Professor går nazists ærinde

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Jørn Vestergaard, professor i strafferet, kommer i en kronik i Jyllands-Posten den 27. juni nazisten Søren Kam til undsætning. Kam blev tysk statsborger efter Anden Verdenskrig og kan derved undgå straf for drab og terror. De tyske myndigheder vil hverken udlevere krigsforbryderen eller stille ham for en domstol, og det har de juridisk set lov til, mener Vestergaard.

Professorens centrale fejlslutning er, at Søren Kam hverken havde plan om eller motiv til at bortføre og dræbe den tysk-kritiske redaktør Carl Henrik Clemmensen i 1943. Kendsgerningen er, at Kam og to andre SS'ere i august 1943 bortførte Clemmensen fra hans hjem. De optrådte i den forbindelse ekstremt voldeligt over for ofrets hustru og spædbarn. Nogle timer senere skød de den ubevæbnede mand i en vejgrøft med otte projektiler affyret på to til tre meters afstand. Så mange skud affyres naturligvis ikke fra tre pistoler, uden at der forinden foreligger både plan og motiv, hvilket også var Danmarks Højesterets konklusion efter krigen. Vestergaard ignorerer bemærkelsesværdigt nok dette faktum, og min pointe er, at alene det ballistiske bevismateriale isoleret set er vægtigt nok til, at der skal føres retssag, men det er altså ikke sket i dette tilfælde.

Professor Vestergaard og de tyske dommere, hvis dokumentation han støtter sig til, er tilsyneladende uvidende om, at Kam i egen håndskrift har fremlagt et motiv til drabet. Det er sket i bøgerne ”Dansk Dødspatrulje” og ”Forbrydere uden straf” af den prisbelønnede journalist og forfatter Erik Høgh-Sørensen.

I ”Forbrydere uden straf” bekræfter Kam, at den rigsbefuldmægtigede i Danmark, Werner Best, på toppen af augustoprøret i 1943 gav ordre til ”modterror” mod den danske befolkning. Få dage senere udførte Kam ordren ved at bortføre og skyde Clemmensen. Motivet fremgår også af, at Kam allerede i forsommeren 1943 bad om Bests tilladelse til at lade Kams milits nedkæmpe den spirende danske modstandsbevægelse. Efter krigen kunne det konstateres, at fire af de fem værste danske naziterrorister målt i antal drab på uskyldige danske civile havde været elever på Schalburgskolen, mens Kam var chef. Schalburg-chefen planlagde således sine forbrydelser nøje.

Alligevel mener Vestergaard og de tyske dommere, at Søren Kams dødspatrulje var en ”tilfældigt sammensat gruppering uden kommandostruktur”. Det er i strid med kendsgerningerne. De to andre mordere var begge underlagt Kam rangmæssigt, og Kam udvalgte personligt den ene til aktionen mod Clemmensen.

Vestergaard og de tyske dommere anfører desuden, at redaktør Clemmensen ikke ”havde tilhørsforhold til nogen politisk, social eller etnisk gruppe”. Det er forkert. Clemmensen havde netop tilkendegivet sit politiske tilhørsforhold ved at sige fra over for nazismen dagen før, han blev skudt. Endnu et dokumenterbart motiv.

I sin lidt abstrakte redegørelse for tysk ret henviser professor Vestergaard til, at en dom for ”mord” nødvendiggør bevis for ”heimtücke”, dvs. et nedrigt og ondskabsfuldt motiv. Det er korrekt. Men professoren undlader derpå at grave dybere og identificere de iøjnefaldende motiver og beviser for ”mord”. Så lad mig give to eksempler. For det første fik Søren Kam som nævnt en ordre; den ærgerrige nazist myrdede for egen vindings skyld. For det andet begik Kam et nedrigt og ondskabsfuldt overgreb mod Clemmensens hustru og spædbarn.

Vestergaard forsømmer i sin kronik helt at redegøre for endnu et juridisk aspekt af tysk ”heimtücke”. Begrebet omfatter også sager, hvor drabsmanden lokker sit intetanende og værgeløse offer i baghold. Dette var dokumenterbart netop Clemmensens skæbne.

Men Vestergaard mener, at Bayerns øverste domstolsinstans gjorde sig ”betydelige anstrengelser for at bedømme de foreliggende oplysninger sagligt”.

Høgh-Sørensen konkluderer modsat: ”Dommernes beslutning er præget af fejl og sløseri. Måske er den ansporet af nazinetværket Stille Hilfe, hvis advokat, Klaus Goebel, var Søren Kams forsvarer.

