Sundhed skabes også i korsalen

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I 2019 offentliggjorde WHO en omfattende gennemgang af forskning på området kultur og sundhed. Rapporten konkluderede, at kunst- og kulturaktiviteter kan bidrage til både forebyggelse, sundhedsfremme, behandling og rehabilitering. Særligt aktiviteter med aktiv deltagelse som sang og musik blev fremhævet som redskaber til at styrke fysisk, mental og social sundhed.

Siden er kultur i stigende grad blevet tænkt ind i arbejdet med mental sundhed, kronisk sygdom, ensomhed og livskvalitet, og en undersøgelse fra 2024 publiceret af engelske Frontier Economics giver en stærk indikation på, at det betaler sig at integrere kulturaktiviteter i sundhedsvæsenet.

Også i Danmark er feltet i hastig udvikling. Kommuner, regioner, forskningsmiljøer og kulturinstitutioner udvikler nye samarbejder, og kulturens rolle i fremtidens sundhedsindsats fylder stadig mere i den offentlige debat. Heldigvis.

Området befinder sig nu i en overgangsfase. Mens fokus tidligere primært har været på at udvikle og afprøve koncepter, består den aktuelle opgave nu også i at tage ved lære af erfaringerne og skabe permanente, bæredygtige strukturer. De effektive kulturindsatser skal nå endnu flere borgere.

I den forbindelse har det at synge nogle særlige styrker, og de senere år er der opstået en række sundhedsfremmende sangkoncepter: neurokor, demenskor, sundhedskor og lungekor blandt andre.

Neurokor – som et eksempel – er tilpasset gruppesang for borgere med en hjerneskade eller andre neurologiske udfordringer. Her kombineres sang med enkle kropslige øvelser og bliver reel kognitiv træning. I kombination med sang bliver træningen mere motiverende, og fællesskabet omkring koret vil for en del være det eneste større fællesskab, de møder i deres hverdag. Vi kalder det passionsdrevet rehabilitering.

Arbejdet med neurokor illustrerer på mange måder en fælles styrke ved de sundhedsfremmende gruppesangkoncepter. De kombinerer træning af en bred vifte af funktioner med fællesskab og livsglæde og er også velegnede for borgere, der ikke tidligere har beskæftiget sig med at synge.

Til fælles har koncepterne også, at de skaber stor værdi for relativt få ressourcer. En professionel korleder kan skabe meningsfulde sundhedsfællesskaber for mange på én gang uden krav om investeringer i bygninger, udstyr eller specialiseret sundhedspersonale.

Social ulighed i sundhedssystemet handler lige så meget om adgang til fællesskaber og deltagelse som om økonomi og behandling. De omtalte sangkoncepter tilbyder lavtærskelfællesskaber for mennesker med sygdom, funktionsnedsættelser eller svage sociale netværk og bidrager dermed til at mindske den ulighed.

Spørgsmålet er derfor, hvordan vi gør koncepterne permanent tilgængelige for langt flere mennesker. På trods af den voksende dokumentation behandles de fortsat som midlertidige kulturprojekter, drevet af lokale ildsjæle for projektmidler, snarere end som en integreret del af den danske indsats for sundhedsfremme og genoptræning.

At skabe de nødvendige varige strukturer kræver organisationer med faglig viden om sang og sundhed og evne til at bygge bro mellem sektorer og skabe lokalt engagement. Sådanne organisationer findes allerede landet over. De hedder sangkraftcentre.

Sangkraftcentrene er hverken myndigheder eller traditionelle kulturinstitutioner. De er missionsdrevne nonprofitorganisationer med det overordnede formål at få flere mennesker til at synge mere. De arbejder på tværs af institutionelle grænser og samler kommuner, kulturaktører, frivillige fællesskaber, skoler, kirker, sundhedsaktører og lokale foreninger om fælles initiativer. De kombinerer høj sangfaglig kvalitet med civilsamfundets evne til at skabe stærke fællesskaber, hvor mennesker kan deltage aktivt frem for blot at være modtagere af en indsats.

Sangkraftcentrene samarbejder med kulturinstitutionen Sangens Hus, der udvikler sangkoncepter – fx neurokor – og parterne udgør tilsammen en solid infrastruktur, der vil kunne drive de sangbaserede sundhedsindsatser i større skala.

Mens sangkraftcentrene lokalt og med stor fleksibilitet kan afprøve nye løsninger, stå for den lokale drift, implementering og rekruttering, sikrer forankringen i Sangens Hus, at gode erfaringer deles og udbredes på tværs af landet.

Som nationalt udviklings- og videnscenter med kompetencer inden for udvikling, dokumentation, netværksdannelse og uddannelse har Sangens Hus forudsætningerne for at koordinere indsatser, dokumentere effekter og udvikle efteruddannelse for relevante fagpersoner i samarbejde med centrale partnere. Potentialet er dokumenteret. Kompetencerne findes. Infrastrukturen er allerede etableret.

Hvis vi ønsker, at langt flere danskere skal have adgang til de muligheder, som sundhedsfremmende sangindsatser tilbyder, kræver det mere stabile rammer og en klar national prioritering. Kultur og sundhed er ikke reduceret til et spørgsmål om at udvikle nye projekter. Det er i høj grad også et spørgsmål om at gøre de løsninger, der virker, tilgængelige for langt flere mennesker.

Det, vi mangler nu, er den politiske vilje til at bringe infrastrukturen i spil til fordel for permanente løsninger, så sundhedsfremmende sangindsatser bliver en del af driften i sundhedssektoren. Det kan ske som en del af den nye folkesundhedslov og understøttes af de nye sundhedsråd.

Målet må være, at alle borgere – uanset alder, diagnose eller postnummer – får adgang til de fællesskaber, der styrker sundhed, trivsel og livskvalitet. Sangen er ikke en mirakelkur, men den er en let tilgængelig, meningsfuld og omkostningseffektiv indsats, som vi har til rådighed. Derfor bør den være en naturlig del af fremtidens folkesundhed.