Kronik: Det skånska problemet
Søren Krarups udtalelse om Skåne, Halland og Blekinges mulige tilbagevenden til Danmark fik svenske aviser til at lave afstemninger om Skånes tilhørsforhold på deres respektive hjemmesider, som gav et iøjnefaldende resultat.
Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllandsposten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.
Omtrent halvdelen mente at Skåne burde være en del af Danmark igen.
Temaet for interviewet, hvor Søren Krarup sagde, at Danmarks grænser ikke ligger fast, var egentlig Sydslesvig, der siden 1864 har tilhørt Tyskland, men som Krarup håbede atter blev en del af Danmark.
Det samme håbede Krarup ville overgå Skåne, Halland og Blekinge. Han mente, at væsentlige dele af befolkningerne i såvel de tre gamle danske landsdele som i Sydslesvig ville blive glade for at blive en del af Danmark.
De store svenske dagblade Aftonbladet og Expressen - sidstnævnte med den lokale skånske udgave Kvällsposten i spidsen - har ikke været sene til at tage fat på Søren Krarups udtalelse.
Begge aviser lavede netafstemninger og lod debatten blandt læserne rulle på avisernes hjemmesider. På Aftonbladets hjemmeside stemte over 100.000 på et par dage. 51 pct. støttede Skånes genforening med Danmark.
For at sætte tallet i perspektiv skal nævnes, at avisen samtidig lavede en tilsvarende afstemning om det gamle norske landskab Bohus len, som blev svensk samtidig med Skåne. Her var kun 21 pct. villige til at lade landskabet gå til Norge.
På Kvällspostens hjemmeside stemte mere end 11.000. Her var afstemningen forfinet, idet man kunne stemme som skåning eller som svensk. Her var resultatet 52-48 pct. i svensk favør hos skåningerne og 45.5-54.5 pct. i dansk favør hos svenskerne. Svenska Dagbladet holdt også en afstemning, med resultatet at 41 pct. af 8.600 læsere var enige i, at Skåne burde være dansk. Afstemningstallene er bemærkelsesværdige.
Nu skal man være varsom med at tage netafstemninger for pålydende, men det er nu alligevel værd at prøve at analysere det skånske resultat. Det store antal afgivne stemmer udelukker, at 50-50 resultatet beror på tilfældigheder, omend man nok bør tage de nøjagtige stemmetal med et gran salt.
Ligeledes viser forskellen til resultatet fra afstemningen om Bohus len, at der er noget specielt ved Skåne. Og ingen vil vel for alvor kunne forestille sig et lignende 50-50 resultat, hvis en tilsvarende afstemning om dansk eller svensk tilhørsforhold blev holdt om Småland, Uppland, Sjælland eller Fyn.
Det er værd at hæfte sig lidt ved, at svenskerne i Kvällspostens afstemning også er delt 50-50. Det viser, at der eksisterer svensk-skånske modsætninger, som går begge veje.
Efter min mening har de rødder til de århundredgamle svensk-danske modsætninger. De var årsag til, at Kalmarunionen brød sammen, og efterfølgende gav sig udslag i krige 1563-70, 1611-13 og i 1643-45, hvor Halland måtte pantsættes til Sverige for 30 år. Alle ramte det østlige Danmark hårdt. Men det var krigen 1657-58, der var den mest fatale for det østensundske Danmark, skønt krigen dårligt berørte landsdelen.
I februar 1658 gik Carl X Gustav over Storebælts is med sin svenske hær og tvang Danmark til at afstå Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm i det, som er kendt som Roskildefreden.
Gamle danske landskaber, som havde været en del af landet lige så længe, som det havde været meningsfyldt at tale om Danmark, og beboet af danskere ligeså længe, som det havde været meningsfyldt at tale om danskere, befandt sig nu under ærkefjendens regime.
Roskildefredens bestemmelse i paragraf 9, som slog fast, at befolkningen kunne »blifva vidh deras vanlige rätt, lagd och gamble privilegier och frijheter oturberade och obehindrade«, gjorde, at landskaberne i et vist omfang i begyndelsen var forhindret i at blive fuldstændig inkorporerede i Sverige.
Det var en af de få indrømmelser, Danmark fik med i traktaten, og den er ikke glemt i Skåne i dag.
Den svenske konge genoptog krigen mod Danmark få måneder efter Roskildefreden.
I Skåne og Blekinge greb befolkningen i skovegnene til våben, mens borgerne i Malmø hemmeligt lagde planer med den danske hærledelse om landgang ved Limhavn og en indtagelse af den ellers stærke fæstningsby Malmø.
Al indsats var dog forgæves, og de tre østdanske landskaber forblev på svenske hænder efter den efterfølgende fred 1660. Kun Bornholm slap for videre svensk styre, da de gjorde oprør og befriede sig selv.
Men den danske regering havde ikke opgivet Skånelandene. I 1676 steg den danske hær i land ved Raa syd for Helsingborg, og ikke overraskende tog befolkningen hjerteligt imod deres gamle landsmænd.
