Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik: Den anden norske kirkegårdskrig

Krigen på Hitlers Nordfront kan stadig skabe ufred i Norge. Dagens kronikør fortæller om den store kirkegårdskrig, hvor hærens sprængkommandoer var i aktion, og især russergravenes skæbne står centralt.

I dette efterår udkom på Jyllands-Postens Forlag bogen ”Hitlers Nordfront” af Asbjørn Jaklin - glimrende oversat af Ole Schierbeck. Bogen beskæftiger sig med en række begivenheder, som fandt sted i Nordnorge - eller havde betydning for Nordorge - under Anden Verdenskrig.

Nogle af begivenhederne vil være ukendte ikke blot for danske, men også for de fleste norske læsere. Det gælder i særlig grad krigsfangehistorien. På forunderlig vis har historien stadig aktualitet, hvis man skal tro de norske nyhedsmedier. I det følgende skal jeg forsøge at fortælle om baggrunden for den anden norske kirkegårdskrig.

Norges største krigskirkegård ligger på øen Tjøtta syd for Sandnessjøen i Nordland. Her er ikke bare én, men hele 826 grave blevet skændet. På stedet er gravlagt mange tusind faldne allierede fra Anden Verdenskrig. De allerfleste er gravlagt i store fællesgrave. Blot 826 døde var begravet i enkeltgrave med gravsten. Disse navneplader blev helt tilbage i 2002 fjernet og henlagt i en staldbygning på øen.

Gravskændingen blev foretaget af Krigsgravtjenesten, en afdeling under Kultur- og kirkeministeriet, hvis øverste ansvarlige er statsråd (minister) Trond Giske.

Siden da har en række enkeltpersoner og lokale myndigheder anmodet om at få kirkegården bragt i sømmelig stand.

Aleksej Perminow, tidligere krigsfange, Inge Bildøy, leder af Norske Reserveoffiserers Forening i Alstahaug, og Olav Rune Ertzeid, provst i Nord-Helgeland, er blandt de mange, der har protesteret. Alstahaug Kommune, Helgeland Regionråd og Nordland Fylkeskommune (Amtskommune) har - indtil nu uden synligt resultat - forsøgt at formå myndighederne til at bringe gravstenene tilbage.

Myndighederne er i dette tilfælde kultur- og kirkeminister Trond Giske.

Norsk radio har i september i år taget sagen op. I en udsendelse (Detektor, 14/9 2007) anbefaler den ansete norske kender af internationale menneskerettigheder, Anne Sophie Greve, at ministeriet påtager sig det internationale ansvar, som Genève-konventionen forudsætter, og viser respekt for de døde. Anne Sophie Greve var i seks år dommer ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. Norge har tiltrådt Genève-konventionerne og de relevante protokoller.

Herefter er Norge blandt andet forpligtet til at sørge for

»at alle sådanne personers gravsteder respekteres, vedligeholdes og afmærkes«, »at lette adgangen til gravsteder for afdødes slægtninge og for repræsentanter for officielle gravtjenester« og »til stadighed at beskytte og vedligeholde sådanne gravsteder«.

Årsagen til fjernelsen af stenpladerne fortaber sig i tågen. Det er nævnt, at jorden over gravene er sunket, og at pladerne ødelagde plæneklipperne. (Helgeland Blad). Det er ligeledes nævnt, at sagen skal ses i sammenhæng med en samlet registrering af samtlige døde. I dette tilfælde har det lange udsigter. Kirkegårdene på Tjøtta rummer nemlig op imod 9.000 døde sovjetiske krigsfanger, som under Anden Verdenskrig døde af sult, sygdom og mishandling i en lang række slavelejre i Nordnorge. Godt 2.000 alene fra det engelske angreb på troppetransportskibet ”Rigel”, der havde omkring 2.400 krigsfanger - hovedsageligt ”russerfanger” - om bord.

Godt 3.000 døde tyske soldater som faldt i Oslo-området er samlet på Alfaset Gravlund. De blev flyttet hertil fra Ekeberg omkring 1952/53. Også på krigskirkegården her valgte man at anvende fladtliggende navneplader. Også her opstod problemer med vedligeholdet, fordi navnepladerne sank. Her blev navnepladerne fjernet og erstattet med stenkors med tilsvarende oplysninger over enkeltgravene engang i 1980'erne.

I forbindelse med krigshandlingerne i Norge faldt ca. 11.500 tyskere. Så vidt vides har der aldrig været grund til kritik af Krigsgravtjenestens indsats for at værne om de tyske krigsminder.

For de døde russiske krigsfanger blev forholdene helt anderledes.

100.000 fanger blev i årene 1941-1944 transporteret til Norge for at blive ”tilintetgjort gennem arbejde”. 15.000 vendte aldrig tilbage. De fleste var beskæftiget med jernbane- og fæstningsanlæg i Nordnorge. I strid med de grundlæggende tyske principper blev krigsfangerne i Nordnorge ikke holdt fuldstændig adskilt fra lokalbefolkningen. Gradvist opstod der derfor et skæbnefællesskab mellem de udsultede fanger og en lokalbefolkning, som satte livet på spil for at hjælpe. Mens dødsraten blandt russerfangerne på kontinentet var over 50 pct., blev den i Norge ”kun” 15 pct.. Endnu større betydning end mængden af fødevarer, som kunne smugles til fangerne, var betydningen af ikke at føle sig totalt omringet af fjender.

