Han søgte efter urtidsdanskeren

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

De hænger på storbyernes bedste museer. De sælges i Paris og London til millionpriser. De er internationale, så EU-flaget vajer.

Men de er også danske, provins-danske, så Dannebrog blafrer rødt og hvidt. Da billedhuggeren Robert Jacobsen fejrede sin 75-års fødselsdag for en hundredtallig, international gæstekreds, klippede han sit kraftige hår af hovedet og malede dannebrog hen over issen.

Jeg taler om Cobra-malerne, de første i verden til at male abstrakt i den ubevidste, ekspressionistiske stil.

De er døde nu. Blev alle gamle. Undtagen én. Asger Jorn. Han er til gengæld blevet den mest kendte af dem. Hans museum, Museum Jorn i Silkeborg, åbner en ny udstilling med ham i dag, den 4. oktober.

I Silkeborg, ja, midt i Jylland. Er det et sted at udstille for en verdensberømt kunstner, der bl.a. hænger på Guggenheim-museet i New York?

Ja, det er det. For Asger Jorn malede ikke for at præstere en gang raffineret avantgardekunst. Han malede, som han mente, det første istidsmenneske ved randen af istidens nordiske bræ ville male. For at give sin fryd og sin forfærdelse over livet udtrykt i farver og linjer. Sådan som danskerne fra flinteøksernes, vikingernes, runestenenes tid havde gjort før ham.

Han forstod, at hans hjemlighed ikke var Paris eller Bruxelles. Men Silkeborg. Derfor skænkede han sin samling af egne og kollegers værker til Silkeborg Museum.

Jorn kom til Silkeborg som 15-årig knægt i 1929. Han blev en frejdig spejderdreng, selvfølgelig i KFUM, for hans hjem var indremissionsk.

Men større betydning fik det for ham, at hans ungdommelige interesse for billedkunst blev mødt med åbne arme fra byens bibliotekar, Peter Nielsen. Peter Nielsen forsynede Asger med bøger om billedkunst. Og da den unge mand begyndte selv at tegne og male og skære, fik han en hjælper og beundrer i bibliotekaren. For Peter Nielsen var både en folkets bibliotekar og en kunstelsker, der kunne se, se uden fordomme.

Denne kroniks forfatter har i 1960’erne kørt rundt i Silkeborg med Peter Nielsen på forsædet. Denne pioner havde allerede da fået rejst Silkeborg Museum, i 1954.

Da Peter Nielsen viste mig rundt i sin by, var hovedattraktionen Tollundmanden. Det har ikke generet Jorn at skulle dele udstillingsstue med et 2.000 år gammelt moselig. Tollundmanden er i øvrigt en lige så smuk mand som Asger Jorn.

Den tætte forbindelse mellem arkæologi og kunst var en selvfølge for Jorn. Han opfattede sig som en kunstner fremvokset af dette steds grobund. Hans billeder kunne lige så godt kaldes lokale, himmelbjergske, som universelle, kosmiske. Jorn var jo Tollundmandens bror.

Peter Nielsen fortalte mig, hvordan han og byens to andre lynildsmænd, kriminalbetjent K.G. Kristiansen og stationsforstander Holger Hansen, havde været med til at finde og udgrave Tollundmanden i 1950. Ligesom de alle tre havde støttet Asger Jorn.

Kriminalassistenten, stationsforstanderen og bibliotekaren var Silkeborgs tre kulturapostle. Peter Nielsen var vist primus inter pares. Og så havde han været klassekammerat med landets daværende kulturminister, Julius Bomholt. De havde det samme kultursyn: at det væsentligste og bedste, der var skabt i vort lands historie, herunder billedkunsten, skulle alle danskere kende og føle som dele af sig selv.

Den slags pionerer med lokal opbakning sad der en del af rundt omkring i landets mellemstore byer. Før nogen andre var det dem, der gjorde landet til en demokratisk kulturnation. Jeg taler om den danske kulturpolitiks forår, inden kuratorer og djøf’ere med irrelevant universitetsuddannelse tog herredømmet.

Jorn mødte jeg ikke under min Silkeborg-visit i 1960’erne. Og da jeg i 1970’erne blev ven med de danske Cobra-malere, var Jorn draget til Hel. Men i 1980’erne kom jeg i en årrække en hel del i Jorns hjemland. Cobra-maleren Egill Jacobsen var blevet min daglige ven. Og da Egill Jacobsen havde sin bedste formidler i Galleri Moderne i Silkeborg, var vi flere gange på odysséer i Silkeborg, når Egill udstillede.

Galleri Modernes initiativ- og iderige leder, Willy Omme, gjorde hver udstilling til en fest. Udstillingens dyre malerier var som regel solgt på forhånd. Omme fik mig til at skrive digte til Egills kataloger og litografimapper.

