Det er slut med selvbedraget, Europa

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Europa befinder sig i en historisk brydningstid. I årtier har visionen om et samlet Europa været båret af ambitionen om fred, stabilitet og fælles værdier.

Unionen blev skabt som et politisk og økonomisk fyrtårn, der skulle vise verden, at samarbejde kunne overvinde krige, ideologiske modsætninger og økonomiske kriser.

Men i dag står vi i en virkelighed, hvor selvsamme projekt vakler under vægten af interne uenigheder, geopolitisk forskydning og en voksende politisk polarisering, der gør det sværere og sværere at fastholde den originale idé om et forenet kontinent, som formår at tale med én stemme.

Det gør ondt at se sit eget kontinent, der kunne have været et verdenspolitisk forbillede, gradvist miste fodfæstet – ikke fordi verden omkring os nødvendigvis har forandret sig mere end forventet, men fordi vi selv har ændret os for lidt og for langsomt.

Europa har i for mange år levet af gamle sejre og selvforståelser, der ikke længere matcher den realitet, vi står over for.

Krigen i Ukraine har blotlagt en smertefuld sandhed: Europa er ikke længere en selvskreven aktør ved de store forhandlingsborde. Selvom vores værdier og intentioner er klare, mangler vi den strategiske tyngde og beslutsomhed, som stormagter som USA, Rusland, Kina og i stigende grad Indien agerer ud fra.

Europas ledere fremstår ofte reaktive i stedet for proaktive, og det skaber et billede af et kontinent, der har mistet sin politiske selvtillid og aldrig har fundet fælles fodslag, når det virkelig gælder.

Vi hænger fast i forestillingen om, at historisk indflydelse, økonomisk vægt, moral og kultur automatisk giver global gennemslagskraft. I virkeligheden har andre for længst overhalet os – ikke nødvendigvis i værdier, men i viljen til at handle hurtigt, strategisk og uden at lade interne uenigheder trække beslutninger i langdrag.

Resultatet er kompromiser, der ikke løser problemer, men blot udskyder dem, og nationale sololøb, der underminerer fællesskabets sammenhængskraft.

Når statsledere som franske præsident Macron igen og igen vælger at agere Europas stemme i egen ret, eller når et lille land som Belgien kan blokere for EU’s brug af indefrosne russiske midler, udstiller det unionens manglende evne til at tale med én stemme – netop på det tidspunkt, hvor en samlet europæisk position er mest tiltrængt.

Det er i sig selv et paradoks: Jo større behovet for enighed bliver, desto tydeligere fremstår splittelsen.

Det er selvfølgelig en svær balancegang mellem at sikre opbakning til et fælles Europa og samtidig bevare handlekraften. Men “mellemvaren” undergraver tilliden til Europas evne til at agere.

Et andet eksempel til skræk og advarsel er FN, som kæmper med lignende udfordringer. Rusland har eksempelvis stadig en fuldgyldig plads i Sikkerhedsrådet med vetoret – på trods af aggressionshandlinger, der burde diskvalificere dem. Det er ikke holdbart og underminerer FN’s rolle. Hvis et system vil favne alle, kun kan handle på basis af konsensus og ikke formår at tilpasse sig, ender det uundgåeligt som tandløst.

Migrationsspørgsmålet er et område, hvor Europa er ved at miste kontrollen over sin egen fortælling. Ikke fordi migration i sig selv er ukontrollerbar – men fordi Europas ledere i årevis har undgået at tale om problemerne med den ærlighed og konsekvens, som situationen kræver. I stedet for fælles, gennemarbejdede løsninger har vi fået nationale positioner, moralske fordømmelser og en politisk berøringsangst, der kun har accelereret polariseringen.

Vælgernes frustrationer er blevet mødt med teknokratiske forklaringer eller tavshed, og når befolkningerne føler sig overhørt, bevæger de sig længere ud på de politiske yderfløje, hvor deres bekymringer bliver besvaret mere direkte. Derfor er den markante højredrejning i store dele af Europa ikke et mysterium, men en konsekvens af årtiers undvigemanøvrer.

USA, Rusland og Kina har for længst noteret sig Europas interne svagheder. Vores ubeslutsomhed skaber et vakuum, andre aktører hellere end gerne udfylder. USA ønsker fortsat en stærk europæisk allieret – men ikke for enhver pris. Det er gået op for amerikanerne, at Europa ikke længere kan tages for givet, hverken politisk, økonomisk eller militært.

Det burde vække os. Ikke i vrede, men i ædruelig eftertanke. Jeg tror oprigtigt, at USA fortsat ønsker Europa som en stærk partner, men erkender, at vi ikke længere er et sikkert kort. På sikkerhedskonferencen i München sagde den amerikanske vicepræsident det direkte: Europa er ved at underminere sin egen position, fordi vi ikke forholder os ærligt til de reelle udfordringer – herunder vores manglende evne til at forsvare os selv og håndtere de indre spændinger, der destabiliserer vores demokratier.

Med andre ord: Hvem har reelt magten, når befolkningssammensætningen ændrer sig, og når store demokratisk valgte partier holdes uden for indflydelse? I stedet for at tage spørgsmålet alvorligt vælger vi at se det som et tegn på, at USA svigter sit ansvar. Det er en fejlantagelse.

USA er langtfra perfekt, men har dog formået at tvinge Europa til at handle i retning af at kunne stå på egne ben. Europa bør ikke være på sidelinjen, når freden i Ukraine forhandles. Europa bør forhandle – med USA på sidelinjen. Det er det europæiske kontinent.

Men det kræver, at vi tør tage rollen og dermed den risiko, som medfølger.

Europa står ikke ved en afgrund, men ved et vadested. Vi har stadig ressourcerne, værdierne, den økonomiske tyngde og de institutionelle rammer til at være en afgørende aktør i verden.

Men det kræver en ny politisk ærlighed – både om vores styrker og vores svagheder. Og vigtigere endnu: Vi skal selv være i stand til at stille og besvare de svære spørgsmål, før andre gør det for os.

Det er ikke nemt. Der har mig bekendt aldrig været et lignende projekt i verdenshistorien, hvor et så stort antal suveræne stater skal lære at gå i takt på områder, som tidligere kun blev håndteret nationalt.

Men vi må erkende, at vi ikke længere har et reelt valg, hvis Europa fortsat skal have global indflydelse. Verden har ændret sig ekstremt hurtigt – også hurtigere end vi havde forestillet os – og Europa var ikke klar. Vi var ikke nået videre end visionerne.

Vores fremtid afhænger af evnen til at handle, tage ansvar og igen turde definere, hvad Europa skal være: ikke blot et regulatorisk fællesskab, men en politisk aktør med en fælles strategisk retning og indre sammenhængskraft. Fremtiden kommer ikke til at vente på os. Hvis Europa ønsker at være andet end en fodnote i en ny global orden, må vi begynde at handle som det Europa, vi ønsker at blive – og ikke det Europa, vi nostalgisk tror, vi stadig er.

Det er ikke for sent. Men tiden for selvbedrag er forbi.