I et normalt fungerende retssystem belønner man ikke agitatorer som Goebel med bestalling, tillid og taletid ved en højesteret.”

Dette underbygges af, at Goebel og Kam over for dommerne slap af sted med at beskrive drabet som ”nødværge”. Ifølge dem var det nødværge for tre SS'ere at skyde en ubevæbnet familiefar.

Et så utroværdigt udsagn burde selvfølgelig bedømmes i en egentlig retssag, men her har en tysk domstol altså valgt at beskytte Kam mod både retssag og udlevering. Hvis denne type nødværge bliver retspraksis, vil hundreder af tyske krigsforbrydere kunne søge deres domme omstødt.

Vestergaards redegørelse for sagens EU-retlige aspekter er ligeledes useriøs. Omdrejningspunkt er rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre. Den blev vedtaget i 2002 og tillader udlevering af statsborgere på tværs af landegrænser. I aftalen henvises gentagne gange til, at medlemslandene skal anerkende hinandens retssystemer og kendelser. Uden gensidig tillid, ingen føderal retsorden i EU og dermed ingen lighed for loven. Strafferetseksperten snubler i aftalens artikel 4 med et fejlcitat om, at ”den anmodende stat kan fastsætte regler om forældelse som afslagsgrund”, og han ignorerer de gentagne gange, hvor Tyskland ikke har levet op til aftalen, hvilket i den konkrete sag først og fremmest gælder artikel 4.4. Medlemslande ”kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, hvis der er indtrådt forældelse … i den fuldbyrdende medlemsstat, og denne medlemsstat har jurisdiktionskompetence i medfør af egen strafferet.”

Når Tyskland ikke lever op til aftalen, skyldes det, at Tyskland i strid med det foreliggende bevismateriale anser sagen for ”forældet”. De tyske myndigheder har næppe heller belæg for at hævde ”jurisdiktion”, for Kam var på gerningstidspunktet dansk statsborger, forbrydelsen skete på dansk jord, og ofret var dansk. Kams tyske statsborgerskab fra 1956 må ikke overtrumfe retsforfølgelse for drab begået i 1943.

Arrestordre-aftalen har et princip om gensidig tillid. Danmarks Højesteret sagde i 1945 god for sagens bevismateriale, da Kams underordnede blev dødsdømt, mens bevismaterialet i dag ikke anses for gyldigt af tysk justits. Dansk Folkeparti har på den baggrund spurgt i Justitsministeriet, om den danske dødsdom så skal omstødes. Det skal den ikke.

Dette aspekt er måske det mest uheldige i Vestergaards kronik. Han fraviger kort og godt det grundlæggende princip om lighed for loven. Men hvad er så egentlig Vestergaards motiv for at tale en krigsforbryders sag?

Jeg ved det ikke, men i hvert fald har strafferetsprofessoren uden at sætte sig ordentligt ind i tingene skrevet en juridisk set substansløs kronik. Dertil frasorterer han påfaldende konsekvent de oplysninger, der taler for retsforfølgelse af Kam. Min teori er følgende, og det er kun en teori, for jeg ved det som sagt ikke: For snart 10 år siden var Vestergaard en af ganske få eksperter, som bakkede EU-tilhængerne i Folketinget op, da de uden folkeafstemning og i strid med de danske EU-forbehold indførte den europæiske arrestordre som dansk lov.

Professoren investerede sin faglige troværdighed i arrestordren, og derfor er han i Søren Kam-sagen hensat til at argumentere for, at Jorden er flad. Det er en hån mod nazismens ofre. End ikke i døden får Clemmensen lov at fremstå som det, han var, nemlig et værgeløst offer for nazismen.

Dette handler dog ikke kun om Tysklands fortid. Det handler om Europas fremtid og om lighed for loven. I den konkrete sag blev en ubevæbnet familiefar for snart 68 år siden dræbt med otte skud, mens morderne brølede ”bed dit fadervor”. Det kan godt være, at nogle i dag mener, at nedskydningen ikke var ”mord” på tysk. Jeg tillader mig at sige ”jo det var mord” både på dansk og tysk, og jeg synes, at nogen bør få denne del af danmarkshistorien skrevet færdig. Husk på, at vi trods alt her diskuterer en af verdens 10 mest eftersøgte nazi-krigsforbrydere efter det respekterede Wiesenthalcenters opfattelse.

Ofret for krigsforbrydelsen døde i hvert fald, og lad os få sagen bedømt af et nævningeting. Det synes jeg faktisk, at vi skylder Carl Henrik Clemmensen og nazismens andre ofre.