Christian V kundgjorde, at Danmarks krigsmål var, at de til Sverige afståede landskaber »…med cron Danmarch saasom lemmerne med legemett igien forenett worder«.
Den Skaanske krig kom til at vare tre år og sluttede først, da datidens toneangivende europæiske stormagt, Frankrig, dikterede en fred, der betød status quo.
I vore dages Danmarkshistorie får krigen ikke megen plads, men de tre krigsår og svenskernes efterfølgende forsvenskningsiver spiller en stor rolle i den skånske selvforståelse i dag.
Ganske mange danske patrioter fra de tre landskaber dannede under krigen friskyttekompagnier, som bekæmpede svenskerne - fortrinsvis i det herred, hvor de var dannet.
Svenskerne kaldte dem ved det dengang lidet anerkendende navn snaphaner og betragtede dem som forrædere. En meget brugt bestialsk straf som svenskerne udsatte tilfangetagne danske friskytter for, var pælespidning, hvilket bestod i at sætte en »...spidtz ind ved deriss ende och ud ved deriss nase« - som den skånske præst Sthen Jacobsen dengang beskrev det - og ellers vente på at døden indtraf.
Friskytternes standhaftige kamp mod den svenske besættelsesmagt og svenskernes brutale behandling af friskytter, deres hensynsløse jagt på dem og deres modforanstaltninger for at komme lokalbefolkningens opbakning til modstandskampen til livs, kan stadig bringe sindene i kog.
Et af de mest radikale forsøg på at stoppe lokalbefolkningens støtte til friskytterne var den svenske konge ansvarlig for i 1678. Han gav ordre til en straffeekpedition til Ørkened og Gemsø sogne med ordren om at slå alt mandkøn mellem 15 og 60 år ihjel og brænde alt ned.
I 2000 drog Rolf Tufvesson, nummer to i Region Skånes daværende borgerlige styre, sammenligninger mellem krigene på Balkan i 1990'erne og svenskernes opførsel i Skånelandene i 1600-tallet. Tufvesson mente ganske enkelt, at noget af det svenskerne foretog sig kunne karakteriseres som »etnisk udrensning«.
Den udtalelse - som stadig huskes - vakte vild furore i scanofobe kredse på Lund Universitet og i den svenske presse, men var rammende for, hvad mange skåninger følte.
Det blev åbenlyst for svenskerne under Skaanske krig, at man måtte gøre noget ved den opsætsige befolkning, og efter freden sattes så en intensiv forsvenskningskampagne i gang.
Alle dansksindede præster, degne, embedsmænd osv. blev udskiftet med svensksindede. Danske bibler og salmebøger forbudt. Børnene skulle lære sig svensk. Og inden for få år var den gamle danske adel i Skånelandene udskiftet med en svensk.
Men som man nok kan forstå på afstemningsresultatet, er forsvenskningen i et eller andet omfang ikke helt gået efter planen.
Det er værd at dvæle lidt ved. Skandinavismen i midten af 1800-tallet ledte til afspænding mellem Danmark og Sverige, og det betragtedes ikke længere så problematisk i Skåne, Halland og Blekinge at beskæftige sig med landskabernes danske historie.
Det næste afgørende punkt var udgivelsen af det beskedne, men slagkraftige politiske skrift ”Det skånska problemet” i 1923, forfattet af Helsingborgs katolske præst David Assarsson. Det diskuterede det forhold, at skåninger havde en anden historie og identitet end svenskerne.
Selvom svensknationale kræfter gjorde, hvad de kunne for at nedgøre skriftet, kunne det ikke hindre, at Assarssons skrift dannede grundlag for en egentlig Skånelandsbevægelse efter Anden Verdenskrig.
Af to nyere årsager kan nævnes skabelsen af Region Skåne i 1998. Her blev de to Skåne len slået sammen til een region med een folkevalgt forsamling, hvilket medførte, at skåningerne for første gang fik een stemme at tale med.
Den anden er Øresundsbroen og den efterfølgende skabelse af Øresundsregionen. Mange danske statsborgere er flyttet til Skåne, og der findes vel snart ikke den virksomhed i København, som ikke har mindst een skåning ansat.
Faktisk har næsten hver eneste af Skånes, Hallands og Blekinges gamle danske købstæder direkte togforbindelse til København hver dag med det resultat, at pendlingstrafikken over broen er ved at bryde sammen under vægten af Øresundsintegrationens succes. Broen har ændret folks horisont og skabt en ny virkelighed.
Afstemningsresultatet er et resultat af større skånsk selvbevidsthed. Støtten til det skånske selvstyre, herunder kulturelt autonom,i mangler ikke østensunds. Opbakningen til en omfattende øresundsintegration heller ikke.
Begge dele vil sørge for, at ”det skånska problemet” skubber sig frem på dagsordenen, og det må vi her vestensunds også forholde os til.
Det omtalte afstemningsresultat har vist, at rigtigt mange skåninger ikke er så svenske, som mange nok går rundt og tror.