Manden, der ved mest om kryolit: Vi har omhyggeligt forklaret folkene bag dokumentar, hvordan det hænger sammen. Men efter at have set udsendelsen, føler vi os lidt rø...

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Jeg har med interesse fulgt den helt berettigede kritik fra en række økonomers side af DR-udsendelsen ”Grønlands hvide guld”. Da jeg er helt enig i de synspunkter, der er fremført, har jeg i første omgang ikke følt mig kaldet til at deltage i debatten. Men inden for de seneste dage har diskussionen taget en uheldig drejning, og svarene fra DR har været skuffende – for ikke at sige misvisende.

Mine forudsætninger for at deltage i debatten er, at jeg i 1980’erne på opfordring af Kryolitselskabet skrev to bøger om kryolitindustriens historie, og at jeg derfor i flere omgange har haft kontakt med DR’s historikere. I det følgende er der to problemer, som jeg gerne vil fremhæve.

For det første gjorde jeg det allerede i november 2022 klart for historikerne, at jeg ikke kunne forstå deres og Lise Lycks fascination af bruttoindtægten som et mål for kryolittens betydning.

Men selv om bruttoindtægterne er svære at give en selvstændig mening, så er der selvfølgelig situationer, hvor de kan blive relevante, og her henviste jeg faktisk historikerne til et forhandlingsforløb, som kunne bruges. Historikernes beroligende svar var, at de var ved at afsøge området, og at bruttoindtægten blot var et element, der indgik sammen med de andre tal.

Det er jo fair nok, tænkte jeg, at historikerne vil afsøge alle muligheder, men da jeg i januar 2025 bliver kontaktet af DR’s nyhedsafdeling, får jeg til min store overraskelse at vide, at der er problemer med »regnestykket«. Ja, der var kun ét tal, der var interessant for DR’s historikere. Andre tal såsom overskuddet eller den del af overskuddet, der var udbetalt som udbytte, var åbenbart ikke relevante for budskabet i dokumentaren.

Nu var problemet, at omsætningstallene efter nyhedsafdelingens egen opfattelse var utilstrækkelige, men at man ikke rigtig kunne gøre noget ved det, fordi der ikke var tal for overskud og udbytte og afgifter.

Samme dag svarede jeg, at der fandtes sammenhængende serier for overskud, udbytte og afgift i mine bøger, og at det samlede overskud og afgift til staten udgjorde 900 mio. kr., hvilket omregnet til nutidskroner svarede til 18 mia. kr. Et i sig selv ganske anseeligt beløb.

Jeg kunne have sparet mig mine anstrengelser, for det var ikke noget, der på nogen måde kom til at påvirke udsendelsen eller de følgekommentarer, som DR udsendte.

Den anden ting, der er vigtig at forstå, er, at kryolit ikke bare er kryolit. Forestillingen om, at kryolitminen var som en stor, bundløs statskasse, hvor man uden større besvær kunne hente ”det hvide guld” af prima kvalitet og sælge det til høje priser til begærlige købere, er desværre langt fra virkeligheden. Hovedparten af kryolitforekomsten var så forurenet af andre mineraler, at den længe var ubrugelig. Det er alene gennem en vedvarende teknologisk udvikling, at det lykkedes at udvikle metoder, så det var muligt at oparbejde hele forekomsten.

Men det største problem for kryolitindustrien var, at der ikke var nogen afsætningsmuligheder. I 1856 blev det første skib sendt til Ivigtut for at skaffe kryolit til aluminiumsproduktion, men inden skibet kom tilbage til Danmark, var producenterne holdt op med at bruge kryolit.

Som en nødløsning fortsatte man med at anvende kryolit til at fremstille soda. Indtjeningen var ikke overvældende, og man oplevede fallitter, Men det gik da nogenlunde frem til 1870’erne, hvor der blev udviklet en ny metode, hvor soda af andre kunne fremstilles til ekstremt lave priser.

Tilbage var et salg til glasindustrien og til sodafremstilling i USA, der havde toldbeskyttelse. Endelig i slutningen af 1880’erne kom den nye metode til fremstilling af aluminium, hvor kryolit indgik som katalysator. Men det var ikke nødvendigvis naturkryolit, der var også konkurrence fra syntetisk kryolit.

Det krævede derfor et omfattende salgsarbejde for at få fremhævet naturkryolittens særlige fortrin. Det lykkedes i forbløffende omfang, så det nærmede sig overtro. Det blev et dogme blandt aluminiumsproducenter, at der skulle anvendes naturkryolit, når man startede en ny aluminiumsproduktion.

Dette korte rids blot for at illustrere, at kryolitproduktion kræver tre centrale input ud over de sædvanlige input: bygninger, arbejdskraft og hjælpestoffer. Der er selve kryolitmalmen, der er de tekniske fremskridt, og der er den merkantile udvikling, herunder framing af produktet. Uden de to sidste var kryolitmalmen forblevet et kuriosum. Derimod er det vanskeligt at argumentere for, at den teknologiske og merkantile udvikling var standset, den ville blot have været inden for andre områder.

Spørgsmålet er så: I hvilket omfang har de seks produktionsfaktorer bidraget til at skabe værdierne? Hvordan skal de aflønnes. Nogle vil hævde, at hele indtjeningen skyldes råstoffet, og det er i og for sig en agtværdig argumentation, der kendes fra fysiokraterne, som fastholdt, at landbruget er det eneste produktive erhverv.

Andre vil fremhæve arbejdskraften som det vigtigste, den som skaber værdierne, herunder merværdien. Men det er jo åbenlyst urimeligt at tillægge hele værdien til én produktionsfaktor.

Derfor har økonomerne også tilladt sig at sige, at det er et ret kompliceret spørgsmål, som der ikke kan gives noget simpelt svar på. Det er en høflig måde at fortælle, at besvarelsen afhænger af de forudsætninger, som man lægger til grund for beregningen.

Derfor vil man som økonom også altid forvente, at et problem bliver analyseret ud fra en række alternative forudsætninger, hvis man vil gøre sig håb om at få blot et ufuldkomment billede, som kan afspejle virkeligheden.

Som universitetsansatte økonomer er vi opdraget til, at vi selvfølgelig står til rådighed, hvis og når nogen spørger os om råd. DR’s historikere og journalister kan ikke klage over manglende opvartning.

Vi har omhyggeligt og med venlige ord forklaret dem, at det måske er en dårlig idé at sammenligne et gennemsnit for 10 år med en akkumuleret størrelse over 10 år. Vi har tålmodigt givet dem vejledning i, hvordan man læser og bruger en statistisk årbog, det kan jo også være svært første gang.

Ja, ikke nok med det. Vi har bidt al skam i os og venligt forklaret, at Rigsarkivet har noget, der kaldes en registrant, når historikerne klagende bebrejder os, at de ikke kan finde de dokumenter, økonomerne hævder findes! Så det kan vel ikke undre nogen, at vi efter at have set udsendelsen, føler os lidt rø...... Undskyld, jeg mener selvfølgelig fejlfortolket!