Masseasyl og næstekærlighed

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Et par biskopper har udtalt sig i JP’s debat og har alene derved fremkaldt en stor diskussion i læserbrevsform. Selv om de fleste hævder den banalitet, at også biskopper har ytringsfrihed, har der været frygt for, at det her var folkekirken, der talte om, hvad politikerne og folket skulle mene. Postyret har undret mig en del. Der er jo ingen fare for, at nogle kirkefolk vil hævde at kunne tale på kirkens vegne. Marianne Jelved kommer ikke igennem med sin plan om – endelig efter 165 år – at blive den minister, der opfylder grundlovens § 66: »Folkekirkens forfatning ordnes ved lov«. Vi får ikke noget autoritativt kirkeråd.

Derimod har jeg tænkt mig at lave postyr over, at der i denne debat – også fra biskoppelig side – hævdes at være sammenhæng mellem næstekærlighed og den politiske håndtering af asylkrav fra de tusinder af mellemøstlige krigsflygtninge, der i disse måneder kommer til Europa, bl.a. Danmark.

Det er næsten komisk, at den barmhjertige samaritaner endnu en gang må finde sig i, at hans æsel spændes for vognen med de mange asylsøgere, som nogle nutidige kristne hævder, at Danmark har en kristen pligt til at modtage. Ingen steder i Jesu forkyndelse fortolkes næstekærlighed som andet end et personligt forhold til den enkelte. Og logisk nok har ordet næste ikke nogen flertalsform på dansk.

Man må derfor fortolke lignelsen sådan, at næsten er den, man møder på sin vej, også hvis det er en, man ikke bryder sig om, i lignelsens tilfælde en, der tilhører et foragtet og diskrimineret blandingsfolk, samaritanerne.

Frommere sjæle i folkekirkens vide rum vil derimod mene, at næstebegrebet i vor tid må udvides; jøderne på Jesu tid vidste jo ikke om andre nødlidende end dem, de mødte.

Nu ”møder” vi millioner af lidende i tv, radio og aviser. Vi ikke-fromme mener, at det er glimrende at sende bidrag til Røde Kors, at agitere for modtagelse af asylsøgere, at være frivillig medarbejder; men sådan bevidst godhed er ikke næstekærlighed, ja, Johannes Sløk hævder endog, at det er syndigt at tro sådan: »I Jesu forkyndelse (…) ivres [der] ikke for, at man skal handle godt i moralsk forstand (…). På radikal måde vises man netop bort fra alt dette; det er død og hykleri, det er optagethed af sig selv, det fører til hovmod og selvretfærdighed; ja, dybest set er det synden«.

Men som man ser, kan Det Nye Testamente fortolkes, og det kan det, fordi det er skrevet af mennesker, ja, selv Ordet blev fremført af et menneske, i hvert fald hvis man skal tro Paulus: »(…) evangeliet om hans søn, der ifølge sin kødelige herkomst er født af Davids slægt og ifølge Helligheds-ånd med vælde blev godtgjort at være Guds Søn ved opstandelse fra de døde (…)«. Senere nytestamentlige forfattere hævder som bekendt at have hørt om Jesus som et guddommeligt barn, født uden for ægteskab og lagt i en krybbe.

Ingen kender sandheden om teksternes troværdighed, derfor må de enkelte troende selv forholde sig til det: Er det sandsynlige beretninger eller smukke legender med let gennemskuelig symbolik? Den kristne har altid frihed til at finde sin egen overbevisning.

Det er diametralt modsat i islam. Der er ingen frihed til fortolkning, thi Koranen hævdes at være forfattet af Allah selv, der dikterede den til Muhammed. Hvordan det kunne lade sig gøre i en analfabetisk kultur uden skrivematerialer, må muslimske lærde forklare. Ærkeenglen Gabriel måtte dog fungere som medium, for Allah er så ophøjet, at han ikke kan tænkes at tale med et menneske (sammenlign med kristendommen, hvor Gud selv blev menneske).

Det er logisk, at når Allah hævdes at have forfattet Koranen, må man også hævde, at der kun findes én koran, der blev nedskrevet, efterhånden som Muhammed fremlagde sine visioner, og at der aldrig har været varianter af denne koran.

