Københavnerregeringen skal huske at løfte blikket

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Det skabte med rette debat, da Jyllands-Posten i starten af juni kaldte S-SF-M-R for »københavnerregeringen«.

Kun én af ministrene – Signe Munk – bor i Jylland og yderligere én på Vestsjælland: Jacob Mark. Resten har domicil i hovedstaden eller Nordsjælland.

»Jeg mener, at det er ret bekymrende, at der er så mange ministre, der har det samme udgangspunkt i det samme område, som jo kører markant anderledes end resten af vores land«, sagde politisk ordfører i Danmarksdemokraterne Sussie Jessen.

Da Mette Frederiksen på Folkemødet blev foreholdt dette, afviste hun, at det betyder noget, hvor ministrene bor. Derimod har regeringen »en god geografisk repræsentation«, når man ser, hvor i landet de forskellige ministre er valgt, lød det fra statsministeren.

Nej, fru statsminister, det afgørende er, hvor du bor, og hvilken daglig erfaringsverden du har.

De sociale grupper i det danske samfund bor langt mere opdelt end for 30 år siden. Konsekvensen er en langt mere ulige velfærd.

Den nuværende udligning mellem kommunerne betyder forenklet sagt, at de allerrigeste kommuner betaler til de allerfattigste, men der er stadig store uretfærdigheder i systemet.

For eksempel har sjællandske kommuner som Næstved og Holbæk kun 93-94 kr., hver gang man skal bruge 100 kr. på velfærd, og det samme er tilfældet med hele syv midtjyske kommuner. Til sammenligning har København 104 kr., Hvidovre 109 kr. og Gentofte hele 114 kr.

Det er vigtigt, at MF’erne bliver boende i provinsen, selvom turen til og fra Christiansborg er lidt bøvlet. Det betyder blandt andet, at deres familier oplever den mere skrabede velfærd i provinskommunerne, mens kollegerne, også dem der er valgt i provinsen, nyder godt af den langt mere rigelige velfærd i Københavns Kommune. Erfaringer, de deler med det store flertal af vælgerne.

Lidt dertil de store problemer med kollektiv trafik i landdistrikterne, der ofte er reduceret til skolebusser. Mange steder i provinsen, også i byerne, har du heller ikke egen læge, men behandles i lægehuse med skiftende læger, hvor du skal begynde forfra hver gang. Også hér en anden erfaringsverden end på velfærdsstatens A-hold i hovedstaden og Nordsjælland.

Det skal retfærdigvis siges, at regeringen – københavnere eller ej – iværksætter en stribe tiltag til fordel for landdistrikter og yderområder.

Regeringen vil gøre en særlig indsats for de 100 skoler, hvor eleverne klarer sig dårligst i dansk og matematik Det har en tydelig geografisk profil: For nylig viste en undersøgelse fra Styrelsen For Undervisning og Kvalitet, at 105 skoler har »bekymrende lav kvalitet«. De to tal er ikke identiske, men følger hinanden et langt stykke af vejen.

Blandt de 105 skoler er der seks på Lolland, fem i Kalundborg, fire i Guldborgsund Kommune, 13 i Midt- og Vestjylland, men ingen i store dele af hovedstadsområdet. En særlig indsats vil således have størst betydning for landets yderområder.

Læg dertil en stribe andre tiltag: Det skal være nemmere at få boliglån i hele landet, og lokalområderne skal i højere grad have gavn af den grønne omstilling. Man vil midlertidigt forhøje befordringsfradraget, så det hjælper de danskere, der er hårdest ramt af de stigende benzin- og dieselpriser, og samtidig vil man holde hånden under den kollektive trafik. Folkeskolerne i landdistrikterne skal have et økonomisk boost for at forhindre, at der kommer en ny bølge af skolelukninger.

På længere sigt skal der ske en mere retfærdig udligning mellem kommunerne. Allerede den tidligere regering planlagde en reform af det kommunale udligningssystem. Den bliver i dag forberedt af det såkaldte Finansieringsudvalg, og de egentlige forhandlinger starter sidst i 2027.

Den nye regering lægger imidlertid op til en mere ambitiøs reform: Man øger statsskatten for at finansiere et større statstilskud til kommunerne via bloktilskuddet, hvilket kan nedsætte kommuneskatten.

Det betyder, at skatteyderne i de rige nordsjællandske kommuner kommer til at betale en større del af deres skatteindtægter til de fattige kommuner. Det sker bare ikke kun via kommunernes udligningssystem, men også via statskassen. Dermed bliver det politisk mere overkommeligt at reformere udligningssystemet – en opgave, der er ganske svær i forvejen.

Det er på høje tid. Folketingsvalget tegnede et tydeligt politisk og geografisk mønster:

Trods tilbagegangen er Socialdemokratiet stadig Danmarks største politiske kraft med 22 pct. Klart mere end de tre højrepopulistiske partier – Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Borgernes Parti der tilsammen fik 17 pct.

Sådan er det imidlertid ikke på Vest- og Sydsjælland og i Sønderjylland, hvor de tre højrepartier er på størrelse med Socialdemokratiet. Valget i marts var en gentagelse af »det gule Danmark« fra 2015, dengang Dansk Folkeparti var størst i Sønderjylland og på Syd- og Vestsjælland

Forklaringen er ikke kun udlændingepolitik og stigende leveomkostninger, men også en bred utilfredshed i store dele af provinsen. Det fremgik af en reportage i Weekendavisen fra Sønderjylland:

Folketingskandidat og byrådsmedlem i Tønder, Allan Svendsen, fastslog hér, at Dansk Folkeparti er »et bolværk mod klimatosseri og mod en udvikling, hvor man skal undskylde for at leve et helt almindeligt liv med bil, bøffer og brændeovn«. Som han sagde: »Vi har mange vælgere hér, fordi vi har kæmpet deres sag. Deres skole er lukket. Brugsen er lukket. Christiansborg forstår ikke det liv, vi lever i landdistrikterne«.

Der føres da også en benhård kamp i periferien mellem især Socialdemokratiet og højrepartierne. På Lolland landede Socialdemokratiet godt nok på den sjove side af 30 pct., men Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Borgernes Parti fik tilsammen over 32 pct.

Her var modstanden imod »jernmarker« massiv op til kommunalvalget, og det kostede Socialdemokratiet én borgmesterpost, de ellers har haft siden 1913. Læg dertil, at Lolland er presset socialt og økonomisk af store udgifter til blandt andet førtidspension, det skaber store begrænsninger for skoler og ældrepleje, og mange lollikker føler sig svigtet af København.

Tallene fra folketingsvalget viser da også en stigende geografisk polarisering. I landdistrikterne voksede blå bloks forspring over rød blok fra 6,7 pct. i 2022 til 12,8 pct. i år. I midten af storbyerne gik udviklingen derimod den modsatte vej: her voksede rød bloks forspring fra 33,2 til 34 procentpoint.

Det er således afgørende, at »københavnerregeringen« løfter blikket ud over Valby Bakke og har øje for det store flertal i det brede land. Regeringsgrundlaget er en god start, next stop: virkeliggørelsen!