Det nytter ikke at se væk, når klimaet ændrer sig, og havet stiger

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Klimatopmødet COP30 i Brasilien står for døren. Vi er nu 10 år efter Parisaftalen.

I 2015 måltes en CO₂-koncentration på ca. 400 ppm (parts per million), og nu i 2025 måles ca. 427 ppm i atmosfæren. I 2015 var klodens middeltemperaturstigning 1,04 grader (siden 1850), og nu i 2025 måles stigningen til 1,40 grader. I 2015 måltes en global havniveaustigning på 22,6 cm (siden 1880), og nu i 2025 måles stigningen til 26,7 cm.

De seneste 10 år har ændret forholdene. I det længere perspektiv, og hvis ikke vi havde haft Parisaftalen, havde det forventeligt set værre ud. Den seneste rapport – Emission Gap Report 2025 – fremhæver, at uden Parisaftalen ville vi have haft en kurs mod fire graders temperaturstigning (siden 1850). Med Parisaftalen har vi ”kun” kurs mod en stigning på tre grader. Spørgsmålet er, om vi skal grine eller græde, og om vi har råd til at se væk, når klimaet ændrer sig, og havet stiger?

Når Jordens klimahistorie analyseres, er det tydeligt, at klimaet altid har ændret sig. Vi har haft istider og mellemistider, varmeperioder og koldere perioder. Men der er én afgørende forskel mellem de naturlige klimavariationer f.eks. set over de seneste 22.000 år og det, vi ser i dag. Det handler om tid og tempo.

Vi måler tid i sekunder og år, men i klimaets verden defineres tiden anderledes. Geologisk tid strækker sig over millioner af år, hvor forandringer sker så langsomt, at de næsten ikke kan opfattes i et menneskeliv. En gradvis opvarmning på én grad over 1.000 år kan i naturens rytme være voldsom – men for os mennesker virker det uendeligt langsomt. Sådan har Jordens gennemsnitlige klima næsten altid ændret sig: Langsomt, næsten umærkeligt, styret af naturlige cyklusser og balancer.

Med industrialiseringen (siden 1850) og vores stigende udledning af drivhusgasser og stigende koncentrationer af drivhusgasser i atmosfæren har vi skubbet til både rytme og tempo. Vi har sat tempo på klimaet, der normalt ændrer sig i sneglefart. På blot 175 år er den globale middeltemperatur steget med 1,4 grader. Den globale middeltemperaturstigning på én grad, der forekom efter kuldeperioden Yngre Dryas (for omkring 9.000 år siden), og som dengang tog 1.250 år, sker nu tilsvarende på omkring 160 år.

Vi har ændret det globale klimas hastighed, og i det ligger kernen til vores udfordring. Vi har sat skub på ubalancen af klimaet.

Klimaet reagerer. For på blot 175 år har vi mennesker ændret vores adfærd og Jordens middelklima i et tempo, naturen tidligere brugte årtusinder på. Faktisk sker opvarmningen i dag, siden 1850, mindst ti gange hurtigere end efter afslutningen af perioden Yngre Dryas og omkring 60 gange hurtigere end den gennemsnitlige nettoopvarmning over de seneste 22.000 år. Det forventes, at temperaturforandringen fra i dag og ud mod 2100 vil gå omkring 120 gange hurtigere end perioden fra 22.000 før nu til i dag.

Vi ser alle på klimaet med forskellige briller, men set fra et perspektiv baseret på videnskabelige data og analyser, da ændrer det sig ikke længere i sneglefart, tværtimod. Hastigheden er afgørende.

Vi lever i en tid, hvor menneskets fodaftryk – gennem stigende udledninger af drivhusgasser – har ændret Jordens kulstofkredsløb og dermed energibalancen og det hydrologiske kredsløb så markant. Jordens klima påvirkes naturligvis fortsat af solindstråling, vulkansk aktivitet, havstrømme og variationer i Jordens bane. Men de faktorer kan på ingen måde alene forklare den observerede temperaturstigning siden 1850.

