Kvinde, du får ikke, hvad du ønsker dig

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Forleden sad en kvinde i mit samtalerum. Vi kan kalde hende Mille, Louise eller Ulla. Det spiller ingen rolle, for hun sagde det samme, som rigtig mange andre kvinder siger, når de sidder alene i min klinik. Disclaimer: Langt de fleste af mine kvindelige klienter er heteroseksuelle, mellem 29-59 år, bor i København eller omegn og har korte eller lange videregående uddannelser.

Vi talte om, hvad Mille/Louise/Ulla længtes efter i sit kærlighedsliv. Hun sagde: »Jeg savner, at han interesserer sig for mig. Jeg vil gerne udfordres og have udvidet min horisont. Jeg vil have, at han er optaget af at udvikle sig. Og så vil jeg kunne respektere ham, for ellers kan jeg ikke knalde, og det vil jeg også gerne.«

Efter alt det så hun frustreret og spørgende på mig: »Men måske er jeg for krævende? Man kan jo nok ikke få det hele i én person?«

Imens hun talte, sad jeg i min stol og nikkede, stillede spørgsmål og skrev noter, mens jeg tænkte: ”Jeg forstår dig godt”. For det, hun beskrev, lignede til forveksling det, jeg selv sætter pris på i min partner. Som mange af mine veninder værdsætter. Og som sagt, som rigtig mange af mine kvindelige klienter ønsker.

»Jeg kan tale dybt med mine veninder, men jeg vil også gerne kunne tale med ham,« siger de.

»Hvis jeg ikke tænder i mit hoved, tænder jeg ikke i min krop,« siger de.

»Når han er så følelsesmæssigt umoden, mister jeg lysten til at være tæt med ham,« siger de.

De ønsker sig en partner, som har arbejdet med sig selv, har lyst til at udvikle sig og blive klogere på livet. De ønsker sig en mand, som kender sig selv og deres kvinde så godt, at han proaktivt kan tage fat i de problemer og udviklingsområder, han ser for deres forhold.

For sådan er de selv.

Når det gælder emotionel fingerspidsfornemmelse, sprog og nysgerrighed, har kvinderne i mange tilfælde trænet i en elite-bootcamp hele livet.

De har lært et sprog for følelser af deres mor og kvindelige pædagoger, og de har brugt det flittigt. De har forhandlet relationer med deres veninder, siden de var helt små. De har vendt og drejet forholdet til kærester siden det første kys.

De ved præcis, hvordan de gerne vil have et forhold, og de kan give udtryk for det.

I vores samfund er dét måden, vi tænker udvikling af forhold på. At vi sætter ord på dem. Med god grund, for det verbale sprog er en uvurderlig gave. Når vi kan tale sammen, kan vi skabe en fælles forståelse og nå hinanden, selv om vi er spærret inde i hver sin krop.

Problemet er bare, at ordene sjældent betyder helt det samme for to mennesker. Og at de kvinder, jeg møder, har en uendelig mængde af dem at jonglere med, mens de mænd, de elsker, har færre. Han kommer til kort, når hun begynder at tale. Forholdet er ulige fra starten.

Nogle gange har kvinderne deres ord-flove mand med i parterapi med den skjulte eller åbenlyse dagsorden, at manden skal lære at komme ”op” på kvindens følelsesmæssige og sproglige niveau. Manden kan endda selv være med på den dagsorden:

»Jeg er ikke så god til at tale om følelser,« siger han, »men jeg vil gerne blive bedre.«

Kvinden nikker og klapper ham på benet, og de ser begge forventningsfulde på mig. Jeg forstår, hvad de mener, men jeg er nødt til at punktere præmissen. For den er ikke ligeværdig – og ikke mulig. At være i et parforhold er nemlig at invitere andethed ind i livet. Kan du ikke omfavne det, skal du date dig selv.

