Vi er nødt til at tale om de tavse skyggesider i debatten om krænkelser

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

For fem måneder siden begyndte jeg som specialkonsulent på Forsvarsakademiet med fokus på at imødegå krænkende adfærd.

Det var mit særlige forskningsmæssige indblik i kultur, der fik mig ind i den rolle. Ærligt havde jeg ikke en særlig passion for krænkelsesdebatten.

Min interesse ligger i at forstå menneskelig adfærd, og særligt hvad der gør, at kulturelle strukturer reproduceres.

Så jeg gik ind i jobbet med en forskningsmæssig interesse i at forstå, om der er en ”krænkelseskultur” i Forsvaret, eller hvad der egentlig er op og ned, siden Forsvaret og krænkelser tilsyneladende bliver ved med at høre sammen som den brun-hvide Nutella i Lidl.

Siden 2019 har Forsvaret haft et skærpet fokus på krænkelser, og der er i stor stil udviklet kommunikationskampagner og uddannelsesforløb til at imødegå problemet. Der skal kun en enkelt søgning på intranettet til, før det vælter frem med beskrivelser, handlingsplaner og indberetningsprocedurer mv., der gør det helt tydeligt, at krænkelser på ingen måde accepteres i Forsvaret.

Alligevel dukker der jævnligt sager op, hvor medarbejdere og elever oplever at blive krænket i forskellig grad. At forstå dette nærmere er lige præcis videnskabeligt guf for en forsker som mig.

Jeg har en realistisk etnografisk forskningstilgang, hvor jeg gennem forståelse for mine informanters virkelighed og ageren i verden analyserer på forståelses- og adfærdsmønstre på tværs af grupper af mennesker. Med kun fem måneder i den militære verden er min forståelse fortsat begrænset.

Men der er dog to strukturer, der er helt tydelige for mig allerede nu, som vi er nødt til at tale mere om:

Frygten for krænkelser: Forsvaret har en nultolerancepolitik over for krænkelser. Ved en anklage om en krænkelse bliver den krænkende flyttet eller sendt hjem, imens undersøgelserne foregår. Kollegaerne ved, noget er i gærde, men ikke hvad.

Det kan føre til rygtedannelse og sladder, fordi nogen har hørt eller mener noget om de involverede parter. Her er soldater og civile i Forsvaret også blot almindelige dødelige.

For begge parter i sagen er perioden, hvor sagen foregår, svær. Begge kan få hjælp og rådgivning hos Forsvarets OPRK-rådgivere (Organisationen for Personlig Rådgivning og Kollegastøtte). Men følelsen af isolation og frygten for éns karriere, som for nogen kan være hele éns identitet, er brutal for alle involverede.

Denne frygt har konsekvenser i praksis. For dem, der oplever en krænkelse, kan det være en næsten ubærlig proces at gå ind i, hvor konsekvenserne af medicinen kan være værre end selve sygdommen.

Frygten for rygter, social eksklusion, karrierestatus osv., for ikke at tale om oplevelsen af at være krænket, er reel og kan bestå, selv når nærmeste overordnede gør sit bedste for at hjælpe. For den anklagede kan processen være lige så ubærlig af samme årsager. Virkeligheden er samtidig ikke så sort-hvid, at det altid er klart, hvem der har gjort noget forkert.

Jeg oplever særligt et paradoks mellem at skulle uddanne til en brutal virkelighed og samtidig passe på de underordnedes følelser. Blandt flere oplever jeg en snert af magtesløshed over for ønsket om at uddanne dygtige soldater, samtidig med frygten for at gøre eller sige noget, som modtageren oplever som krænkende.

Om noget er en krænkelse, er per definition en subjektiv vurdering. Når eget moralske kompas ikke er tilstrækkeligt til at navigere trygt i en kompleks virkelighed, skaber krænkelsesdebatten en grundlæggende frygt, som ikke er til gavn for nogen.

Krænkelsesbegrebet er unødvendigt unuanceret: I et fagligt miljø som militæret med en markant anden virkelighed end lune kontorpladser med disponible café latte-automater, bliver man presset fysisk, får blå mærker og trænes til at overleve i skyttegrave og i yderste konsekvens slå ihjel.

