Regeringen har sat et mål, den næppe kan nå

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Der er mindst én ting, regeringen fortjener ros for. Den har erkendt, at Danmark står over for en reel økonomisk udfordring. Derfor har den sat som mål at øge den strukturelle beskæftigelse med op mod 35.000 personer frem mod 2035. Det er både et ambitiøst og nødvendigt mål.

Problemet er, at regeringen samtidig har bundet sig til et andet mål: Indkomstuligheden må ikke stige. Målet om flere i arbejde er både fornuftigt og nødvendigt. Målet om uændret ulighed er derimod vanskeligere at begrunde.

Ulighed er ikke et samfundsproblem i sig selv. Det afgørende er, om mennesker får bedre muligheder og højere levestandard. Alligevel har regeringen gjort udviklingen i den målte indkomstulighed til en politisk klods om benet på sine kommende reformer.

For sandheden er, at de reformer, der for alvor får flere til at arbejde, som regel også øger den målte ulighed en smule. Omvendt vil reformer, der har til formål at reducere uligheden, ofte svække incitamenterne til at arbejde, tage en uddannelse, investere eller påtage sig et større ansvar.

Det er ikke et særligt dansk fænomen. Det er også uklogt.

Den amerikanske økonom Arthur Okun beskrev dilemmaet som en afvejning mellem lighed og effektivitet. Hans berømte billede var den utætte spand. Når staten omfordeler, går en del af værdien tabt undervejs. Skatter og overførsler ændrer menneskers adfærd. Nogle arbejder mindre, investerer mindre eller tager færre risici. Derfor er der en omkostning ved omfordelingen, selv når hensigten er god.

En ny analyse fra Cepos kortlægger reformer siden 2004 og deres betydning for henholdsvis arbejdsudbud og ulighed. Billedet er tydeligt. Reformer, der øger beskæftigelsen markant, medfører typisk en mindre stigning i den målte indkomstulighed. Reformer, der styrker ligheden, reducerer omvendt ofte arbejdsudbuddet.

Naturligvis findes der undtagelser. Men de illustrerer snarere problemet end løsningen.

Man kan eksempelvis sænke en række forbrugsafgifter. Det reducerer uligheden en smule og øger arbejdsudbuddet. Men effekten er så beskeden, at den er uden betydning i forhold til regeringens mål om 35.000 flere i arbejde.

Andre forslag virker mere kraftfulde, men er økonomisk urealistiske. En generel afskaffelse af momsen ville eksempelvis kunne trække i den ønskede retning, men ville samtidig koste staten over 250 mia. kr. om året.

Man kan faktisk også pege på én reform, der næsten leverer hele regeringens beskæftigelsesmål uden at påvirke den målte ulighed nævneværdigt: flere arbejdsdage. Beregninger viser, at afskaffelse af yderligere fire helligdage ville kunne øge arbejdsudbuddet med omkring 34.000 personer. Men hvis protesterne mod afskaffelsen af store bededag lærte os noget, er det netop, hvor politisk vanskelig den type reformer er. Eksemplet illustrerer derfor ikke en realistisk løsning, men snarere hvor begrænset regeringens manøvrerum reelt er.

Derfor står regeringen tilbage med et valg.

Enten må den acceptere, at nødvendige arbejdsudbudsreformer kan føre til en begrænset stigning i den målte Gini-koefficient. Eller også må den nedjustere ambitionen om flere i arbejde og øget velstand.

Der er meget lidt, som tyder på, at man kan få begge dele i den størrelsesorden, regeringen ønsker.

Mens den aktuelle debat ofte handler om næste års finanslov eller næste meningsmåling, peger regeringens egne fremskrivninger på et mere grundlæggende problem. Dansk økonomi går en periode med lavere vækst i møde.

I de seneste 10 år er produktionspotentialet vokset med lidt over 2 pct. årligt. I regeringens fremskrivninger falder væksten til omkring 1,3-1,5 pct.

