Vi taler om fertilitetskrisen. Men vi taler for lidt om årsagerne

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Danmark står midt i en fertilitetskrise. Stadig flere danskere oplever problemer med at få børn. Samtidig stiger forekomsten af sygdomme, der påvirker reproduktion og hormonbalance, og naturen omkring os viser tegn på de samme problemer. Fisk med forstyrret kønsudvikling, fuglebestande i tilbagegang og kemikalier i vandmiljøet er ikke isolerede fænomener. De er symptomer på et fælles problem.

Alligevel handler den politiske debat ofte om behandling frem for forebyggelse. Vi investerer heldigvis i fertilitetsbehandling, og der er øget fokus på kvindesygdomme. Men vi taler for lidt om, hvordan vi kan undgå, at problemerne opstår.

Hvis vi mener alvorligt, at vi vil beskytte kommende generationers sundhed og bevare naturen omkring os, må vi rette blikket mod de kemikalier, der er omkring os, og som kan påvirke hormonsystemet.

Hormonforstyrrende stoffer er ikke et nyt problem. Tværtimod har forskere i årtier advaret om, at visse kemikalier kan påvirke de hormoner, som regulerer reproduktion, vækst, stofskifte og udvikling. Men den videnskabelige dokumentation er blevet langt stærkere.

I dag ved vi, at hormonforstyrrende stoffer kan bidrage til en række alvorlige helbredsproblemer hos både mennesker og dyr. Forskningen forbinder udsættelse for hormonforstyrrende stoffer med blandt andet nedsat fertilitet, misdannelser af kønsorganer, påvirkninger af hjernens udvikling og øget risiko for visse kræftformer.

Vi ved også, at mennesker og dyr ikke udsættes for ét kemikalie ad gangen. Vi møder hundredvis af kemiske stoffer gennem vores mad, forbrugsvarer og miljøet omkring os. Derfor er det ikke længere nok at vurdere stoffer enkeltvis. Den samlede eksponering kan skabe såkaldte cocktaileffekter, hvor flere stoffer tilsammen kan have en skadelig effekt, selv når de enkelte stoffer forekommer i lave koncentrationer, hvor de ikke alene har en effekt.

Det er en udfordring, som kalder på politisk handling.

Menneskers sundhed og naturens sundhed hænger tæt sammen. Når kemikalier påvirker hormonsystemer hos dyr i naturen, er det et signal om, at de samme mekanismer potentielt kan påvirke mennesker.

Omvendt kan forskning i menneskers sundhed bidrage til en bedre forståelse af konsekvenserne for økosystemerne. Alt for ofte behandles miljøpolitik og sundhedspolitik som to forskellige områder.

Men hormonforstyrrende stoffer minder os om, at grænsen mellem de to er kunstig.

Netop derfor har Danmark historisk været et foregangsland. Allerede længe før mange andre lande satte Danmark fokus på hormonforstyrrende stoffer.

Denne langsigtede indsats har skabt noget usædvanligt: et tæt samarbejde mellem forskere, klinikere og myndigheder. Det har betydet, at ny viden hurtigt har kunnet omsættes til regulering.

Danmark har derfor haft en væsentlig rolle i udviklingen af den europæiske regulering af hormonforstyrrende stoffer. De kriterier, der i dag anvendes i EU til at identificere hormonforstyrrende stoffer, bygger i høj grad på forskning og ekspertise, som danske forskningsmiljøer og myndigheder har bidraget til.

Det er en succeshistorie, som sjældent fortælles. Men det er også en succeshistorie, der risikerer at gå i stå.

På trods af stigende videnskabelig dokumentation oplever vi i disse år et voksende pres på kemikaliereguleringen i Europa. En omfattende revision af EU’s kemikalielovgivning, Reach, har været under forberedelse i årevis, men er blevet forsinket og nedprioriteret. Flere af de initiativer, som skulle styrke beskyttelsen mod skadelige kemikalier, er blevet udskudt eller svækket. Argumentet er ofte, at virksomhedernes konkurrenceevne og europæisk økonomisk vækst skal prioriteres højere.