Byen stod på den anden ende. Den fejrede Egill og dermed også mindet om hans gode kunstnerven Asger Jorn. Borgmesteren var med og chefredaktør Steffen Lange fra Midtjyllands Avis. Og selvfølgelig alle Silkeborgs mulige Egill Jacobsen-købere. Fest og forretning med skum og livsglæde – og fornem billedkunst.

Asger Jorn var ikke hovedemnet ved disse symposier. Men Egill fortalte mig om ham. Alle Cobra-malerne havde været kommunister under og efter Besættelsen og været med i modstandskampen. I 1944 vandrede Jorn og Egill ad Nørrevold i København. Jorn pegede på et flot femetages hjørnehus og sagde: »Det hus skal Helhesten (de senere Cobra-malere) have, når Befrielsen (og den deraf følgende kommunistrevolution) kommer«.

I Willy Omme-tiden i 1980’erne havde alle Cobra-malerne for længst forladt DKP. De brød sig ikke om de malere, der var forblevet Stalins og Bresjnevs undersåtter som Hans Scherfig og Victor Brockdorff. Ungdomsoprørets munkemarxistiske malere som Dea Trier Mørch anså de for dilettanter.

Der kunne vel nok være en anelse jalousi hos Egill og min anden nære ven Robert Jacobsen over for den i kulturlivet altid tilstedeværende og dominerende Asger Jorn.

Det var Egill Jacobsen, Ejler Bille og Richard Mortensen, der var først til at spore sig ind på den nye, abstrakte malerkunst i Danmark og Europa. Men den lidt yngre Jorn har både dengang og senere været opfattet som Cobras førstemand, fordi han var så god til at binde hele holdet sammen og få den halve verden til at interessere sig for gruppen. Cobras fælles fremgang var dog vigtigere end at etablere rangfølge. Som Egill konkluderede: »Asger har altid været loyal. Asger Jorn, en landnamsmand«. Ordet er passende. For Jorn var Nordens maler. (Jeg har skildret Cobra-malernes unge år i romanen ”De Befriede”, 1979.)

Det, der knyttede disse unge malerbegavelser sammen, var vigtigere end de forskelle i gemyt og malemåde, der skilte dem. De kom fra små kår, de fleste fra arbejderfamilier. De var sønner og døtre af folket, ikke af en akademisk borgerlighed. Ved at de hver især afprøvede deres talent til dets eksperimentelle yderlighed, blev de, overraskende nok, ét med århundreders danske folkekunst.

Denne ældgamle nordiske folkekunst ville Asger Jorn dokumentere i en 10-binds bogserie. De fem bøger blev realiseret. Et enormt fotomateriale af runesten, døbefonte, træskæringer osv. ligger og venter på sin organisator.

I sin indholdsrige og indforståede bog om Jorn, ”Det skønneste. Jorn og Silkeborg”. forbinder den velskrivende museumsmand Keld Dalsgaard Larsen Jorns livsopfattelse med Johan Skjoldborgs folkemøder på Dynæs og Jeppe Aakjærs på Jenle. De to forfattere opfattede deres digte og historier som en del af vort folkelige fællesskab. Ligesom Jorn gjorde med sit lertøj og sine oliefarver.

Så egensindig en individualist Asger Jorn var, var det alligevel det almene, folkesjælen, han ledte efter i sine billeder og sin keramik. Uden et hjemsted og det, hjemstedet afføder hos kunstneren, bliver mennesket hjemløst. Hvad ville vi danskere være uden H.C. Andersen, Blicher, Aakjær og Carl Nielsen? Dette er der ringe forståelse for i dag. De toneangivende modernister bryder sig ikke om forskelligheder og mangfoldighed. Ensartethed opreklameres. Om dette så strider mod naturens orden og driver kulturen hen imod åndelig armod.

I Jorns år i 1950’erne og 1960’erne var der i Danmark et broderskab mellem politik, videnskab og kunst. Ja, man kunne tale om en stormgangsjubel. Kulturpolitikken blev ledet af to fremsynede politikere, Viggo Kampmann og Jul. Bomholt. Den ene af dem også kunstner. Nært støttet blev de af en kreativ videnskabsmand og arkæolog, P.V. Glob, der igen var i tæt åndelig kontakt med Asger Jorn og de øvrige fra Cobra, nogle af de største billedkunstnere, landet har fostret gennem tiderne. Den storladne Richard Mortensen, den overjordiske Carl-Henning Pedersen, den følsomme titan Robert Jacobsen, den tænksomme Ejler Bille og den Mozart-musikalske Egill Jacobsen.

Uden for kredsen, men brødre i ånden, var giganten Svend Wiig Hansen og den egenartede og højtbegavede forfatter Peter Seeberg.

Og Jorn var orkesterlederen.