Hvis fanden tager de svageste, så er beskæftigelsespolitikken under afvikling

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Om lidt vil Folketinget omkalfatre beskæftigelsespolitikken. Det er en gåde, hvorfor en vidtgående decentralisering af beskæftigelsespolitikken til kommunerne er kommet på dagsordenen. Det giver anledning til at spørge: Hvem er egentlig regeringens rådgivere?

Vi har endnu ikke haft adgang til høringssvarene. Bortset fra 17 siders meget kritiske kommentarer til regeringens udspil fra FH –Fagbevægelsens Hovedorganisation. Her er meldingen meget klar, nemlig at der er tale om en regulær ommer. Der skal tages meget mere hensyn til de svageste på arbejdsmarkedet. Og evnen til at fastsætte en standard herfor har alene staten.

For arbejdsmarkedet følger netop ikke den kommunale struktur med 98 mere eller mindre veldefinerede kommunale grænser. Det går fuldstændig på tværs. Ikke mindst på Sjælland og øerne, som nu i øvrigt bliver eń region. Men statens indblanding i tilrettelæggelsen af beskæftigelsespolitikken er på vej ud.

Hvis forslaget fra ekspertgruppen følges, bliver der ikke meget tilbage at statslig regulering. Det repræsenterer en fuldstændig misforståelse i ekspertgruppen af arbejdsmarkedets struktur. Det er tankevækkende, at gruppens sammensætning er fuldstændig uden speciel indsigt på arbejdsmarkedet. Man forlader sig i sammensætningen totalt på en nationaløkonomisk ekspertise.

Det er for sølle gjort af regeringen.

Og vismændene følger trop i kritikken af ekspertgruppens rapport med en vurdering af, at beskæftigelsen vil falde, hvis rapportens forslag gennemføres. Stik modsat konklusion end ekspertgruppens.

Virkeligheden er nok snarere den, at regeringen tror på tilførsel af udenlandsk arbejdskraft i fornødent omfang. Allerede i dag udgør udlændinge mere end en tiendedel af de beskæftigede. Hvilket sætter reduktionen af indsatsen for ledige i relief.

Regeringen dækker afviklingen af beskæftigelsespolitikken ind bag en meget nødvendig afbureaukratisering af beskæftigelsespolitikken. Den kan ingen være imod, og den må uden for diskussion være en del af enhver nødvendig beskæftigelsesreform. Men ekspertgruppens forslag er en fuldstændig og usaglig accept af regeringens udmelding om, at der forlods skal spares 3 mia. kr.

Men set som helhed står den på afvikling af beskæftigelsespolitikken; nogle vil meget korrekt sige, det sker i liberalismens ånd.

Men lad os forholde os mere konkret til ekspertgruppens udspil. For os at se er der tre udvalgte forhold, der kræver en særlig kommentar, nemlig manglende tilbud til langvarigt ledige, ingen rekruttering eller indsats på tværs af kommunerne – og endelig, at arbejdsmarkedets parter er sat uden for indflydelse.

For det første har ekspertgruppen planer om reelt at droppe en beskæftigelsesfremmende indsats for dem, der står svagest på arbejdsmarkedet. De, der er længst væk fra job, får ganske vist en såkaldt fremdriftsgaranti. Men det centrale er, at de ikke får et relevant jobtilbud.

Det betyder, at de reelt er opgivet som jobparate personer. Og det indebærer, at de stærkt begrænsede opkvalificeringsmuligheder er reserveret til de stærkeste grupper på arbejdsmarkedet. Disse er oftest de nyledige. Der er i stedet brug for at tilbyde ordinære job med løn, som kan få alle med.

Det andet moment i ekspertgruppens planer er, at der ikke tænkes på tværs af kommunerne. De 98 kommuner betragtes uden videre som de rette organisatoriske enheder. Det er ensbetydende med en faktisk afvikling af en effektiv beskæftigelsespolitik. Tænk sig eksempelvis, hvis arbejdsmarkedet fulgte den kommunale struktur på Sjælland og øerne, en ufattelig tanke, der overhovedet ikke rimer med de faktiske forhold på arbejdsmarkedet.

