Udkantsdanmark skal blomstre igen

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Når regeringen kan komme i tanker om at udstede statsgaranti for vedligeholdelse af bygningerne i Christiania, så er det endnu mere presserende, at staten omsider gør noget for udkantsområderne. Begrundelsen for at ville hjælpe fristaden er, at den er blevet en af hovedstadens turistattraktioner ved siden af Tivoli og Zoologisk Have.

De danske udkantsområder er imidlertid hverken et tivoli eller en zoo. Her bor der rigtige mennesker, som udgør ca. 15 pct. af befolkningen, altså 700.000 indbyggere, et overset mindretal, som år efter år oplever øget utryghed og forringelse af levevilkårene. Hvor staten hele tiden står på spring for at øge væksten i hovedstaden og de større byer med universitetshospitaler, koncerthuse, metroer, letbaner og anden infrastruktur, så er det som om det danske samfund har rottet sig sammen imod den del af befolkningen, der bor i udkantsområderne, som ellers skulle være ligeberettigede borgere. Undersøgelser har også understøttet, at dette er tilfældet. Siden 2009 er der blevet 5,2 pct. færre indbyggere på landet, medens der er kommet 7,6 pct. flere indbyggere til i de større byer.

Stemningen er, at når man har valgt at bosætte sig i landdistrikterne, så må man sejle sin egen sø. Det fører naturligvis til konstant fraflytning, så husene står tomme. Ofte er de umulige at sælge, fordi kreditforeninger og banker nægter at give lån til huse på landet. Selv for en huskøber med en god indtægt kan det være lettere at få et lån på 400.000 kr. til en ny bil eller en sejlbåd end til at købe og istandsætte et hus i en landsby. Det kan ikke fortsætte.

Som om der ikke var nok at slås med i hverdagen, skal befolkningen i udkantsområderne også betale en langt højere energiregning end i resten af landet for at skaffe sig den nødvendige opvarmning af boliger og institutioner. Netop hvor indtægterne er lavest, rammer det ekstra hårdt og får folk til at flytte væk.

Igennem flere årtier har der været politisk flertal for at skaffe billig varme fra naturgas og fjernvarme til befolkningen i byerne, men i det, der er blevet kaldt område fire, og hvor den rørførte energi ikke kan nå ud, kører der stadigvæk 300.000 oliefyr. Ofte er opvarmningen så dyr, at det nær er ved at ruinere folk, samtidig med at der er et klimaproblem, der skal komme styr på.

Uafhængighed af olie har politisk stået højt på dagsordenen. Der bliver her og der opstillet en varmepumpe, en husstandsvindmølle, solvarmeanlæg m.v., men det batter ikke noget i forhold til de mange tusinde oliefyr. Derfor bør der fremsættes forslag om, at der sikres statsgaranterede lån til energirenovering af boliger i udkantsområderne, så beboerne kan skifte fra den dyre olie til vedvarende energi.

Det vil skabe øget beskæftigelse og nye indtægter i landdistrikterne, når tusindvis af husejere med et statsgaranteret lån i hånden henvender sig til deres lokale vvs-firma og elektrikeren for at få udskiftet varmeanlægget eller til byggefirmaerne for at få nye vinduer samt efterisoleret loft og vægge. Det kan de små virksomheder. Det vil samtidig skabe et stort nyt marked for producenter og leverandører af varmepumper, husstandsvindmøller (dansk produkseret), solfangere, solceller og alt det udstyr, der skal til for at gøre varmeanlægget tidssvarende og varmeregningen til at betale.

En sådan omstilling sker ikke af sig selv. Jeg ved godt, at de store energiselskaber vil miste kunder, når titusindvis af husejere ikke længere bestiller deres fyringsolie som hidtil. Vi vil alliere os med organisationer, institutter og brancheforeninger, der i lang tid har arbejdet for at forbedre levevilkårene i landdistrikterne, men som flertallet af de politiske partier har ignoreret. Der skal ske efteruddannelse af de lokale mindre virksomheder, så de bedre kan rådgive deres kunder, når de henvender sig for at få energirenoveret boligen.