Samtidig forventes produktivitetsvæksten at aftage. Ifølge Finansministeriets egne vurderinger falder trendvæksten i timeproduktiviteten fra omkring 1,4 pct. årligt i det seneste årti til omkring 1,2 pct. frem mod 2035.

Det lyder måske teknisk. Men konsekvensen er enkel.

Når produktiviteten vokser langsommere, bliver det endnu vigtigere, at flere bidrager på arbejdsmarkedet.

Her er udsigterne heller ikke opmuntrende. Regeringen forventer selv, at arbejdsstyrken efter en mindre stigning frem mod 2030 stort set vil være uændret frem mod 2035. Arbejdsstyrken bidrager derfor næsten ikke til væksten i økonomiens produktionspotentiale.

Det er den egentlige udfordring. I de kommende år vil behovet for arbejdskraft fortsat være stort.

En ny Cepos-analyse peger på et potentiale for at spare 30,6 mia. kr. årligt på ledelse og administration i den offentlige sektor. Udfordringen er derfor også at bruge den eksisterende arbejdskraft bedre.

Men selv hvis produktiviteten i den offentlige sektor forbedres, ændrer det ikke ved behovet for reformer, der øger arbejdsudbuddet.

Det er derfor nærliggende at forestille sig, at regeringen i sin kommende 2035-plan vil forsøge at hente en del af de 35.000 fuldtidspersoner gennem såkaldte arbejdsudbudspotentialer: lavere sygefravær, mindre stress, højere arbejdstid og flere på fuldtid.

Problemet er, at disse potentialer har været diskuteret i årevis uden de store resultater. Gode intentioner er ikke det samme som strukturelle reformer. Finansministeriets regnemodeller krediterer ikke håb om lavere sygefravær eller mindre stress på samme måde, som de krediterer konkrete reformer af skatter, overførsler eller pensionsregler.

Fortidens reformer finansierer nutidens politiske prioriteringer. Nutidens reformer skal finansiere morgendagens.

Men her risikerer regeringen at lade sig binde af en fejlagtig præmis. For hverken lighed eller ulighed er interessante i sig selv.

Ingen familie får bedre råd til skoletasker, vinterstøvler eller lejrture, fordi andre familier får mindre. Ingen pensionist får højere levestandard, fordi afstanden til naboens indkomst bliver mindre. Det afgørende er, om mennesker oplever stigende velstand og bedre muligheder.

Derfor bør målet være at bekæmpe reel fattigdom og skabe fremgang for dem, der har mindst.

Som analysechef i Cepos Otto Brøns-Petersen har vist, er det netop økonomisk vækst, der historisk har løftet mennesker med lave indkomster.

Analysen viser medregnet det offentlige forbrug, at 92,2 pct. af indkomstfremgangen for de 40 pct. af danskerne med de laveste indkomster de seneste 100 år kan tilskrives økonomisk vækst direkte eller indirekte. Kun 7,1 pct. kan forklares af ændringer i indkomstfordelingen.

Hvis målet er at løfte mennesker med lave indkomster, peger historien altså ikke på mere fokus på relativ lighed. Den peger på mere fokus på vækst.

Derfor er det også bekymrende, hvis regeringens reformkurs ender med at blive dikteret af partier, der betragter enhver stigning i den målte ulighed som et problem i sig selv. Det risikerer at flytte fokus fra de reformer, der skaber vækst og flere i arbejde, til symbolpolitiske diskussioner om decimaler i Gini-koefficienten.

Historien viser, at økonomisk vækst er den vigtigste drivkraft bag stigende levestandard for mennesker med lave indkomster.

Derfor bør regeringen holde fast i målet om 35.000 flere i strukturel beskæftigelse. Men den bør opgive forestillingen om, at udviklingen i Gini-koefficienten er et politisk mål på linje med vækst, beskæftigelse og produktivitet.

Målet må ikke være mere lighed. Målet må være mindre fattigdom og højere velstand.

Historien viser, at mennesker ikke løftes af, at kagen fordeles anderledes. De løftes af, at kagen bliver større.