Det er risikofrit at skyde på landbruget. Ja, faktisk er det blevet et politisk krav

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Ved Halkær Bredning sydvest for Nibe er der det seneste år sket noget bemærkelsesværdigt. Efter årtier med uklart vand, alger og fedtemøg er fjorden pludselig begyndt at se anderledes ud. Vandet er blevet markant klarere. Forandringen har blandt andet gjort, at den 62-årige Anni Johansen igen bader ved familiens sommerhus ved Sebbersund – noget, hun ellers ikke har gjort siden barndommen i 1970’erne. Det fortalte Nordjyske om for nylig.

Eksperterne kan ikke med sikkerhed forklare, hvorfor vandmiljøet i fjorden har ændret sig. Men i lokalområdet peger mange på lukningen af rensningsanlægget i Aars for to år siden. Indtil da blev renset spildevand fra Aars ledt ud i Halkær Å og videre ud i Halkær Bredning.

I dag sendes spildevandet til Himmerlands Renseanlæg ved Hadsund, som udleder direkte til Kattegat. Halkær Bredning modtager altså ikke længere det rensede spildevand fra Aars.

Det er sådan set meget fornuftigt, at eksperter og myndigheder ikke drager forhastede konklusioner om udviklingen i Halkær Bredning. Naturen er en kompleks størrelse, og der er sjældent én forklaring på alt. Men sammentræffet mellem lukningen af rensningsanlægget og den pludselige forbedring af fjordvandet er alligevel bemærkelsesværdigt.

Og måske burde eksemplet fra Halkær Bredning få flere til at stoppe op og stille lidt flere spørgsmål i den nuværende danske miljødebat i stedet for blot at slå automatpiloten til og rette skytset mod landbruget, så snart fedtemøg og alger viser sig på vandet i det tidlige forår. For virkeligheden er mere kompleks, end den offentlige debat giver indtryk af.

Det gælder ikke mindst efter TV 2’s afsløring om, at der alene sidste år blev udledt hele 30 mio. kubikmeter urenset spildevand til havmiljøet fra kloakkernes overløb. For at sætte mængderne i perspektiv beskrev TV 2 det som knap en million fuldt læssede tanklastbiler, der tømmer deres last af kloakvand direkte ud i naturen – det svarer til 113 lastbiler i timen. Og året før var mængden næsten dobbelt så stor.

TV 2’s tal stammer fra en aktindsigt fra Miljøstyrelsen og er formentlig det bedste datagrundlag, vi har. Men sandheden er, at der findes mere end 4.000 overløb rundtom i landet, og det er kun 15 pct. af dem, der overvåges med flowmålere. Det betyder, at langt hovedparten af de spildevandsmængder, der udledes til naturen, beregnes på baggrund af modeller og skøn – en praksis, som Miljøstyrelsen erkender rummer en vis usikkerhed. I en rapport fra Miljøstyrelsen fra 2020 fremgår det, at usikkerheden i nogle indberetninger kan være på op til 110 pct.

Derfor er det også interessant, at de få overløb, der faktisk overvåges med flowmålere, står for godt halvdelen af den samlede registrerede udledning af spildevand. Og så melder spørgsmålet sig jo helt naturligt: Har man placeret målerne på de værste overløb? Eller er usikkerheden i beregningerne for de resterende 85 pct. større, end vi bryder os om at tale om?

Usikkerhed eller ej. Så kommer der næppe en stor offentlig debat om, hvorvidt udledningerne af urenset spildevand i virkeligheden er større, end vi går og tror. Ingen harmdirrende ledere i morgenaviserne. Ingen krav om historiske, politiske indgreb mod rensningsanlæggene. Og næppe nogen store politiske slagsmål om spildevandsoverløb. Hvis det gode princip om ”forureneren betaler” skal gælde vores rensningsanlæg, vil prisen angiveligt løbe op i svimlende 450 mia. kr. frem mod 2070. Det er penge, som danskerne i bogstaveligste forstand skal smide i et hul i jorden, uden at der er et rødt bånd, der skal klippes af de ansvarlige politikere.