I stedet peger alle observationer og modelresultater på én dominerende drivkraft: Menneskets udledning af drivhusgasser, primært kuldioxid (CO₂), metan (CH₄) og lattergas (N₂O). Siden den industrielle revolution har vi brændt kul, olie og gas i et hidtil uset omfang og derved frigivet kulstof, der har været lagret i undergrunden i millioner af år. Atmosfærens CO₂-koncentration er steget fra omkring 280 ppm i 1850 til over 427 ppm i dag – et niveau, der ikke har været set på Jorden i mindst tre millioner år.

Det nytter ikke at se væk, når klimaet ændrer sig, og havet stiger. Det nytter ikke noget at stikke hovedet i busken. Klimaforandringerne er ikke en afgrænset krise, vi kan erklære os færdige med og lægge bag os. Det er den nye virkelighed, der vil præge vores samfund og vores hverdagsliv ud i tid.

Klimaet opfører sig som et komplekst adaptivt system – indbyrdes forbundet og via processer, der har betydning for påvirkningen af andre forhold. Det er blevet tydeligere over tid, at vi har udskudt og forsømt de nødvendige handlinger. I dag står vi med et ansvar for at finde veje til at reducere vores CO₂-udledninger og tilpasse os – samt mindske de skader, vi allerede har sat i bevægelse.

Det egentlige spørgsmål er derfor ikke længere, hvorfor vi skal handle. Det afgørende spørgsmål er, hvordan vi gør det. Hvordan bevæger vi os fra et konstant kriseberedskab til en langsigtet strategisk udvikling, som både er teknologisk nyskabende, socialt retfærdig og økonomisk ansvarlig? Hvordan sikrer vi, at viden og samarbejde bliver fundamentet under vores beslutninger?

Det kræver mod og vilje at skabe forandringer. Det kræver, at vi som fagfolk, borgere og beslutningstagere tør tage samtalen åbent og ærligt og stille de svære spørgsmål: Hvad er vigtigst at reducere og/eller tilpasse? Hvem skal bære byrden? Hvad er vi parate til at investere i fællesskabets omstilling og tilpasning? Der er ingen tvivl længere – vi skal både reducere og tilpasse: De er ikke hinandens modsætninger.

Det omhandler globale klimaforandringer med lokale og regionale konsekvenser. Klimaforandringerne rammer os alle, og derfor skal vi lykkes med at skabe robuste og langsigtede løsninger, der både har lokal forankring og national sammenhængskraft.

Vi skal desuden turde erkende, at vores indsats også begrænses af vanskeligheden ved at prioritere politisk. Vi skal lykkes med at skabe robuste og langsigtede løsninger.

Vi skal investere i fællesskabets klimaomstilling, men de kortsigtede trusler får altid førsteprioritet, også selv om de langsigtede er meget mere alvorlige. Hvordan bevæger vi os fra et konstant kriseberedskab til en langsigtet strategisk udvikling og klimatransition af samfundet?

Vi står i en tid, hvor klimaforandringerne ikke længere er noget, vi kan forestille os som fremtidige scenarier. De er her allerede. Vi mærker dem i hverdagens skader på huse og infrastruktur, i usikkerheden omkring vores kyster og det stigende havvand samt i forandringerne i landskabet. Vi må derfor spørge os selv, hvad vi vil huskes for: Som generationen, der nøjedes med at tale om klimaforandringerne – eller som generationen, der tog ansvar og skabte løsninger, som kunne holde og justeres i længden?

Der findes ingen enkle opskrifter på hverken klimaafbødning eller -tilpasning, men vi kan beslutte os for – til trods herfor – at handle og forandre verden, selv i usikre tider. Vi kan beslutte os for at samarbejde og for, at viden ikke kun skal være en sovepude, men et fundament for modige og effektive beslutninger.

Det er dette mod, denne vilje og dette fællesskab, der skal bære os ind i en tid, hvor vi må lære at leve med klimaforandringerne på en måde, der også beskytter mennesker og sammenhængskraften i vores samfund.

Vi har på ingen måde råd til at se væk, når klimaet ændrer sig hastigt, og havet stiger.