Medicin mod den svenske syge

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Når dørene mandag kl. 14 slås op til en udstilling af Dan Parks ni forbudte værker, bliver det den foreløbige kulmination på den ”svenskekrig”, der har præget dette efterår.

Udstillingen er en lige højre til den selvudnævnte humanistiske stormagt på den anden side af sundet.

Men udstillingen er også en markering af, at trusler og hærværk ikke skal have lov at bestemme, hvad der skal udstilles og ikke udstilles i Danmark.

For fra på mandag er det ikke længere bare snak. Udstillingen slår konkret og helt fysisk fast, at man i Danmark frit kan udstille værker, som man i Sverige bliver sat i fængsel for at lave og skal betale bøder for at vise. Havde vi f.eks. haft adresse i Sverige, ville vi som formandskab i Trykkefrihedsselskabet stå til en betinget dom og en stor bøde, for det er os, der er gallerister.

Vi er glade for, at vi er i Danmark og nu kan give enhver, der gider, mulighed for selv at se og tolke de ni forbudte billeder og danne sig sit eget indtryk af dem.

At forære folk denne chance er så elementært, at det næsten er flovt at fremhæve den.

Men i Sverige er det ikke længere elementært. Dér hersker mørket og uvisheden om, hvad det egentligt er for værker, der fik politiet til at føre Dan Park væk i håndjern og varetægtsfængsle ham 5. juli i år. Den svenske stat har i sin humanistiske stormægtighed gjort det strafbart bare at vise dem.

Resultatet er, at der hersker den vildeste forvirring og største uklarhed om, hvad budskabet i værkerne er. Også herhjemme.

Vi hører til de få, der har haft rig lejlighed til at studere Parks studentikose kollager, fordi værkerne de seneste tre uger har befundet sig i den lejlighed på Østerbro, hvor den ene af denne kroniks forfattere bor. Det har på den baggrund været stærkt underholdende at følge, hvordan den ene politisk korrekte meningsdanner i Politiken-segmentet efter den anden har misfortolket dem på den mest ondsindede og enfoldige måde.

Men det har også været skræmmende, for det har været stort set umuligt at imødegå bagvaskelsen af Park-plakaterne, simpelthen fordi der ikke har været fri adgang til at se dem.

Selv DR har i et anfald af svensk omgangssyge nægtet at vise plakaterne ucensureret.

Dette halvmørke afføder myter, løgne, vandrehistorier og groteske overdrivelser og viser os resultatet af det semitotalitære regimente, der lige nu hersker i Sverige:

Når man amputerer ytringsfriheden, falder informationsniveauet dramatisk, og resultatet bliver en dummere og mere manipulerbar offentlighed. Systemets løgne bliver vanskelige, ja næsten umulige, at afsløre.

Men inden vi ser nærmere på et par af de mest omdiskuterede Park-værker, så lad os lige minde om, at den svenske syge også hærger andre steder i Danmark end i DR og Politiken. Til trods for at en næsten enig opinion fordømte den svenske censur af Pippi Langstrømpe, har Gyldendal erklæret, at forlaget også er parat til at bortcensurere ordet ”neger” fra den danske udgave af Astrid Lindgrens klassiker.

Det er for ”gammeldags” at bruge dette famøse ord, lyder den dybsindige forklaring fra Gyldendals redaktionschef, Elin Algreen-Petersen, der samtidig bebuder, at også H.C. Andersen kan se frem til en omdigtning, fordi hans tekster angiveligt er for uforståelige og gammeldags.

Redaktionschefen undervurderer klart både børns fascination af sære og spændende ord og tilgængeligheden af H.C. Andersens ”Den grimme Ælling”, når den bliver læst højt af engagerede forældre!

Værre er imidlertid konsekvensen af den danske sprogkommissærs tankegang: Hvis alt, hvad der støder og virker fremmedartet i ældre tekster, skal luges væk og omskrives, efterlades læseren i en litterær boble, begrænset af hvad der lige er oppe i tiden, når det drejer sig om moral og god smag. Resultatet bliver uvægerligt, at læseren rammes på sin almene dannelse og efterlades med en indskrænket horisont og langt mindre indsigt end før, sprogkommissærerne begyndte deres hærgen.

To eksempler på, hvor galt det kan gå, når mørkelægning sender medier på afveje, finder man i Kristeligt Dagblad og Politiken.