Husstandsvindmøller skal ligesom store vindmøller testes og videreudvikles. Det skal også være muligt for husejere og virksomheder at kunne få demonstreret og indhente uvildige oplysninger om de mange forskellige energitekniske muligheder på et center for landdistrikter for at kunne træffe det bedste valg til den enkelte bolig. Samfundet har investeret flere hundrede millioner i prøvestationer til store vindmøller. Men der skal også forskes og udvikles inden for den energiteknik, som skal afløse oliefyret. Her er meget at indhente.

Der er også ting ved planlovene, som jeg mener bør ændres. Der er alt for mange restriktioner og tidskrævende procedurer, når selv en lille husstandsvindmølle skal stilles op. Her må det være nok inden for visse rammer med en anmeldelse, uden at et kæmpebureaukrati træder i gang. Danmarks Naturfredningsforening må lære at se positivt på klimavenlige energiformer, at for eksempel en lille vindmølle ved et hus er noget lige så selvfølgeligt som selve huset. Ellers ender det med, at den store lobbyforening sammen med planlægningsbureaukratiet får lukket hele udkantsdansmark ned, så landdistrikterne bliver til et frilandsmuseum for bybefolkningen. Endelig mener jeg ikke, vi længden kan se passivt til, at aggressive energiselskaber og investorer opkøber huse på landet, ja hele landsbyer, for at jævne dem med jorden og score kassen ved opstilling af store vindmøller. Det kan kun blive endnu værre med nedrivning af flere tusinde huse og gårde, efter at det er kommet frem, at samfundet kan spare milliarder af kroner ved at opstille de store vindmøller på land frem for på havet.

Når der bliver talt om, at vindmøller er guldrandede investeringer, ligger måske her det økonomiske grundlag for at skabe energifonde, de kan være lokale, som skal komme udkantsområderne til gavn med forbedret infrastruktur og nye arbejdspladser, altså en anden form for win-win-situation, end hvad de store energiselskaber serverer i medierne.

Vi har set tilløb til en ny måde at gøre tingene på i Hanstholm og Hvide Sande, hvor indtægterne fra vindmøllerne sikrer udbygning af havnene, så de bliver tidssvarende og rustet til bedre vilkår for fiskeriet. I Hvide Sande har indtægterne fra blot tre store vindmøller dannet grundlag for investeringer på 147 mio. kr. Det viser vej for andre. I betragtning af at der de kommende år skal opstilles op til 1.000 store vindmøller, ligger der her en guldåre, som jeg mener, skal komme lokalsamfundene til gode og ikke til forgyldning af investorer og lodsejere, som har organiseret sig i Danmarks Vindmølleforening.

Der var i Hvide Sande ingen problemer med finansieringen af selve vindmøllerne. Det tog et par lokale banker sig af. I lokalsamfundene er man ikke imod opstilling af vindmøller, når det fører til forbedrede levevilkår, og naturligvis er det ikke blot i fiskerihavnene, at vindmøllerne kan være med til at vende udviklingen. Overalt i Udkantsdanmark er der et stort efterslæb, når det gælder investeringer i nye arbejdspladser og forbedret infrastruktur.

Nu kunne man mene, at det var en statslig opgave. Men eftersom staten har givet udkantsområderne den kolde skulder, mener jeg ikke, vi skal sidde på hænderne og gnide salt i såret ved at lade investorer udefra leve højt på udkantsområdernes bekostning. Vi vil ikke være passive tilskuere til, at et stort svensk energiselskab i Vesthimmerland og andre vindmølleinvestorer opkøber og jævner hele lokalsamfund med jorden for at undgå utilfredse naboer.

Til syvende og sidst er det elforbrugerne, der skal betale en god del af den grønne omstilling. Den må ikke blive så hellig, at man politisk lader stå til. Statsgaranterede lån til husejere i Udkantsdanmark, forskning og uddannelse til gavn for små virksomheder og smidige ordninger for godkendelse er udfordringer for lovgiverne, men det kan vende udviklingen. Jeg vil i DF arbejde for, at vinden og solen bliver til gavn for den del af befolkningen, der bor, hvor solen skinner mest, og det blæser mest.