Krigsfangehistorien - den mest omfattende katastrofe i Norges krigshistorie - var generelt fortrængt fra den kollektive historiebevidsthed. Først med historikeren Marianne Soleims disputats fra 2005 foreligger en samlet fremstilling af begivenhederne. Det er i overvejende grad på denne disputats, Asbjørn Jaklin basérer kapitlet, ”Fange i nat og kulde”, i bogen ”Hitlers nordfront”.

Hvad bogen ikke omtaler er den forbavsende historie om fangerne, der blev tilbage i Norge, da de overlevende var rejst hjem.

Ved Norges befrielse den 7.- 8. maj 1945 blev portene til de mange hundrede fangelejre åbnet. De, der deltog, glemte det aldrig. På sine steder lå ligene i frosne stabler uden for lejrene. Sygdomme og sult hærgede. Noget af det første, de overlevende fanger bad om lov til var, at begrave deres døde kammerater og rejse mindestøtter over dem.

Nordmænd og russerfanger deltog sammen i arbejdet og i oprydningen efter krigen. Tyske soldater blev tilbageholdt i op til et år, så de kunne fjerne landminer og opgrave lig af fangerne og samle dem på få større menigheds- og krigskirkegårde. Og sammen festede russere og nordmænd i den korte befrielsessommer. Sammen gik de i 17. maj-optog. Eks.-fangerne holdt koncerter og spillede teater for lokalbefolkningen, som havde hjulpet dem gennem de modbydelige år. Sammen afslørede de en lang række gravmonumenter, der skulle mane til fred og eftertænksomhed for kommende slægter.

26. juni 1951 vedtog et hemmeligt regeringsudvalg, at samtlige russergrave skulle sløjfes, og ligene endnu engang graves op, og én gang for alle samles på Tjøtta. Men allerede inden da var det norske militær - uden befolkningens viden - gået i gang med at bortsprænge mindestøtterne. Alene i Nordland fylke drejer det sig om mere end 35 gravmonumenter.

Fangelejren Bjørnelv blev etableret foråret 1944 med 500 fanger. Fangerne var beskæftiget med anlægsarbejder på jernbanen. En række private tyske firmaer var engageret til at arbejde på strækningen. Her skulle Fa. Siemer und Müller ved hjælp af fangerne bygge bro over Silba-elven.

Byggefirmaet Siemer und Müller er i fuld vigør endnu i dag med hovedsæder i Bremen og Dessau. Nogen erstatning til slavearbejderne er aldrig blevet udbetalt.

I en rapport fra den norske hjemmefront, der besøgte lejren umiddelbart efter befrielsen hedder det: »472 fanger, 152 syke og svake. I løpet av ca. et år er 300 døde …«

Krigsgravtjenesten - som den gang hed Centralkontoret for krigsgraver - var underlagt forsvarsminister Jens Christian Hauge. Kaptajnen, som ledede angrebet på monumenterne, indberettede 1. november 1950 til sine foresatte: »… Følgende støtter ble sprengt: Krokelv, Bjørnelv (To stötter, en av betong og en av tre.) Storvoll, på (NN)s eiendom. Disse sprengningsarbeider var nödvendige av hensyn til de mange utenlandske turister som hver sommer farter rundt og fotograferer og siden rapporterer om det dårlige vedlikehold av kkg. o.l. på plasser hvor det forlengst er ordnet opp.«

Vandaliseringen og ligsamlingen kom først hen på efteråret 1951 til offentlighedens kendskab. I samtidige aviser beskrives modstanderne af opgravningen som en samling kommunister. Men interne rapporteringer fra politi og værn viser, at lokalbefolkningen, som jo havde haft et personligt forhold til de enkelte russserfanger, helt overvejende var modstandere af opgravningen, der foregik under det smagfulde kodenavn ”Operation Asfalt”.

Det er aldrig lykkedes mig at finde noget svar på spørgsmålet om hvem, der traf beslutningen om at Centralkontoret for krigsgraver skulle destruere monumenterne, før den hemmelige regeringsbeslutning om samling af gravene. Svaret blæser i en bidende vind af kommunistskræk, kold krig, spionfrygt og propaganda.

Kirkegården i Mo i Rana var det sidste sted i Nordnorge, hvor en opgravning skulle finde sted.

82 russerfanger var gravlagt her. Da kaptajnen kom med sit gravehold, som måtte hyres udefra, blev han stillet over for modstand fra lokalbefolkningen. Det udviklede sig til det, der er gået over i historien som ”Kirkegårdskrigen”. I flere dage kom det til konfrontationer mellem politi og demonstranter. Forsvarsminister Jens Christian Hauge greb ind, da situationen ved monumentet i Mo i begyndelsen af november var ved at komme helt ud af kontrol.

Efter moden overvejelse indså man, at der ikke var væsentlige militære hemmeligheder at spionere efter på menighedskirkegården.

Hermed afblæstes resten af opgravningsarbejdet. ”Asfalt II” - samlingen af gravene i Sydnorge - blev opgivet.

Der er begrundet håb om, at den anden norske kirkegårdskrig giver anledning til besindelse og åbenhed omkring krigsfange- og krigsgravhistorien.



Uffe Drost har i mange år arbejdet med at kortlægge fangelejrene i Nordland.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.