Pas på verdens måske bedste pensionssystem

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Vi har ét af verdens ubetinget bedste pensionssystemer i Danmark. Et gennemtænkt og sammenhængende system, der sikrer, at danskerne kan se frem til en tryg økonomisk alderdom, hvor 9 af 10 danskere i job har en pensionsopsparing, og vi dermed også har råd til en god folkepension og ekstra hjælp til dem, der ikke selv kan spare op.

Vores pensionsmodel betyder, at Danmark står langt bedre økonomisk rustet end de fleste andre samfund i Europa til at håndtere den situation, at vi bliver flere ældre og færre yngre i den arbejdsdygtige alder. Alt sammen takket være én af de vigtigste aftaler i dansk politik de seneste 50 år: fælleserklæringen fra 1987 mellem politikere, arbejdsgivere og lønmodtagere.

Når jeg starter her, er det, fordi jeg håber og ønsker, at den heftige igangværende politiske debat om danskernes pension har blik for netop det udgangspunkt. Der er mange ønsker og idéer til at udvikle pensionssystemet, og det er kun glædeligt.

Pension skal være relevant og tæt på danskernes behov. Men det er samtidig en kerneopgave for politikerne at værne om den kæmpemæssige succes og gevinst for samfundet, som vores pensionsmodel er i dag.

Allerede inden sommer havde debatten om pensionssystemet taget fart – med forslag fra flere sider om, at unge f.eks. skal have mulighed for at få udbetalt dele af deres pensionsopsparing til boligkøb, eller at børnefamilier skulle have mulighed for at trække på pensionsopsparingen for at gå ned i tid.

Efter sommeren har Mette Frederiksens tanker om at justere levetidsindekseringen af folkepensionsalderen og Venstres forslag om at nedsætte en arbejdslivskommission sat en helt anden og større ramme for debatten.

Debatten understreger flere ting: For det første, at den gamle traver om, at pension ikke har danskernes interesse, heldigvis ikke holder vand. Pension – og rammerne for hele vores liv som seniorer – optager danskerne. For det andet er det tydeligt, at både den enkelte borger og vores politikere har mange forskellige drømme og ønsker til, hvad pensionsopsparingen skal give af muligheder i livet. Men selv ikke i Danmark vokser pensionstræerne ind i himlen, så hvis pensionsformuen både skal finansiere boligkøb, efteruddannelse, familietid og flere år pension, så rækker pengene ganske enkelt ikke.

Sagt med lidt andre ord: Vi skal forny vores pensionsmodel, så den følger med tiden og danskernes behov. Men vi har godt nok også et stort fælles ansvar for ikke at ødelægge den. Derfor er det vigtigt, at enhver tænkelig reform på området er langsigtet, gennemtænkt og holdbar. Og at den indtænker arbejdsmarkedets parter, som i allerhøjeste grad er ejere af arbejdsmarkedspensionerne.

Og sidst, men ikke mindst: at der er mindst lige så meget blik på, hvordan vi øger og understøtter danskernes pensionsopsparing, som der er forslag til, hvad pengene kunne bruges til.

Pension er i selve sin kerne noget fundamentalt andet end en fri opsparing i f.eks. en bank. Som nævnt i indledningen har Danmark som samfund en kæmpe interesse i, at borgerne sparer op til pension og på den måde tager et medansvar for at finansiere deres egen alderdom. Af samme grund er skattesystemet indrettet, så det understøtter, at danskerne sparer og binder deres penge til alderdommen.

Det er langtfra alle danskerne, der er klar over det, men pensionsopsparerne betaler hvert år 15,3 pct. i skat af deres pensionsafkast – også kalder PAL-skat. Indtjeningerne fra PAL-skatten sikrer årligt et stort milliardbidrag til statskassen – og samtidig er skatten ikke så høj, at den hæmmer lysten og incitamentet til at tage ansvar for egen alderdom.

Det er helt essentielt, at Folketinget holder fast i, at PAL-skatten ikke forhøjes. Sker det, vil både danskernes pensionsformue og lyst til at spare op i fremtiden blive svækket i en situation, hvor vi har brug for præcis det modsatte. Og faktisk viser et nylig svar fra skatteministeren til et spørgsmål fra Liberal Alliance, at en sænkelse af PAL-skatten ville være billigt for statskassen, fordi der samtidig er så mange positive økonomiske effekter ved det. Det er værd at kigge videre på.

Mindst lige så oplagt er det at tage fat i det forslag, som Pensionskommissionen er kommet med om at hæve pensionsfradraget, så politikerne også på den måde sender et klart og tydeligt signal om, at det skal kunne betale sig for den enkelte at binde pengene til fremtiden i stedet for at bruge dem i dag.

En vigtig del af pensionsdebatten er selvfølgelig, om vi sparer for meget – eller for lidt – op. Bl.a. har professor Henrik Ramlau-Hansen fra CBS været på banen med et synspunkt om, at nogle unge kan risikere at have sparet for meget op, hvis de starter tidligt med at arbejde og arbejder konstant frem til en pensionsalder på 74 år.

Sagen er bare den, at sådan ser arbejdslivet sjældent ud i den virkelig verden, og når vi ser på danskernes pensionsformue, tegner der sig på ingen måde et billede med systematisk overopsparing. Tværtimod.

Selv om vi er længere fremme end mange andre lande, er der stadigvæk en halv million danskere i job, som har en decideret lav opsparing, og for det store flertal er der i dag udsigt til en indtægt som pensionist på ca. 70 pct. af dén, man har i arbejdslivet. Det er bestemt et godt økonomisk udgangspunkt for en tilværelse som pensionist. Men det er meget langt fra det billede af overopsparing, som debatten desværre kan give indtryk af.

Når sommeren 2024 har handlet så meget om pension, er det nemt at glemme, hvad der var det helt store samtaleemne i sommeren 2023 – fremtidens velfærd. For med udsigt til flere og flere plejekrævende ældre, pres på sundhedsvæsnet og en ældrepleje, som i dag er præget af hårde prioriteringer, hvordan i alverden fremtidssikrer vi så velfærden?

Det spørgsmål er ikke blevet mindre relevant, og der udestår stadigvæk en videre diskussion af, hvor langt den skattefinansierede kernevelfærd skal række – så private supplementer og forsikringsbaserede løsninger kan bygges ovenpå til dem, der har brug for det.

Den diskussion må dog nødvendigvis også skulle tænkes sammen med pensionsdebatten. For hvis vi skal have råd til at betale for private supplementer som ældre, så kræver det også, at pensionsopsparingen er solid nok til det.

Vi bliver nogle gange skudt i skoene i pensionsbranchen, at vi er kedelige. Og jeg medgiver gerne, at jeg med kronikken her i høj grad også sender et signal om at gå forsigtigt til værks. Men helt ærligt:

Et godt og stærkt pensionssystem er spørgsmålet om en tryg økonomiske alderdom – frem for utryghed og manglende muligheder i den sidste (lange) del af livet.

Det er et spørgsmål om, hvor meget danske pensionister har at leve for hver eneste måned i de sidste 15-20 år af deres liv. Og det er et spørgsmål om den hjælp og erstatning, du kan få, hvis du tidligt i arbejdslivet mister arbejdsevnen og har brug for et sikkerhedsnet.

De ting er vigtige. Og dem skal vi værne om. Samtidig med at politikere, arbejdsgivere, lønmodtagere og andre kloge hoveder fortsætter pensionsdebatten.

For selvfølgelig kan vi gøre en god model endnu bedre. Vi skal bare holde fast i dét, der har gjort den til én af verdens bedste til at starte med.