Danmarks længste retssag

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I dag er det 40 år siden, Danmarks længste retssag blev indledt ved Københavns Byret. Det er retssagen ”Anklagemyndigheden mod Mogens Glistrup” med 202 retsmøder i byretten, 254 i Østre Landsret og 25 i Højesteret. Efter 10 år afsagde Højesteret 22. juni 1983 dom. Derefter fulgte mange års afledte skattesager, der igennem Landsskatteretten og landsretten søgte at afklare, hvad Højesterets dom betød i praksis. Det havde både myndigheder og Glistrup svært ved at definere, og myndighedernes millionkrav kunne Glistrup ikke honorere. Derfor blev også fogedretten involveret.

Få dage før Glistrup døde den 1. juli 2008, blev der indgået forlig. Glistrup indbetalte de 55.000 kr., der blev krævet, og drog sit sidste lettelsens suk. Da var »hans 30-årskrig mod skatte-u-væsenet«, som han udtrykte det, endelig slut.

Øverste anklager, rigsadvokat Per Lindegaard, sagde år efter sagen verserede ved Højesteret: »Det mest forbavsende ved Glistrup var, at han personlighedsmæssigt var i stand til at holde til det pres uden at gå helt i spåner. Det beundrer jeg ham for. Han bevarede en oprejst pande i modgangen« (Berlingske Tidende 25/4 1988).

I Københavns Byrets dom af 17. februar 1978 hedder det:

»Undersøgelsen mod advokat Mogens Glistrup blev indledt som følge af en indberetning af 6. marts 1972 fra Advokatrådet til Justitsministeriet.«

Advokatrådsindberetningen var en direkte følge af Glistrups optræden i en Focus-udsendelse på tv i januar 1971. Her havde han kritiseret indkomstskattesystemet og fortalt, at enhver kunne få den skattesats, vedkommende ønskede, hvis forholdene blev tilrettelagt efter det. Glistrup havde også sammenlignet skattesnydere med krigstidens jernbanesabotører.

De udtalelser var faldet advokatkollega og socialdemokratisk folketingsmedlem K. Axel Nielsen for brystet. Han henvendte sig til Advokatrådet, for at få foranstaltet en undersøgelse. Undersøgelsen resulterede i en indberetning til justitsministeren året efter. Justitsministeren, der da hed K. Axel Nielsen, overgav straks sagen til det nyoprettede bagmandspoliti.

Også den konservative finansminister Poul Møller var blevet rædselsslagen over det skattemorads, der i tv-udsendelsen havde åbnet sig for hans øjne. Selvom Focus-udsendelsens tilrettelægger, Hans Bischoff, forklarede i Politiken, at man blot ville sætte en debat i gang: »Vi har ikke røbet statshemmeligheder, men kun bragt noget, som folk med en smule kendskab til skatteforhold vidste i forvejen«. Også Poul Møller bebudede undersøgelser af Glistrups forhold.

Bagmandspolitiet har en særegen konstruktion: Det er samme instans og samme personer, der foretager den politimæssige undersøgelse, efterforsker, rejser anklage og er anklager. At efterforskning og tiltalerejsning ligger i samme instans, indebærer en oplagt risiko for retssikkerheden, er det gentagne gange blevet påpeget.

Bagmandspolitiet havde meget tæt kontakt til revisionsfirmaet Lundgaard Andersen, der udarbejdede grundlaget for sagen mod Glistrup. Det var en fiktionsteori, der byggede på, at der ikke var værdier hos Glistrup. Det skete uden revisionsfirmaet, der fik over 3 mio. kr. (19 mio. kr. i dagens mønt) for at udarbejde rapporten, uden de på noget tidspunkt udarbejdede en tværgående statusopgørelse for en enkelt dag. Kun ved en sådan status kan man påvise, om der er tilstrækkelige værdier i systemet.

»En revisionsrapport plejer at indeholde tal – denne indeholder kun ord, ord og ord«, sagde Glistrup.

Bagmandspolitiet brugte to år til efterforskning og ransagninger – revisor var personligt til stede ved ransagninger. Et anklageskrift på 116 sider blev resultatet.

Professor Christen Sørensen sagde i 2012 til DR2: »Det største svigt kommer i politiet og ikke mindst hos rigsadvokaten. Han skal godkende, at man anlægger en straffesag … Han skulle aldrig have tilladt et anklageskrift på 116 sider. Han skulle have sagt offentligt: Jeg anlægger en straffesag mod Glistrup, men kun når politiet har forklaret mig, hvad han har gjort på tre sider … Hvis man ikke kan sige det på tre sider, er der noget fundamentalt galt. Det er en skamplet på det juridiske Danmark.«

Igennem de to års efterforskning fandt mange anklagepunkter vej til pressen. Det var anklagepunkter, kun bagmandspolitiet kendte til: Berlingske Tidende 5/10 1972: ”Glistrup sigtet for millionbedrageri.”Politiken 11/12 1973: ”Glistrup nu også sigtet for åger.” Aktuelt 24/2 1974: ”Mogens Glistrup afsløres som grov boligspekulant”.