Det er udtryk for ekspertgruppens komplet manglende forståelse for arbejdsmarkedets struktur, som går på tværs af de kommunale grænser. Eller også er det bare ideologiske liberalister, der er imod statslig regulering. Lad det så koste, hvad det vil, på en effektiv regulering af det danske arbejdsmarked, tænker de.

Der er altså brug for en statslig regulering, så alle virksomheder kan forsynes med arbejdskraft på tværs af en eksisterende kommunal inddeling. Kommunerne har en ganske afgørende rolle, men kun når det gælder om at iværksætte en effektiv beskæftigelsespolitik.

Det tredje fejlgreb i forslaget er den totale udelukkelse af arbejdsmarkedets parter. Det afslører, at man er villig til at se en afreguleret beskæftigelsesindsats i øjnene. Eller rettere lade den underkaste en reel konkurrence om de kommunale midler, som f.eks. sundhedsindsatsen og skoleindsatsen eller andre påtrængende kommunale indsatser bejler til. Her står beskæftigelsesindsatsen til at tabe.

At arbejdsmarkedets parter over tid har forsømt at gøre sig indflydelsesmæssigt gældende, kan ikke bruges som et argument for at sende dem på porten. Der er tværtimod behov for en opgradering af indsatsen for at kunne gå på tværs af kommunerne. Og netop arbejdsmarkedets parter har en årelang og gedigen indsigt i, hvordan arbejdsmarkedet fungerer, og de har dermed muligheden for at påvirke deres medlemmer til at træde i karakter.

Ikke mindst kan parterne på tværs af deres egne medlemmer, som omfatter både arbejdstagere og arbejdsgivere, sikre, at en indsats for at få folk i arbejde bliver funderet i en opkvalificering af arbejdskraften.

Netop det at klæde arbejdskraften på til at kunne honorere arbejdsgivernes behov er det centrale. Derfor er uddannelse af alle ledige så helt afgørende for at få hele arbejdsmarkedet til at fungere effektivt. Uddannelse er dermed en strukturel indsats. Grunduddannelsen er naturligvis helt afgørende for, at arbejdsmarkedet fungerer gnidningsfrit.

Men efteruddannelsen bliver stadig vigtigere, fordi produktionsvilkårene ændrer sig meget hastigt. Det gælder for alle, men ikke mindst for de svageste på arbejdsmarkedet. Derfor er opkvalificering og formidlingen af duelig arbejdskraft absolut en offentlig opgave.

Hvis nogen er i tvivl, så lyt til Dansk Industri, som i en undersøgelse har påvist, at produktiviteten i industrien, bortset fra medicinalindustrien, er faldet med 8 pct. fra 2022 til 2023. Et dybt alvorligt krisetegn.

Dansk Industri erkender, at de ikke kan forklare faldet fyldestgørende. Men mon ikke den er utilstrækkelige og lemfældige rekrutteringsmuligheder og manglende kvalificering af den danske arbejdsstyrke? Det mener vi.

Hvor er finansministeren? Beskæftigelsesministeren? Ja, hvor er regeringen og Folketinget?

For den faldende produktivitet varsler krise og kan udløse faldende beskæftigelse i industrien.

Regering og Folketing fraskriver sig – efter vores bedste vurdering – ansvaret for en perspektivrig beskæftigelsespolitik, hvis de følger ekspertgruppens forslag. Desværre er de ikke alene om det. Trods det meget kritiske indlæg fra Fagbevægelsens Hovedorganisation er det ikke nok. Andre arbejdsmarkedsaktører må på banen. Og medlemmer af fagbevægelsen og deres respektive arbejdsgivere må tage et mere selvstændigt ansvar og efterlyse en statslig indsats for at få medarbejderne klædt på, så deres kvalifikationer svarer til arbejdsmarkedets behov.

Men hvor de dog savnes i debatten. Hvor bliver de af?

Og beskæftigelsesministeren er gået i flyverskjul og er tavs som graven.

Kan det virkelig være rigtigt, at det forholdsvis velfungerende arbejdsmarked skal sættes over styr til fordel for en kortsigtet regulering, som har som sit underliggende mål på længere sigt at føre til fuld frisættelse af de rene markedsrelationer? Vi mener, det er på høje tid, at ansvarlige aktører tager til genmæle.