Tre forudsætninger for succes

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Det skorter ikke på anerkendelse af, at skolelederne lige nu har et af Danmarks vigtigste lederjob, og at vi har stor betydning for, om skolereformen bliver en succes – eller en fiasko. Dertil kommer indførelsen af nye arbejdstidsregler, inklusion af børn med særlige behov, sammenlægning af skoler m.m.

Vi er glade for tilliden, og der skal ikke herske tvivl om, at vi sammen med de mange dygtige medarbejdere har taget opgaverne på os. Der er også mange fortællinger om, at man på de enkelte skoler er godt på vej med at gøre skolereformen og de andre reformer til virkelighed.

Skolereformen er nødvendig. Der er et bredt folketingsflertal bag reformen, og det er min oplevelse, at der i almindelighed er enighed om, at målet om, at alle børn, uanset deres sociale og familiemæssige baggrund, skal lære mest muligt og trives bedst muligt i skolen, er rigtigt.

Men jeg vil gøre opmærksom på, at implementeringen af reformen er hårdt arbejde, og at det sidste halve år siden reformstarten har været særdeles travlt for ledere såvel som for medarbejderne. Og der vil ganske givet fortsat være meget travlt på skolerne i år.

De ændringer, der er sket i skolevæsnerne de seneste fire år, betyder, at der i dag er ca. 14 pct. færre lærere og ledere til at klare en væsentligt øget arbejdsmængde. Så selv om elevtallet i samme periode er faldet med ca. 2,5 pct., er der behov for en forståelse for de vilkår, reformen af folkeskolen implementeres under.

Herudover vil vi skoleledere pege på tre forhold, der har betydning for at få succes med skolereformen:

1) Det tager tid at reformere skolen og forme de nye generationer,

2) folkeskolen er vores alles skole, og vi skal alle være med til løfte den, og

3) det er nødvendigt med frihed til at løse opgaverne bedst muligt.

Skolereformen er først og fremmest en læringsreform. Men tidshorisonten for skolens arbejde med eleverne er ikke alene fra dag-til-dag. Læring, undervisning, uddannelse og dannelse tager tid. Det er det lange træk, når alle skal lære mere, og alle skal være fagligt og socialt aktivt deltagende.

Ud over at børnene og de unge er i et læringsforløb, befinder de sig i den meget vigtige identitetsskabende og biologiske udviklingsfase fra 0. til 9. klasse, hvor et quickfix hist og her sjældent hjælper. Som skolemanden Kresten Kold sagde: »I skolen skal der trædes varsomt, for her bliver mennesker til«.

Derfor var jeg som formand sammen med 2.000 skoleledere, skolechefer m.fl. på Skolelederforeningens årsmøde i efteråret meget glad for at høre undervisningsminister Christine Antorini tydeligt sige, at der er tale om en reform – ikke en revolution. Altså en anerkendelse af, at ting nogle gange tager tid.

Det håber jeg, at ministeren har opbakning til blandt andre politikere, i samfundet og i nyhedsmedierne.

For naturligvis skal vi stille krav, og vi skal yde det bedste og levere resultater. Men nærhed og fællesskab og det at kunne øve sig og sætte ind over tid er også afgørende for at få succes.

Så når vi får et folketingsvalg i år, håber jeg, at folkeskolen slipper for at være det store tema. Det har den snart været et par årtier – denne gang kunne vi håbe på en fælles forståelse af behovet for at sikre roen og en positiv samarbejdskultur i skolen, så vi kan koncentrere os om at implementere reformen m.m.

Lige nu arbejdes der utroligt hårdt på at implementere en stor skolereform. Så giv dog skolen den tid og den tillid, der skal til, for at få reformen til at fungere for eleverne og øge deres læring. Det er den første forudsætning for at få succes.