Derfor er det heller ikke så overraskende, at den politiske handlekraft igen og igen bliver rettet mod landbruget. På Christiansborg er det mere eller mindre risikofrit at kræve hårdere regulering og mere vidtgående indgreb over for erhvervet.

Ja, faktisk er det blevet en politisk nødvendighed at vise, at man er hård mod landbruget. ”Tough on crime” og ”tough on farmers”. Hvis man vil være en del af det gode selskab, må man lægge afstand til erhvervet – også selv om virkeligheden ofte er mere nuanceret, og at der findes væsentlige kendsgerninger, som peger i en anden retning end den fortælling, der dominerer den offentlige debat.

Det viste Venstres kovending om et landsdækkende sprøjteforbud midt i regeringsforhandlingerne med al tydelighed.

”Du vil jo gerne være med i hulen, ik’ Mulle?”

Det ville Troels Lund Poulsen tydeligvis gerne, og så gled skovsneglen ned. For i regeringsforhandlingerne var det vigtigere at sende et politisk signal om landbruget end at holde fast i det faglige grundlag, som Venstre ellers selv har forsvaret i årtier.

Og måske er det i virkeligheden heller ikke så svært at forstå. For man bliver ikke nødvendigvis populær af at forsøge at nuancere debatten om dansk landbrug og vores fødevareproduktion.

Det har alle dage været lettere at vende ryggen til, hvis man ikke selv er den, det går ud over. Sådan var det også i skolegården. Det er de færreste, der reelt har lyst til at stille sig ved siden af mobbeofferet, hvis risikoen er, at opmærksomheden pludselig bliver rettet mod én selv.

Men det er alt andet lige også lettere at kræve stadig hårdere indgreb mod landbruget, hvis man ikke selv skylder banken flere hundrede millioner kroner og ser ind i en grøn trepart og en CO₂-afgift, der om få år vil fjerne det sidste håb om at komme helskindet gennem et generationsskifte.

Og det er selvfølgelig også lettere at tale om at ”omstille sig”, hvis man ikke selv arbejder på et slagteri, i en transportvirksomhed eller i en af de utallige små og mellemstore fødevarevirksomheder, der er afhængige af råvarerne fra dansk landbrug.

Konsekvenserne af at vise mere eller mindre velovervejet handlekraft over for landbruget stopper jo ikke ved landmandens matrikel. Konsekvenserne af vidtgående indgreb rammer også smeden, vognmanden, foderstofforretningen og de mange arbejdspladser i landdistrikterne, som er bygget op om fødevareproduktionen gennem generationer.

Det er den virkelighed, der alt for ofte mangler i debatten – særligt blandt mennesker, der bor i de større byer, hvor økonomien ikke afhænger af fødevareproduktion, men hvor arbejdsdagen lettere kan gå med at sende Powerpoints til hinanden.

Kritikerne vil naturligvis indvende, at spildevandssystemet kun står for en begrænset del af den samlede kvælstofudledning til havmiljøet. Og det er sådan set rigtigt nok.

Ifølge Miljøstyrelsens officielle opgørelser står landbruget for omkring 70 pct. af den samlede danske kvælstofudledning til havet og de danske fjorde. Men det er måske i virkeligheden ikke så mærkeligt. Landbruget anvender også knap to tredjedele af Danmarks areal, og derfor vil den næringsrige landbrugsjord også helt naturligt fylde meget i kvælstofstatistikkerne. Det ville den også, hvis jorden ikke blev dyrket.

Alligevel er det svært ikke at hæfte sig ved, at noget tilsyneladende har ændret sig i Halkær Bredning, efter at spildevandet fra Aars blev ledt et andet sted hen. Man kan se det med sine egne øjne, når man står ved vandkanten.

Måske findes der flere forklaringer. Måske gør der ikke. Men det ville klæde både politikere, medier og debattører at møde den slags udviklinger med lidt mere nysgerrighed og lidt mindre skråsikkerhed. Ellers risikerer vi at bortregulere et helt erhverv på baggrund af en debat, hvor fortællingen er vigtigere end fakta.