En appel til Venstre og LA: Genfind jeres roller

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Der skal kastes benzin på det liberale bål. Venstre og Liberal Alliance, to partier med stolte liberale rødder, har forladt rollefordelingen, der udgjorde højrefløjens effektive liberale fornuftsægteskab. Hvis liberalismen igen skal stå stærkt i Danmark, kræver det, at de to partier genfinder deres respektive positioner: Venstre som det pragmatiske, brede centrum-højre-parti, tynget af realisme, og Liberal Alliance som den ideologiske spydspids, der tør udfordre status quo, tynget af visioner.

Engang supplerede Venstre og Liberal Alliance hinanden. Arbejdsdelingen styrkede den samlede borgerlige fløj – og dem selv, hver især. Venstre var det brede parti, der favnede pragmatiske løsninger og en økonomisk ansvarlig linje. Det tiltrak vælgere fra midten og skabte grobund for politiske kompromiser. Liberal Alliance derimod var det ideologiske slæbeanker – partiet, der satte skarpe reformer og markante værdikampe på dagsordenen.

Tag eksempelvis “Fattig-Carina”. Med en hård, men nødvendig retorik, der fik det til at gibbe ude i de politisk korrekte stuer, tog Liberal Alliance hul på en ellers tabuiseret debat og stillede spørgsmål ved niveauet for de sociale ydelser i Danmark. Det satte ild til en værdikamp om balancen mellem hjælp og incitament til arbejde. Den blev åbnet af Liberal Alliance og lukket af Venstre. Ansvarsdelingen stod intakt.

Venstre greb debatten og oversatte den til konkret politisk handling. Kontanthjælpsloftet blev født – en hård fødsel – men ikke desto mindre en reform, der både afspejlede Liberal Alliances ideologiske pres og Venstres evne til at levere pragmatiske løsninger.

Arbejdsdelingen mellem Venstre og Liberal Alliance har svigtet før. Første gang var under VLAK-regeringen, hvor Liberal Alliance mistede sit ideologiske touch. Som regeringsparti blev det fanget i en pragmatisk malstrøm, hvor kompromiser overskyggede visionerne. Partiets skarpe ideologiske profil – dets største styrke – blev udvandet i jagten på ministerposter og politiske aftaler.

Resultatet var et Liberal Alliance, der fremstod som en skygge af sig selv, mere fokuseret på administration end reformer. Det liberale fyrtårn blev slukket, og Venstre, allerede presset af Socialdemokratiets midterstrategi, stod uden en ideologisk partner i det liberale projekt.

Efter VLAK-regeringen fandt arbejdsdelingen kortvarigt fodfæste igen. I opposition genoptog Venstre sin pragmatiske tilgang og arbejdede med brede løsninger, mens Liberal Alliance begyndte at genvinde sin ideologiske kant og udfordrede status quo. Men i dag er denne arbejdsdeling endnu en gang død.

Venstre har mistet sin rolle som det pragmatiske centrum-højre-parti, der balancerede økonomisk ansvar med socialt ansvar. Tidligere var partiet i stand til at finde løsninger, der appellerede både til moderat borgerlige vælgere og dem på højrefløjen, der ønskede markante reformer.

Men samarbejdet med Socialdemokratiet har gjort Venstre til et parti, der både prøver at samarbejde med venstrefløjen og samtidig konkurrerer med højrefløjens ideologiske partier som Liberal Alliance. Denne dobbeltstrategi har forvirret vælgerne, da Venstre ikke længere har en tydelig politisk position. Det har gjort det svært for vælgerne at forstå, hvad Venstre egentlig står for, og det fremstår nu som et splittet og usikkert alternativ til Socialdemokratiet.

Liberal Alliance har tidligere været kendt som det ideologiske laboratorium på den borgerlige fløj, der turde udfordre status quo og presse på for strukturelle reformer. Deres styrke lå i at fremme klare liberale principper og turde tænke i radikalt nye baner og foreslå markante forandringer i velfærdssamfundet.

Med en forskrækkelse af en vælgeropbakning blev Liberal Alliance for en kort bemærkning misforstået som et folkeparti. I et forsøg på at appellere til en bredere vælgergruppe og blive det ny, altfavnende højrefløjsparti iklædte Liberal Alliance sig alt, hvad der var at finde i den borgerlige glemmekasse. Partiet har modereret sin retorik og forsøgt at fremstå mere pragmatisk. De er en umulighed, at de visionære skal have alle med.

LA kan ikke begge dele. Et eksempel på denne drejning er fireårsplanen, som er slebet så meget til i kanterne, at løsningerne forsøger at få opbakning på tværs af politiske fløje. Selvom denne strategi har givet partiet noget større politisk accept, risikerer den at svække dets oprindelige styrke – at være den klare ideologiske drivkraft, der ikke går på kompromis med sine kerneværdier.

Liberal Alliance behøver ikke at afvige fra sit ideologiske grundlag for at være ansvarlig. Tværtimod vil et klart fokus på dets liberale vision kunne give partiet den nødvendige kant og tydelighed, som det borgerlige Danmark har brug for. I stedet for at gå på kompromis med sin ideologi, bør det genfinde denne position som det ideologiske fyrtårn i dansk politik.

Når Venstre og Liberal Alliance ikke længere supplerer hinanden, åbner det døren for Socialdemokratiet til at konsolidere sin magt. Socialdemokratiet kan udnytte forvirringen på højrefløjen og fremstå som det eneste stabile valg i dansk politik. Dette har allerede ført til en markant styrkelse af dets position, mens de borgerlige partier har tabt terræn.

Danmark har brug for en stærk, liberal opposition, der kan tilbyde et alternativ til Socialdemokratiets systempolitik. Hvis Venstre og Liberal Alliance fortsætter uden klare roller og uden at samarbejde, vil de liberale vælgere enten forblive splittede eller søge mod andre alternativer.

Derfor er det altafgørende, at Venstre og Liberal Alliance genopdager deres respektive styrker og roller. Venstre må igen tage rollen som det ansvarlige, pragmatiske parti, der kan bygge bro mellem forskellige vælgergrupper og sikre politisk stabilitet. Samtidig skal Liberal Alliance genfinde modet til at være den ideologiske kraft, der skubber til rammerne for, hvad der kan lade sig gøre i dansk politik.

De behøver ikke være enige om alt – tværtimod. Deres styrke ligger i forskelligheden. Når Liberal Alliance tør være ideologisk kompromisløse, skaber de plads til visionære reformer. Når Venstre samtidig leverer pragmatiske løsninger, sikrer de, at reformerne bliver til virkelighed.

I sidste ende handler det om at levere en borgerlig politik, der kan gøre en forskel for Danmark. Der er stadig et stort vælgergrundlag, som ønsker en politik, der kombinerer frihed, ansvarlighed og reformvilje. Hvis Venstre og Liberal Alliance formår at genfinde deres respektive roller og arbejde sammen, kan de igen blive en stærk stemme for liberale værdier.

Lad os tage ved lære af fortidens succeser. Lad os huske, hvordan arbejdsdelingen engang skabte reelle resultater og et stærkere Danmark. For kun ved at genoplive de roller, der tidligere virkede, kan vi sikre en fremtid, hvor liberalismen igen står stærkt i dansk politik.