Det gør en del mennesker i stigende grad, og jeg forstår godt, at de vælger den løsning, for det er ulig nemmere, men også noget mere ensomt. Ikke fordi der ikke er masser af kærlighed uden for parforholdet, men fordi netop det tilbyder en særlig grad af intimitet, som kan tilfredsstille et dybt behov. Hvis du altså kan udholde frustrationen. For vælger du andetheden, vælger du også at lære verden at kende på en anden måde, end du er vant til og tryg ved.

Heri ligger muligheden for at vokse og udvikle dig med dybde og nærvær, præcis som du gerne vil, men måske ikke på præcis den måde, du gerne vil.

Derfor siger jeg som regel til mine par, at vi er nødt til at finde et fælles sprog, som begge parter er med til at opfinde. En ramme, de har det godt indenfor begge to. Et sted, hvor de både kan være trygge ved, at der bliver talt om tingene, og at samtalen om “os” slutter igen.

Her kan kvinden godt blive udfordret. Det kan være svært for hende at give slip på, at hendes mand skal kunne udtrykke sig og føle præcis som hende, og i stedet møde ham på et nyt, fælles territorium. Måske et sted med lidt færre ord og lidt flere handlinger. Et sted, hvor hun skal se mere på, hvad han gør, og mindre på, hvad han siger – eller ikke siger. Et sted, hvor der ikke er fri plads til alle de samtaler, hun ønsker sig.

Men hun kan godt.

Jeg har set mange gange, at når manden knækker koden til at turde være sig selv i forholdet og tage ansvaret for sine egne følelser, så vil kvinden faktisk gerne møde ham. Så er hun nysgerrig over for hans verden. Så respekterer hun ham og kan dermed også tænde på ham.

Kvinder er langmodige og vil gå langt for kærligheden.

De bliver trygge, når deres partner viser, hvem han er, også selv om han er noget lidt andet, end hun havde forestillet sig eller ønsket. En vag, utydelig kontur af en mand, der halvt prøver at møde hende i hendes krav, halvt har modstand på det, gør hende til gengæld utryg og slukket.

Kan mænd generelt blive bedre til relationer? Uden tvivl. Jeg er ikke bange for at sige, at piger og kvinder både biologisk, socialt og kulturelt har langt mere træning i at danne og vedligeholde nære bånd. Det ville være idiotisk ikke at drage nytte af den erfaring i moderne parforhold.

Det ”gamle” samfund, hvor manden tog våbnet på nakken og gik ud i verden og nedlagde det og derefter kunne komme hjem og slappe af, kommer ikke igen, uanset hvor meget nogle mænd måtte ønske det.

I et moderne samfund skal alle køn kunne tale og forbinde sig. Nye forældre har en særlig opgave i at lære deres børn det. Den opgave har de taget på sig, kan jeg mærke. Når yngre mænd kommer ind i mit rum, er de hurtigere parate til at åbne sig, og de er med på, at det er nødvendigt for at være i et forhold.

Men der er et ”men”. For uanset hvor meget vi arbejder med et pars sprog og forbindelse, vil der stadig være en andethed. Mine kvindelige klienter får ikke det præcise spejl af sig selv, som jeg kan mistænke dem for at ønske. Det gør jeg heller ikke selv. Heldigvis. For hvor ville der ligge et sørgeligt lille udviklingspotentiale i det.

Selv den mest veludviklede, empatiske yngre mand løber tør for ord på et tidspunkt og begynder at se utålmodigt på uret.

Det gør min egen også.

Så kære Mille/Louise/Ulla, glem dit eget spejlbillede, og glæd dig over, at jo, du kan godt få det hele i én person. Du kan få alt det, den person er. Og du må gerne kræve. Du må kræve af dig selv, at du giver udtryk for, hvad du har brug for, og spørger din partner om det samme. Du må godt kræve af dig selv, at du er realistisk med hensyn til forskelle på mennesker.

Du får ikke, hvad du ønsker, men måske får du det, du har brug for, så du kan udvikle dig. Og det ville du jo gerne, ikke?