Det kan ikke være tilfældet, har videnskabelige undersøgelser i Yemen foretaget af tyske arkæologer vist. Ingen troende muslim må foretage en objektiv, videnskabelig undersøgelse af Koranen og dens tilblivelse, det vil jo være udtryk for tvivl og manglende tro på bogens guddommelighed. Det er derfor en umulig tanke, nogle danske islamofile har udkastet om at etablere en imamuddannelse ved Københavns Universitet. Jeg kender mange fredsommelige og venlige muslimer, der formentlig betragter Islamisk Stat (IS) med samme afsky som de vestlige befolkninger, idet de ikke anser alle Koranens ord for lige forpligtende; men de må så finde sig i at blive betragtet som dårlige muslimer af de mere fanatisk troende.

Desværre er det de radikale muslimer, der sætter dagsordenen. Fahdi Abdallah, talsmanden for Grimhøjmoskéen, støtter IS og udtaler: »(…) jeg forstår godt, at man dræber folk nu«, og hele foreningen bag moskeen forstår IS’ fremmarch og metoder. Intet under, at omkring en snes unge, der frekventerer Grimhøjmoskéen, rekrutteredes til deltagelse i IS’ krig mod dem, der lægger vægt på andre afsnit af Koranen end de mest middelalderligt grusomme. Kvinderov, offentlige henrettelser og massedrab, tortur af børn er metoderne, som disse såkaldte danskere er tilhængere af.

Derfor er det en katastrofe, at forskellige myndigheder ikke tager den radikale islamisme alvorligt, men negligerer eller bagatelliserer den: En kommunal handlingsplan, den såkaldte Aarhus-model, bygger på et samarbejde mellem Østjyllands Politi og Aarhus Kommune. Heri skrives ikke ét ord om islamistisk påvirkning; tværtimod når man frem til den guddommelige konklusion, at radikalisering skyldes diskriminering af muslimer fra det danske samfunds side. Der prales endvidere af, at det er lykkedes at forhindre unge muslimer i at drage af sted som ”hellige krigere”. Nå ja, alt er som bekendt relativt. Det er vist kun 27, der er taget af sted.

I regeringens handlingsplan udformet under ansvar af tidligere justitsminister Karen Hækkerup og integrationsminister Manu Sareen, nævnes intet om de moskéer og imamer, der radikaliserer unge muslimer. Hvordan kan en sådan antiradikaliseringsplan blive effektiv, når man af skræk for ikke at være ”politisk korrekt” ikke tør indse, at problemerne er radikal islamisme? Man har oven i købet i Aarhus den frækhed at give de hjemvendte IS-soldater skatteyderbetalt psykologhjælp mod de traumer, det giver, at medvirke til børnedrab, halshugninger og kvinderov. I andre lande retsforfølges de.

Udenrigsminister Martin Lidegaard har erklæret: »Jeg bakker op om Obamas analyse, at Islamisk Stat hverken har noget med islam eller en stat at gøre (…)«. Obamas motiv for benægtelse af fakta har formentlig noget med udenrigspolitik at gøre. Man skulle jo nødigt støde venligtsindede muslimske stater. Men begge taler mod bedre vidende. IS er rost og anerkendt af radikale muslimer over hele verden, bl.a. i Danmark.

Et par opslag i Koranen kan vise, at IS netop er resultat af den mest bogstavelige opfattelse af Koranen: sura 2: 191: »Dræb dem, hvor I møder dem, og fordriv dem derfra, hvor de har fordrevet jer! Fristelse til frafald er værre end drab! Kæmp ikke med dem ved det fredhellige bedehus, medmindre de vil kæmpe med jer dér! Men hvis de gør det, skal I dræbe dem! Sådan er gengældelsen for de vantro«. Eller sura 9: 73: »Profet! Bekæmp de vantro og hyklerne. Vær skånselsløs imod dem (…)«. Behændigt springer man over sura 2: 190: »Kæmp for Guds sag mod dem, der bekæmper jer! Men I må ikke begå overtrædelser! (….)«. Der findes vers i Koranen, der opfordrer til middelalderlig grusomhed og uforsonlighed. Her er alt tilladt. Og der findes vers, der opfordrer til barmhjertighed. Vælg selv. Begge dele er opfattet som Allahs ord. De fleste muslimer i verden vælger barmhjertigheden. Men de, der vælger Middelalderen, er de dominerende.

En muslim i Tyskland, Ahmad Mansour, medlem af Deutsche Islam Konferenz, hævder, at de moderate muslimers afstandtagen fra IS kommer for sent. Og de har ubevidst i årevis været grobund for ideologier som dem, der skaber IS.

Islamisterne har i princippet intet nyt opfundet, og hvad angår derers holdning til omgang ikkemuslimer, til umma’en (det muslimske samfund) og til forholdet mellem mand og kvinde, er der kun en gradsforskel.

Og disse ord er skrevet af en muslim.