Hvis du bor længere end 90 km fra en stor by, er du skidt stillet, som landet ligger nu

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

At der er store økonomiske forskelle mellem Danmarks kommuner, er en kendt sag. Men på trods af politiske hensigter fortsætter udviklingen ufortrødent, og forskellene bliver stadig større.

Den geografiske ulighed har en række konsekvenser, som man først oplever, når man bor i en af yderkommunerne. Levestandarden er lavere, den offentlige service dårligere, og byerne er præget af butikslukninger mv.

Den kommunale udligning udligner i princippet forskellene i de økonomiske betingelser for kommunerne. Derudover yder staten bloktilskud og visse særtilskud til kommuner med særlige udfordringer.

Men bortset fra støtte til færge- og flytransport er der ingen økonomiske tiltag, der direkte målrettes den private økonomi i yderkommunerne.

Vi kan ikke nøjes med at afhjælpe den offentlige økonomi. Der mangler konkrete incitamenter til at gøre det attraktivt at bo og arbejde i yderkommunerne, styrke detailhandlen og sikre et lokalt erhvervsliv.

Og netop den private økonomi er afgørende – ikke kun for borgernes levestandard, men også som fundament for kommunernes skatteprovenu og dermed den offentlige service. Hvis vi fortsat kun støtter den offentlige økonomi, vil tilbagegangen i yderkommunerne fortsætte, og der bliver behov for stadig flere tilskud.

Et af de største problemer i yderkommunerne er fraflytning blandt borgere i de erhvervsaktive aldre – netop de borgere, hvis skattebetalinger skal bære økonomien. Samtidig stiger andelen af ældre borgere, der har brug for mere offentlig service. Der er også problemer med at skaffe læger og andet sundhedspersonale – og dermed på sigt at kunne levere helt basale sundhedsydelser.

Men uligheden mærkes ikke kun i den offentlige service. Den har også stor betydning for den private økonomi og det lokale erhvervsliv.

Lønindkomsterne er lavere, hvilket reducerer købekraften og svækker detailhandlen. Fraflytningen medfører mangel på arbejdskraft, hvilket hæmmer udviklingen og fastholder kommunerne i en negativ spiral. Samtidig med at lønstigningstakten er mindre i yderkommunerne, stiger priserne på forbrugsvarer jo lige så meget som i resten af landet med en relativt faldende levestandard til følge.

De 10 yderkommuner med de laveste lønindkomster – Bornholm, Langeland, Lolland, Læsø, Morsø, Norddjurs, Samsø, Thisted, Tønder og Ærø – havde i 2023 en gennemsnitlig lønindkomst på 313.000 kr.

Det er 66.000 kr. under landsgennemsnittet. Og forskellen vokser: Mens lønindkomsterne steg med 50.000 kr. på landsplan fra 2019 til 2023, steg de kun med 37.000 kr. i disse 10 kommuner. Med andre ord: Forskellen er ikke kun stor – den bliver større år for år.

Hvis man kigger på formuerne, er forskellene endnu større. I 2024 var den gennemsnitlige ejendomsværdi i de 10 yderkommuner 1.450.000 kr. – hvilket er ca. 1 mio. kr. lavere end landsgennemsnittet.

På landsplan steg værdien af ejendommene fra 2020 til 2024 270.000 kr. – dobbelt så meget som i de 10 kommuner. Det reducerer naturligvis incitamentet til at bosætte sig i yderkommunerne, at man ikke kan forvente at opnå den samme opsparing i boligen som andre steder.

Det, der kendetegner de 10 yderkommuner, er lave indkomster, lav opsparing i boligen og stor afstand til nærmeste større by. Fælles for dem er også, at de ligger geografisk perifert i forhold til landets vækstcentre. Syv af kommunerne er øer.

OECD og EU, der begge forsker i udkantsområder, påpeger, at noget af det vigtigste for et udkantsområde er, at det er integreret med et nærliggende vækstcenter. Det vil skabe bedre betingelser for økonomisk vækst, adgang til job, uddannelse og vidensflow.

De lokale virksomheder skal kunne indgå i værdikæder med virksomheder i vækstcentrene. Det kræver mobilitet, og derfor er billig, hurtig og pålidelig transport helt afgørende.

Det skal være tidsmæssigt og økonomisk muligt at være bosat i en yderkommune og pendle til den nærmeste større by. Rejsetiden og transportprisen er afgørende faktorer for, hvorvidt det er realistisk at deltage i arbejdsmarkedet uden for kommunen – og for, om man overhovedet vil bosætte sig i området. Jo lavere pris og kortere rejsetid, desto større vil tiltrækningskraften naturligvis være.

EU’s regionale enhed har vurderet, at 90 minutters transport mellem et udkantsområde og det nærmeste vækstcenter udgør en realistisk grænse for at rejse frem og tilbage samme dag for et job eller et forretningsmøde.

Der er netop nu politisk debat om, hvordan en del af det store statslige råderum skal bruges – og om eventuelle skattelettelser skal gives i toppen eller i bunden af indkomstskalaen. Men måske skulle vi denne gang målrette skattelettelserne efter at forbedre den geografiske ulighed.

Permanente skattelettelser er den bedste mulighed for at udbedre de lige så permanente forskelle i de grundbetingelser, der er mellem kommunerne. Det vil gøre det mere attraktivt at bosætte sig i kommunerne – og det i sig selv vil gøre det mere interessant at investere i boliger, erhvervsliv og dermed skabe liv og dynamik.

Hvis man samtidig forbedrer mulighederne for transport mellem yderkommunerne og de større byer, kan virksomheder i de større byer også få fordel af en sådan skattelettelse.

Her er tre konkrete forslag med fokus på at skabe vækst i den private økonomi.

Lønningerne i yderkommunerne er markant lavere end i resten af landet. Det er ikke noget, man umiddelbart kan ændre, men man kan øge den disponible indkomst gennem målrettede skattelettelser. Det vil styrke det lokale erhvervsliv, hæve levestandarden og gøre det mere attraktivt at bosætte sig i områderne.

Et konkret forslag kunne være at give et særligt fradrag i lønindkomsten til borgere i de 10 kommuner med de laveste gennemsnitsindkomster. Om det præcist skal være 10 kommuner eller en anden afgrænsning, kan diskuteres, men afgørende er, at skattelettelsen er tydelig og mærkbar, så den reelt kan ændre adfærd.

Et af problemerne ved at bosætte sig i yderkommunerne er, at der er lav opsparing i boligen, og det er vanskeligt at flytte tilbage til andre kommuner, hvor prisudviklingen sandsynligvis har været højere. Det hæmmer mobiliteten. Det betyder også, at en pensionist i yderkommunerne, der skal realisere sin opsparing i boligen, har meget mindre udbetalt, end man har andre steder i landet.

Et forslag er derfor at sænke ejendomsværdiskatten i yderkommunerne, for eksempel ved at indføre et bundfradrag på 2 mio. kr. Det vil hæve priserne og dermed opsparingen, uden at boligydelsen stiger. Ordningen kunne målrettes fastboende, da prisudviklingen på fritidsboliger ikke er et problem.

Transporttid og omkostninger er afgørende for dynamikken i erhvervslivet, for pendling, tilflytteres mulighed for at holde kontakten med familie og venner mv. En regel om, at fastboende fra en yderkommune kan rejse til den nærmeste større by inden for 90 minutter for under f.eks. 200 kr., vil uden tvivl påvirke udviklingen i den rigtige retning.