Kristeligt Dagblad bebuder i en overskrift 3. oktober, at en »dansk kunstner vil lægge galleri til racistiske billeder.« Hvordan den ellers så seriøse kulturavis kan vide, at de værker, avisen ikke selv kender til, er racistiske, er noget af en gåde. Dan Park afviser det selv og har efter vores mening fuldstændigt ret.

Politikens leder den 3. oktober går planken helt ud og hævder, at Parks plakater »forulemper religiøse og etniske mindretal.«

For at forstå, hvor misvisende og rent ud sagt ubegavet denne udlægning af Park-plakaterne er, skal man kende baggrunden for dem. Lad os her fremhæve den sammenhæng, som to af de mest diskuterede, forbudte værker, skal ses i:

I september i fjor berettede Sveriges største morgenavis, Dagens Nyheter, at politiet i Skåne var begyndt at registrere kriminalitet begået af romaer. Dette affødte en mediestorm i Sverige, og venstrefløjen iværksatte en demonstration mod politiets registrering af sigøjnerkriminalitet den 28. september i Malmø. Dan Park mødte op til demonstrationen bevæbnet med et skilt, hvorpå der stod ”Zigenarbrott är något gott” (sigøjnerkriminalitet er godt).

Hans underfundige pointe med plakaten var at vise, at hvis romaerne ikke begik så megen kriminalitet, så havde der ikke været noget at demonstrere for.

Derfor var sigøjnerkriminalitet godt for venstrefløjen, der jo elsker at flashe egen godhed.

Dan Park blev imidlertid overfaldet og tævet af venstreekstremister, indtil politiet kom og arresterede – ham (!).

Episoden fik Park til at lave det forbudte billede, hvor han satte fotos af ægteparret Kaldaras, som begge er prominente talsmænd for Malmøs romaer, sammen med sin plakat fra demonstrationen 28. september ”Zigenarbrott är något gott”. Kollagen gør grin med venstrefløjens (mis)brug af etniske minoriteters offerrolle og udstiller samtidig, at hvis kriminaliteten var mindre udbredt blandt romaer, ville der ikke være noget at demonstrere for.

Næsten samtidig blev en sort mand, Yusupha Sallah, overfaldet og mishandlet på Hyllievångsbron i Malmø af tre racister. Formanden for Afrosvenskernes Riksförbund, Momodou Jallow, var blandt dem, der efterfølgende råbte højest i medierne om racistisk hatecrime. Lige indtil det kom frem, at de tre racistiske overfaldsmænd havde arabisk baggrund. Så forstummede al omtale i medierne om hatecrime, og Momodou Jallow tav.

Så lavede Park sin satiriske plakat med titlen ”Hang on afrofobians”, med billeder indsat både af den mishandlede afrikaner og den hykleriske formand for det afrosvenske forbund. Det er ret oplagt at se plakaten som en ironisk kommentar til det berøringsangste og politisk overkorrekte Sverige, der ikke kan håndtere minoriteters kriminalitet.

Når Politiken kalder kollagen en forulempning af religiøse og etniske mindretal, er der altså tale om en plump og temmelig enfoldig fejlfortolkning.

Vi hverken vil eller kan stå inde for alt, hvad Dan Park siger og gør, og det er heller ikke vores ærinde. Men Trykkefrihedsselskabets vil til enhver tid forsvare hans ytringsfrihed – praktisk og helt konkret.

Derfor inviterede vi ham til at tale om sin sag allerede i foråret, derfor holdt vi en demonstration foran Sveriges ambassade i september – og derfor laver vi nu den udstilling, som så mange har snakket om at lave, men ingen endnu har fået virkeliggjort.

Det har været opløftende at se den opbakning, som Dan Park efterhånden har fået i den danske offentlighed.

Den ene meningsdanner efter den anden har stået frem og har fordømt fængslingen af ham, men – og her kommer et men - trods alle gode ord er der hidtil ingen, der faktisk har vist de forbudte billeder. Opbakningen er tankevækkende nok forblevet på skåltale-niveau.

Det er det, som Trykkefrihedsselskabet på mandag råder bod på.

Vi indbyder alle til at tage turen forbi Østerbro i København og se de ni værker, der har kostet en fredelig, skandinavisk mand et halvt års fængsel.

Det gælder om at holde den svenske syge fra døren.