Det er en falsk modsætning. Sundhed, miljø og økonomi er ikke konkurrerende hensyn. De er gensidigt afhængige. Omkostningerne ved sygdom, fertilitetsproblemer og ødelagte økosystemer som følge af udsættelse for hormonforstyrrende stoffer løber op i mange milliarder om året i EU.

Og de omkostninger forsvinder ikke, fordi vi vælger at ignorere dem. De sendes blot videre til sundhedsvæsenet, kommunerne, familierne og kommende generationer.

Forebyggelse er næsten altid billigere end behandling, og det gælder også på kemikalieområdet.

De senere år har PFAS-forurening med rette fået stor politisk opmærksomhed. Men PFAS er kun ét eksempel på en bredere udfordring. Hormonforstyrrende stoffer findes langt ud over PFAS-gruppen. Derfor er det vigtigt, at nye initiativer ikke erstatter den bredere kemikalieindsats, men bygger videre på den.

Det samme gælder den velkomne opmærksomhed på kvindesygdomme og kvinders reproduktive sundhed. Der er et stort behov for mere forskning på området, og nye forskningscentre kan spille en vigtig rolle. Men hvis vi ønsker at forstå årsagerne til sygdommene og forebygge dem, må vi samtidig undersøge de miljøfaktorer og kemikalieeksponeringer, som kan bidrage til udviklingen.

Forskning viser, at også mandlig reproduktiv sundhed er under pres. Sædkvaliteten blandt mænd har været genstand for international bekymring gennem flere årtier, og hormonforstyrrelser mistænkes for at være en del af forklaringen.

Hvis vi vil forstå fertilitetskrisen, skal vi se på hele reproduktionssystemet og på de kemiske påvirkninger, som både kvinder og mænd udsættes for.

Kort sagt: Der er behov for en samlet strategi.

I efteråret skal der forhandles om den fremtidige danske kemikalieindsats. Det er en vigtig mulighed for at beslutte, om Danmark fortsat vil være blandt de lande, der driver udviklingen fremad, eller om vi vil nøjes med at reagere, når skaden er sket.

Vi mener, at der er brug for tre klare prioriteringer.

For det første skal det unikke samarbejde mellem forskere inden for miljø og sundhedseffekter videreføres og styrkes. Den viden og ekspertise, som er opbygget gennem årtier, må ikke gå tabt netop på et tidspunkt, hvor behovet for den er størst.

For det andet skal der investeres i udviklingen af nye testmetoder. Forskere opdager løbende nye mekanismer, hvorigennem hormonforstyrrende stoffer kan påvirke mennesker og dyr. Hvis reguleringen skal følge med videnskaben, kræver det, at vi kan identificere disse effekter.

For det tredje skal Danmark fortsat arbejde aktivt for en ambitiøs europæisk og international regulering. Kemikalier kender ingen landegrænser. En effektiv beskyttelse af befolkningen kræver stærke fælles regler.

Det handler ikke om at stoppe innovation eller forhindre industriel udvikling. Tværtimod. Fremtidens konkurrenceevne bør bygge på sikre produkter og bæredygtige løsninger, ikke på accept af stoffer, som kan skade mennesker og miljø. Den danske strategi for hormonforstyrrende stoffer blev lanceret i 2002.

Siden da er vores viden vokset enormt. I dag ved vi langt mere om både eksponering, biologiske mekanismer og sundhedsmæssige konsekvenser.

Så måske er tiden kommet til at opdatere strategien og gøre den til et centralt redskab i en moderne forebyggelsespolitik?

Hvis vi ønsker at beskytte fertiliteten, forbedre folkesundheden og styrke biodiversiteten, er der brug for mere end behandling af skaderne. Vi skal også forhindre, at de opstår. For den mest effektive sundhedspolitik er ofte den, der aldrig ender på hospitalet. Og den mest effektive miljøpolitik er den, der forhindrer problemerne, før de bliver synlige.

Det er netop det, forebyggelse handler om. Det er en sag om vores fælles fremtid.