Det giver en helt anden referenceramme end den, bl.a. jeg som privilegeret akademiker kender til. De barske rammevilkår betyder selvfølgelig på ingen måde, at vold, voldtægt eller lignende nogensinde kan retfærdiggøres. Det kan det ikke.

Men krænkelser er meget andet end det. Og det er netop her, roden til alt ondt i krænkelsesdebatten ligger: Vi blander æbler og pærer sammen og gør krænkelsesbegrebet unødvendigt unuanceret, fordi selv de mindste fornærmelser, måske endda på andres vegne, falder ind under kategorien ”krænkelse”.

Den sociale virkelighed er situationsbestemt og kan være svær at drage klare konklusioner ud fra. Vi hører f.eks. ofte, at vi i 2026 ikke kommenterer på hinandens kroppe, for det kan opleves som krænkende.

Men bør en instruktør i militær fysisk træning ikke netop kommentere på den meniges krop, hvis denne ikke har den form, opgaven kræver?

Når en instruktør forklarer et våbens funktion og for at understrege farligheden ved at gøre noget forkert kækt siger: »Gør I det, får I et los over skinnebenet«, og en menig føler sig krænket, er det så instruktøren, der skal moderere sit sprogbrug, eller er det den menige, der skal have bedre kontekstforståelse?

Eller når sproget i Forsvaret er skabt i og af historisk kønnede strukturer, skal ord som ”befalingsmand” og ”dametaske” så accepteres ud fra den kontekst, de er skabt i, eller forstås som kønsmæssige strukturelle problemer?

Der er ikke et entydigt svar på nogen af spørgsmålene. Det, de har til fælles, og det, krænkelsesdebatten mangler fokus på, er, at krænkelser handler om følelser. Det er netop derfor, debatten bliver unuanceret og dermed farlig: Den handler om, hvorvidt man som individ har ret til at føle, som man gør, mere end den handler om individet i den store kontekst.

Vi skal anerkende følelser, for de påvirker vores velbefindende og adfærd. Men det er ikke det samme som at sige, at alle følelser er hensigtsmæssige eller acceptable i den konkrete situation, eller at alle negative følelser nødvendigvis bør klassificeres som en krænkelse.

I den sociale virkelighed af følelser og forståelser er der ofte ikke én sandhed, vi kan sætte to streger under. En handling kan have en (eller ingen!) bevidst intension og kan blive opfattet helt anderledes end ønsket, fordi mening skabes situationelt og kontekstuelt.

Det betyder ikke, at man har carte blanche til at sige og gøre hvad som helst med undskyldningen om, at det var ikke det, man mente. Det betyder dog, at kan vi ikke kommunikere med hinanden, undskylde utilsigtede hændelser eller gå i dialog om vores oplevelser, bliver ordet ”krænkelse” en sprængfarlig bombe, ingen er trænet i at håndtere. Den usikkerhed skaber både frygt og splittelse.

Krænkelsesdebatten er en mudderpøl langt mere uoverkommelig end en uge i Oksbøl. Og det er netop dét, der skader debatten, fordi reelle strukturelle problemer og kriminelle handlinger let undermineres, når vi blander æbler og pærer sammen og ikke tør gå i dialog med de følelser, der er forbundet med krænkelser. Vores sprog er ganske enkelt for fattigt til konstruktivt at rumme de mange forskellige ubehagelige oplevelser, som ordet ”krænkelse” i dag dækker over.

Indtil vi bliver i stand til bedre at differentiere i graden af krænkelser og måske finder bedre ord for de forskellige niveauer af hændelser, er løsningen i mine øjne at styrke strukturer som preboarding, løbende forventningsafstemning og debrief.

Vi skal ikke negligere følelser, men hjælpe hinanden til, at følelser bliver forstået og håndteret på bedst mulig vis.

Det er ikke bløde værdier. Det er hardcore menneskelige kompetencer, som vi skylder hinanden at styrke.