Vi uddanner dygtige unge mennesker til arbejdsløse læger
Vi er allerede i gang med at uddanne de speciallæger, vi mangler. Så der skal skrues ned for optaget, så der ikke slækkes på kvaliteten – og uddannes for mange læger.
Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.
I disse år optager de danske universiteter rekordmange lægestuderende. På papiret kan det se ud som et fremskridt – flere læger må betyde et stærkere sundhedsvæsen med kortere ventetider og mere lige adgang.
Men virkeligheden er en anden: Vi uddanner langt flere læger, end der er brug for. Overproduktionen er hverken godt for sundhedsvæsenet, for de unge, der drømmer om en lægekarriere, eller for samfundsøkonomien.
Som læger oplever vi dagligt konsekvenserne indefra. I de senere år er optaget på lægestudiet steget markant, uden at det reelle behov for læger i Danmark er fulgt med.
Resultatet er flaskehalse på arbejdsmarkedet og forringet kvalitet i den praktiske uddannelse. Der er simpelthen ikke plads til alle de nyuddannede læger.
Den politiske fortælling om lægemangel fremstår som ubestridelig. Men billedet er mere nuanceret. Vi mangler ikke læger i Danmark generelt – vi mangler dem nogle steder og i nogle specialer – og de er allerede på vej. De er snart færdige på lægestudiet, eller de er allerede i gang med deres speciallægeuddannelse.
Det kan måske virke uforståeligt, at der uddannes for mange læger, når der f.eks. stadig er mennesker i Danmark, der ikke har deres egen praktiserende læge. Men en praktiserende læge er speciallæge i almen medicin, ligesom en psykiater er speciallæge i psykiatri.
Problemet er, at det tager cirka 20 år, fra en lægestuderende starter på lægestudiet, til vedkommende er uddannet speciallæge.
Man begyndte allerede for mange år siden at øge optaget på lægestudierne så meget, at de ekstra speciallæger, vi har brug for, allerede er startet på lægestudiet eller er i gang med deres speciallægeuddannelse.
Historisk er stigningen markant: I 2005 blev der optaget knap 1.200 lægestuderende, hvilket løbende er øget til et samlet optag på knap 1.800 i 2025.
Vi ligger nu i toppen over lande, der uddanner flest læger, og uddanner faktisk dobbelt så mange læger pr. indbygger som gennemsnittet af OECD-landene.
Det betyder, at i dag går omtrent 2,3 pct. af en hel ungdomsårgang på lægestudiet. Selv hvis optaget reduceres i dag, vil konsekvenserne af denne politik fortsat præge sundhedsvæsenet i mange år frem.
Overproduktion af læger er et enormt ressourcespild for samfundet og de unge mennesker, der uddannes til arbejdsløshed. En lægeuddannelse er lang, krævende og dyr – både for den studerende og for samfundet. Når nyuddannede læger må nøjes med korttidsvikariater, deltidsstillinger eller arbejdsløshed, er det spild af unge menneskers livsmuligheder.
Vi ser allerede nu, at man må søge mange stillinger for at komme i gang med sin speciallægeuddannelse i Region Midtjylland.
Vi ved, at Danmark uddanner langt flere læger end vores nabolande, og et scenarie er, at nyuddannede læger uden jobmuligheder flytter teltpælene og tager familien med til Norge eller Sverige.
Det var, hvad der skete i 1980’erne, da der sidste gang var arbejdsløshed blandt læger i Danmark. Det er en dyr forretning for Danmark samlet set, hvis vi eksporterer dygtige unge mennesker uden at få noget retur.
Problemet er særligt tydeligt i det vestlige Danmark. Aarhus Universitet uddannede tidligere læger til både Region Midtjylland og Region Nordjylland.
I dag dækker Region Nordjylland sit eget behov via Aalborg Universitet med cirka 270 årligt optagne lægestuderende, men optaget i Aarhus er ikke blevet reduceret – tværtimod. Vi producerer dermed flere læger, end de to regioner tilsammen kan bruge.
For mange lægestuderende betyder det, at læringsmiljøet er presset, og den praktiske undervisning og tiden per lægestuderende udvandes. Patienterne mærker indirekte konsekvenserne, for lægeuddannelsen kræver tid, supervision og erfaring.
Også speciallægeuddannelsen presses, og mange unge læger havner i et limbo, hvor de har svært ved at få de stillinger, der kvalificerer til at blive speciallæge. Systemet producerer kandidater, men kan ikke give dem plads til at vokse. Det skaber stress, frustration og tab af kompetence.
Vi opfordrer til, at optaget på lægestudiet reduceres og tilpasses de reelle, langsigtede behov. Det vil sikre en bæredygtig uddannelsesstruktur, en bedre speciallægeuddannelse for de unge læger og en effektiv anvendelse af samfundets ressourcer.
De mål når vi ikke med en overproduktion af læger.