Som ledere ved vi, at man ikke kommer langt uden dygtige medarbejdere, positive forældre og elever. Derfor er implementeringen af en succesfuld skolereform for stor en ære at overlade til os ledere alene. Vi har også behov for tæt dialog og støtte fra de lokale forvaltninger og politikere.

Folkeskolen er et fællesskab, der forpligter. Det vidste man i Ontario i Canada, hvor man over en 10- års periode med held har gennemført en lignende skolereform, der er inspirationskilde for den danske. Nemlig, at opgaverne bliver meget lettere at løse, hvis de forskellige parter trækker i samme retning.

Så ud over at canadierne netop besluttede sig for et langt tidsperspektiv, lovede alle parter i og omkring skolen hinanden at arbejde tæt sammen. Så de beslutninger, der bliver truffet, og de opgaver, der bliver stillet, fremmer elevernes læring. Men også så de nødvendige rammer og vilkår for at opnå resultater og få succes hele tiden er til stede.

Det samarbejde og den investering har givet Ontario markant bedre faglige resultater, inklusion, trivsel og succes i ungdomsuddannelserne. Her har man ikke kun satset på det, canadierne selv kalder for pressure, men også på support til de involverede.

I Danmark er der på samme måde brug for at tage fælles ansvar, der sikrer en positiv samarbejdskultur i folkeskolen med stærke krav og stærk opbakning. På den baggrund har Børne- og Kulturchefforeningen og Skolelederforeningen lavet et dialogoplæg ”Kommunalt partnerskab for læring / Ledelse i skolen og af skolen”, der argumenterer for et tættere, mere forpligtende lokalt samarbejde.

Der er brug for en fornuftig og ærlig dialog om håndteringen af de udfordringer, der er i forbindelse med reformen af folkeskolen. Der er brug for en fælles forståelse af opgaver og mål, at afstemme forventninger og sikre kommunikationen. Så mit budskab til alle skoler, ledere, medarbejdere, forvaltninger og lokal- og landspolitikere er: Tag fælles ansvar, det er den anden forudsætning for at få succes.

At drive en skole med f.eks. 1.000 børn og 100 ansatte er en kompleks affære. Det er det også, når vi skal kæde input sammen med output og outcome. Ikke desto mindre er det en del af skolereformen, at vi skal måle præstationer og dokumentere resultater bedre.

Som skoleledere anerkender vi det politiske behov for indsigt i reformens virkninger. Det er blot vigtigt ikke at lade reformen på det stadie, vi er på nu, drukne i bureaukratiske måle- og feedback-systemer og i krav om hurtige resultater. Der er i implementeringsfasen brug for at være åbne, udfordrende og slippe energi løs.

Med et stort ord er det en kulturforandring i skolen, vi er i gang med. Og det fremmer ikke processen, men forsinker og fastfryser den, hvis ikke der gives rammer til, at skolerne kan bruge deres forskelligheder så frit og optimalt som muligt til at nå i reformens overordnede mål ad forskellige veje.

Ensartethed er til en vis grad endemålet, mens ensretning ikke er det. Der har som følge af de kommunale forskelle i elevgrundlag, økonomi mv. altid været forskel på landets skoler. Og der vil fortsat være behov fra skole til skole for at arbejde med at finde den struktur og opgavehåndtering, der giver mening på skolen.

Alle elever skal opnå øget læring, men ikke på samme måde og ikke med samme forudsætninger. Fokus skal frem for alt være på den progression, der sker fagligt og socialt, og det er et tilbageslag for skolen og reformen, hvis ledelsens og de ansattes opgaver reduceres til at inspicere, at kvoter og måltal opfyldes.

Det er motivation, engagement og dygtiggørelse i form af kompetenceudvikling og kompetenceløft, der er brug for nu.

Vi skal overskride de institutionelle logikker for at skabe forandring med frihed til videndeling, netværksdannelse, at mobilisere ressourcer i lokalsamfundet, forældre, foreninger og frivillige.

Det er den tredje og i denne omgang sidste forudsætning for at få succes med reformen.