Disse anklager blev opgivet, inden sagen kom for retten – men efter Folketinget havde ophævet Glistrups parlamentariske immunitet.

Socialdemokraten Anker Jørgensen sagde med det samme, at han ville stemme for ophævelsen af Glistrups immunitet: »For det første er Glistrup en anløben person, og for det andet er der tilløb til noget i retning af halvfascisme i den filosofi, han står for« (Ekstra Bladet 18/5 1974).

Overvejelser om at anlægge en skattesag i stedet for en straffesag, til vurdering af Glistrups skatteretslige metoder blev aldrig debatteret i Folketinget, selvom det blev debatteret i offentligheden – og Glistrups selvangivelser, hvor han reelt var 0-skatteyder, blev år efter år godkendt af myndighederne også efter sagen begyndte.

Glistrup mente, at udkastet til anklageskrift var et led i undermineringen af hans politiske position. Han kæmpede imod ophævelsen af immuniteten og efterlyste før afstemningen i Folketinget et svar fra rigsadvokat Lindegaard på spørgsmålet: »hvori forskellen mellem påståede ”reelle” og påståede ”fiktive” eller ”reelt indholdsløse” bogholderiposteringer efter anklagemyndighedens opfattelse består.« Det svar fik han aldrig.

Byretsanklager Leo Lemvigh fra bagmandspolitiet fremhævede, at sagen ikke handlede om skattetekniske spørgsmål, men alene om bogholderimæssige kunstgreb, uden reelt økonomisk indhold.

Hertil svarede den beskikkede forsvarer Ingerslev, at alle aftaler hvilede på retsligt bindende grundlag. I Højesteret underbyggede de skattesagkyndige forsvarere dette og fremhævede: »Allerede i rapportens disposition kan man rent faktisk læse dommen.«

Højesteretsforsvarerne påpegede, at revisionsrapporten kun så på driftsregnskabet, ikke på status og aktiver, og påviste, at der var meget store værdier til stede hos Glistrup.

Glistrup forstod hverken anklager eller domme. Af de mange aftaler fra hans virksomhed omhandlede anklageskriftet en lille del – dvs. 6.000 aftaler. Byretten havde erklæret alle disse aftaler for fiktive. I landsretsdommen blev 600 af de 6.000 aftaler erklæret ægte: »Men dermed opstod unægtelig et problem, hvordan de 600 frifindelser på rationel og forståelig vis kan adskilles fra de 5.400 domfældelser,« filosoferede Glistrup. Arbejdet med at udrede det varede resten af Glistrups tilværelse – i Landsskatteretten, landsretten og fogedretten samt til møder med justitsministre og skatteministre.

Det var svært at rede ud: Kunne en handel være fiktiv på købersiden, men reel på sælgersiden? Ja, ifølge dommen. Glistrups sommerhuse var dømt fiktive – han kunne således ikke få lov til at betale skat af lejeindtægten. Men på den anden side blev han – ganske fiktivt af skattemyndighederne – sat i skat af meget store indtægter. beløb han aldrig havde tjent. Blandt andet satte skattevæsenet ham i skat af et millionbeløb, mens han afsonede sin dom i Horserød, hvor han ikke havde mulighed for at tjene penge.

Glistrup kunne ikke svare skatten af de beløb. han blev udpantet, men da fogeden ville pante i værdier, der var dømt fiktive, hoppede hans kæde af: Staten måtte bestemme sig – enten var ting fiktive, og så kunne de ikke udpantes, eller også var de reelle, og så kunne højesteretsdommen ikke stå ved magt – og så skulle der heller ikke udpantes. Fogedretten lod så sagen ligge. Andre instanser fortsatte.

I sin nekrolog over Glistrup skrev Ekstra Bladets Sven Ove Gade om et besøg. han og Victor Andreasen havde hos bagmandspolitiets anklager Leo Lemvigh:

»Vi var let skeptiske, snart blev vi forbløffede. ”Hvor var logikken, hvor var sammenhængen,” spurgte vi os selv. … Hvad gjorde vi? Vi bøjede hovederne og tav sammen med de andre repræsentanter for det pæne Danmark.

Den juridiske mølle malede ufortrødent videre. Hverken anklagemyndighed eller domstole skånede sig selv. Pludselig var der intet til hinder for, at sagen som den første blev kørt som en kriminel straffesag og ikke en almindelig skattesag. Alligevel var det tæt på frifindelse i byretten, men dommerne i Østre Landsret og Højesteret besad pligtens nådegave og gjorde som forventet: fængselsstraf, fratagelse af retten til at være advokat og en kæmpebøde.

I bund og grund var sagen politisk – en gradbøjning af juraen, hvor modstanderne i Folketinget endte med at drage den endelige konklusion og smide ham ud … Missionen var fuldendt, og i dag kan danskerne glæde sig over verdens højeste skattetryk.«” (Jyllands-Posten 4/7 2008)