges i notatet, at en kampagne endelig ikke må blive et mål i sig selv. Målet er at få pesticidet forbudt.

Til mødet i Schweiz var miljønotabiliteter som Maarten Bijleveld, en af grundlæggerne af Verdensnaturfonden i Holland samt bestyrelsesformand for Task Force on Systemic Pesticides, der hører under World Conservation Union (IUCN). Til stede var også Piet Wit, bestyrelsesformand for Ecosystems managament commision, der også sorterer under IUCN.

IUCN vurderes at være verdens største miljøorganisation og er et meget indflydelsesrigt netværk af forskere og miljøorganisationer. For nyligt satte danskeren Inger Andersen sig i spidsen for IUCN.

Piet Wit har bekræftet, at det lækkede dokument er ægte, men afviser, at forskerne skulle have lagt sig fast på konklusioner på forhånd. Samtidig har Maarten Bijleveld fastholdt, at den pågældende task force er uafhængig og objektiv. Hvordan det lækkede dokument på en og samme tid kan være ægte og retvisende, mens den beskrevne forskning og episode ikke skulle være udtryk for et på forhånd besluttet konklusion, står ikke klart fra Piet og Bijlevelds udtalelser.

Planen om gennem aktivistforskning at presse et forbud igennem lykkedes og endda foran den tidsplan, man havde aftalt. Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet pegede i 2013 på en risiko for bier. Det gav politikerne i EU-kommissionen en undskyldning for at gennemføre et to-årigt forbud mod neonikotinoider. Dengang modsatte den engelske miljøstyrelse sig forbuddet og fastholdt, at der ikke var evidens for, at pesticidet skadede bibestanden.

Omkostningen er ikke triviel. Eksempelvis vurderes tabet til at være mellem 20-50 pct. af udbyttet fra rapsmarker i Storbritannien. Det værste og mest ironiske er måske, at forbuddet presser landmænd til at bruge større mængder langt mere giftige pesticider i stedet for neonikotinoider, som den engelske avis The Guardian har rapporteret. Den deprimerende konsekvens er, at kampagner og manipulation fra nogle af verdens fremmeste miljøforkæmpere kan ende med at gøre stor skade på netop den natur, de angiveligt arbejder for at beskytte.

EU’s midlertidige forbud udløber i 2015 og kampen om, hvad der skal afløse det midlertidige forbud, er for alvor begyndt. IUCN’s task force publicerede i juni 2014 forskning, der, måske ikke overraskende, entydigt konkluderede, at neonikotinoider »forårsager signifikant skade på en række gavnlige arter og en hovedfaktor i den faldende bibestand.« Derfor anbefaler de en stærkere regulering og »global udfasning« af pesticidet. Igen helt efter drejebogen fortæller Marten Bijleveld, at resultaterne var »dybt bekymrende« og må berettige regulering. Men der er ganske lidt dokumentation for en sådan konklusion. Der er en overordentlig mangel på afbalanceret data i diskussionen om bidød i USA og dele af Europa, der af alarmister er givet det farverige navn ”bee-pocalypse”.

Det er rigtigt, at bibestanden i USA og dele af Europa er faldet. Med data fra FN’s fødevare- og landbrugsorganisation kan vi se, at antallet af bistader i Nord og Vesteuropa er næsten halveret fra 4 millioner i 1961 til godt 2 millioner i dag. Et tilsvarende fald fra 5 millioner til 2,5 millioner bistader er set i USA. Men antallet af bistader er steget langt, langt mere i Asien. Det er mere end tredobblet til 35 millioner i dag.

Tallene fra FN dokumenterer, at globalt set stiger bestanden og var i 2013 med 81 millioner bistader højere end nogensinde før. Den primære årsag er, at store dele af produktionen af honning er flyttet fra USA og Vesteuropa til blandt andet Indien, Kina og Tyrkiet. Historien er altså den samme som den faldende produktion af T-shirts og sko i USA og Nordvesteuropa.

Alarmister hævder, at de færre bier i Nordvesteuropa og USA sætter os i fare for ikke at kunne få vores afgrøder bestøvet. Men det er modsagt af de stadig stigende landbrugsudbytter de selv samme steder. Mandelen er en af de få afgrøder, der er helt afhængig af bier til at bestøve dem. Amerikanske mandler udgør over 60 pct. af verdens produktion. Men på trods af halveringen af bibestanden over det sidste halve århundrede er mandelproduktionen eksploderet. Siden 1961 er det amerikanske årlige udbytte 30-doblet, og den totale produktion har aldrig været højere end sidst opgjorte år i 2013.

Samtidig er dødelighed blandt overvintrende bier steget i mange lande over de sidste 10-15 år. Det skyldes overvejende den såkaldte varroamide og en række vira, der svækker og dræber bier. Den gennemsnitlige vinterdødsrate er steget fra omkring 15 pct. til nogle steder mere end 30 pct., men biavlere har tilpasset sig disse forandringer med lave omkostninger.

Den nyeste gennemgang af bi-spørgsmålet i Royal Societys tidsskrift fra 2014 svarer måske mest overbevisende på skræmmekampagnen fra IUCN. Til spørgsmålet om hvorvidt neonikotinoider har været helt eller delvist skyldige i højere bidødelighed, kalder de bevismaterialet ”svagt” og anfører, at »faldet i bibestanden begyndte før brugen af neonikotinoider blev udbredt, og der er svag geografisk korrelation mellem brug af neonikotinoider og faldende bibestand.« Samtidig finder de »stærk evidens for, at neonikotinoider skaber stor værdi for landbruget.«”

De to videnskabelige artikler, der har prøvet at afdække, hvorvidt der er en årsagssammenhæng mellem neonikotinoider og bidødelighed, finder en meget svag sammenhæng. Den ene artikel fandt, at varroamider og relaterede vira er den »sandsynlige årsag« til stigende bidødelighed, mens neonikotinoider vurderes til at være en »usandsynlig« eneårsag til bidødelighed, men »kan muligvis være en medvirkende faktor«. Den anden artikel var endnu klarere i mælet: »Neonikotinoider kan ikke være impliceret i en faldende bi-bestand.«

Desværre er det eneste, man hører, skræmmende historier om, hvordan pesticider dræber bier og sætter vores landbrugsproduktion i fare. Det eneste, Europa får, er en fejlagtig politik, der hæmmer landbruget og sandsynligvis gør mere skade end gavn på naturen. Og desværre hører vi ikke historien om, hvordan bekymringen blev sat i gang af aktivister, der på forhånd havde besluttet sig for, hvad resultatet af deres undersøgelser skulle være.