Ingen skal få børn for politikernes skyld. Få børn, fordi det er fedt at have børn

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

For tiden kører debatten om børn. Om at få børn. For danskerne får nemlig færre børn end tidligere, og det kan blive en udfordring i fremtiden, hvis der bliver færre borgere i vores land.

Men skal vi som politikere have en holdning til, hvor mange børn danskerne får? Og skal man som dansker få børn, fordi man gerne vil tage ansvar for velfærdsstatens fremtid?

Nej til begge dele. Du skal få børn, fordi det er fedt at have børn.

Vi vil ikke blande os i, om danskerne får børn eller ej. Vi mener heller ikke, at man skal få dem for statens, velfærdssamfundets eller politikernes skyld. Det er et frit og personligt valg at få børn. Vi har alle tre selv valgt det til. Faktisk har vi tre til sammen snart 11 børn.

Vi har alle valgt det, fordi vi gerne ville. Fordi vi så en mening i vores liv med netop at give livet videre. Skabe en familie. Og mærke glæden ved små buttede arme, der giver et knus. Glæden ved at lære sine børn færdigheder til livet, stoltheden over den første cykeltur eller det første job. Det gav – og giver – mening for os. Og det gør det også for rigtigt mange danskere.

Det, som derimod ikke giver så god mening, er, at undersøgelser klart viser, at danskerne ikke får de børn, de egentlig gerne ville have. Faktisk får danskerne 0,47 børn mindre, end de ønsker sig.

Samtidig viser undersøgelser, at danskerne med små børn oplever, at de har for lidt tid og en for hektisk hverdag.

Det har vi til gengæld stærke holdninger til. For vi ønsker at skabe et samfund, som giver de bedste muligheder og rammer for danskerne til at udfolde de liv, de gerne vil leve. Det er helt grundlæggende for os som liberale, at vi tror på, at man selv er den bedste til at træffe valgene i sit eget liv, og at det skal samfundet understøtte. Derfor er vi meget optagede af, hvordan vi kan skabe bedre rammer for familierne med små børn, så de oplever en bedre balance i livet – og så de lykkes med at få de børn, de ifølge undersøgelserne gerne vil have.

Et stor skridt på vejen har vi taget ved at sikre en prioritering af fertilitetsbehandling, som længe har været en Venstre-mærkesag. De, som ønsker at få børn, og som har svært ved det, skal have flere forsøg og mulighed for at få det offentliges hjælp til barn nummer to.

Det næste skridt for os er at skabe bedre rammer for de familier, som står i dagligdagens trummerum med små børn og måske ender med at fravælge barn nummer to eller tre på grund af ydre rammer.

Det er jo kun glædeligt, at mange sådan set stadig gerne vil have børn. De vil bare en masse andre ting også. De vil gerne have en uddannelse og en karriere. De vil gerne rejse og se verden. Og de vil deres børn. Forstået på den måde, at danskerne får børn for at være sammen med dem og gå op i deres liv. Forskning viser, at forældre aldrig har været mere engagerede i deres børn end i dag.

Det er bestemt ikke negativt. Det er kun godt, at dagens forældre prioriterer børnene højt, og at vi også har en fået en kultur, hvor børnene fylder mere.

Men de faldende børnetal er måske også et tegn på, at rammerne ikke er fulgt med til, hvad det vil sige at være børnefamilie i dag, og hvilke forventninger forældrene har til det.

Sådan er det ikke kun i Danmark. Mange lande oplever faldende fødselsrater, og især i Sydkorea er det gået helt galt. Her er fødselsraten nede på 0,72 barn per kvinde. Det er verdens laveste fertilitetsrate, og nogle steder sælger de flere klapvogne til hunde end til børn. Det giver sig selv, at det er en katastrofal udvikling for et samfund, hvis det skal bestå i længden.

Der er store kulturelle forskelle på Danmark og Sydkorea, men derfor kan vi godt se på nogle af de erfaringer, de har gjort sig. F.eks. har de i en række år haft et såkaldt ”baby bonus-program”, hvor man simpelthen modtager en kontant bonus af staten for at få børn, uden det har haft nogen synderlig effekt.

Så selvom vi synes, det skal være billigere at være børnefamilier, så viser Sydkoreas forfejlede baby-bonusser, at det ikke nytter bare at kaste penge i nakken på folk. Det handler i højere grad om rammerne, og vi har et klart ønske om at skabe mere frihed og fleksibilitet for familierne.

Et sted at starte kunne være noget så simpelt som at lave om på åbningstiderne i det offentlige. Hvorfor passer åbningstiderne ikke bedre til forældrenes arbejdstider? Hvorfor er det ikke nemmere at komme til læge eller tandlæge med sit barn, når man som arbejdende forælder har fået fri fra arbejde?

Vi kan i hvert fald skrive under på, hvorfor frustrerende det er at måtte aflyse en formiddag med møder og opgaver, fordi det kun er muligt at få tid hos ørelægen eller tandlægen torsdag kl. 10. Det er, som om det nogle gange går lidt i glemmebogen, at staten jo altså er til for borgerne, ikke omvendt.

Samtidig ønsker man jo i en familie at bruge tid med hinanden. Og vi vil gerne skabe bedre rammer for, at man i familierne kan frigøre noget tid til – ja, kvalitetstid.

Vi ved godt, vi aldrig kan bestemme, hvordan folk bruger deres tid, og om de bruger fritiden på en skærm eller på børnene, men vi kan i hvert fald sikre, at man får mulighed for at tilkøbe sig hjælp til noget af det huslige arbejde, som ellers godt kan optage en hel lørdag, hvor man endelig har fri. Så man måske kan tage med til fodbold eller lege med dukkehus i stedet for at pudse vinduer og luge ukrudt. Den tid og energi drømmer mange om at bruge på at være sammen som familie.

Det her er bare nogle af de områder, vi gerne vil se nærmere på i Venstre. Det er bl.a. også derfor, vi har foreslået at lave en arbejdslivskommission, som ikke kun skal se på pensionsalder, men til gengæld se på de faser, vi som mennesker gennemgår i vores arbejdsliv. Lige så vigtigt er den tidlige del af arbejdslivet.

Den del, hvor fundamentet til både karriere og familie skal bygges, og hvor der kan være en følelse af, at der mangler både tid og ressourcer. Det vil vi gerne give børnefamilierne ved at indrette de offentlige servicetilbud bedre og ved at gøre livet billigere og mere fleksibelt.

Vi er med på, at det nok er de færreste danskere, der afholder sig fra at få børn, fordi de lokale pasningsordninger ikke lever op til deres drømme og krav. Det er nok heller ikke alene det, at man kun kan få poden til ørelægen i arbejdstiden, eller at vasketøjet hober sig op.

Det er summen af det hele. Det handler om at skabe en kultur, hvor det er borgeren, familien, der er i centrum. Hvor det er fedt at have børn. Danskerne fortjener et frit familieliv.