Positiv maskulinitet efterlyses

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Ligestillingsdebatten er mere uforsonlig end nogensinde. I den ene grøft står en gruppe temmelig elitære feminister med et knivskarpt fokus på bl.a. kønskvotering af bestyrelsesposter, antallet af kvindelige professorater, antal kvindelige EU-kommissærer, ministre og departementschefer og fordelingen af tilskudskroner til kvindelige filminstruktører.

Det er en gruppe, som set udefra virker til at have tæt på nul interesse i og forståelse for den virkelighed, helt almindelig unge, ikke-privilegerede mænd står i, og hvis postulat om patriarkatets massive kvindeundertrykkelse i dagens Danmark ikke umiddelbart kan genkendes i de unge mænds hverdag.

I den anden grøft står en voksende gruppe Andrew Tate-elskende maskulinister, som flasher stereotype og karikerede mandeidealer og bl.a. forherliger kvindeundertrykkende og kvindemanipulerende adfærd i nære relationer. Der er en gruppe, som set udefra virker til at have tæt på nul interesse i og forståelse for, hvilken virkelighed helt almindelige unge, ikke-privilegerede kvinder står i, og hvis voldsforherligelse skaber en utryghed om de basale spilleregler for kurtisering og pardannelse og gør det svært at vide, hvordan og hvornår man skal sige klart og tydeligt til og fra.

Begge sider peger fingre ad hinanden, bruger hinanden som fjendebilleder og nærer derved hinanden, som ekstremer ofte gør. Begge sider i debatten har travlt med at pege på splinten i den andens øje, men ser ikke bjælken i sit eget.

Ikke overraskende får debatten derfor karakter af en skyttegravskrig, hvor modparten dæmoniseres, og den reelle samtale om væsentlige ligestillingsmæssige forhold af betydning for folk, som de er flest, næsten umuliggøres af de ideologiske modsætninger.

Skal ligestillingsdebatten ud af det elitefeministiske ekkokammer og samtidig hæve sig over Andrew Tates primitive bragesnak og bodegafilosofi, så bliver vi nødt til at italesætte, anerkende og diskutere den positive maskulinitet. En maskulinitet, der kan fungere som et fælles referencepunkt og forbillede for både mænd og kvinder og en antitese til det alt for hyppigt anvendte begreb ”toksisk maskulinitet”, som fylder uforholdsmæssigt meget i debatten i et af verdens mest ligestillede, trygge og ikkevoldelige lande.

De bærende søjler i den positive maskulinitet kan i Maggi-terningeformat sammenfattes som ønsket om at tage ansvar og beskytte. Ønsket om at vise, at man kan skabe og gøre en forskel. Ønsket om at være en rigtig mand i en rigtig kvindes øjne.

Den positive maskulinitet vokser ud af ønsket om at innovere, konkurrere og imponere – både hinanden og ikke mindst kvinderne – forbedre tingenes tilstand og tage ansvar. Den burde fylde meget mere end den såkaldte toksiske maskulinitet i både ligestillings- og samfundsdebatten, for dens samfundsomvæltende kraft er, hvis man gider at kigge efter, en langt stærkere og mere dominerende kraft i vores samfund både i fortiden, nutiden og givetvis også i fremtiden.

Der er jo trods alt overvejende mænd og fædre, der står op hver dag og tager ansvar for at holde størstedelen af samfundets fysiske infrastruktur – civilisationens fundament – i gang. Det gælder transport, kloakering, renovation, vand- og elforsyning, bygge og anlæg m.m.

Der er jo trods alt overvejende mænd og fædre, som bogstavelig talt tager det beskidte og hårde fysiske arbejde – dag og nat.

Det er jo trods alt overvejende mænd, som har stået bag de banebrydende medicinske, naturvidenskabelige og teknologiske landvindinger, som har skabt det samfund, vi i dag alle nyder godt af, og som sikrer os en sundhed, en levestandard og en levetid, som tidligere generationer kun kunne drømme om. Hvorfor er det så, at mænd og fædre – det maskuline – så ofte og så entydigt skal enten latterliggøres eller dæmoniseres?

Latterliggørelsen og dæmoniseringen ser man i en lidt mere kuriøs, men meget synlig form i f.eks. børnelitteraturen og filmens verden, hvor manden/faren særdeles ofte fremstilles som en lidt latterlig figur, en fraværende figur eller ligefrem en farlig og undertrykkende figur.

Det er i lodret modstrid med virkeligheden, som for det store, store flertal af os helt almindelige mænd og fædre er en hel almindelig dagligdag, hvor vi som de uperfekte mænd og mennesker, de fleste af os er, blot forsøger at tage ansvar og få vores parforhold, familie-, fritids- og arbejdsliv til at hænge nogenlunde sammen og være gode rollemodeller for vores sønner og kærlige og nærværende fædre for vores døtre.

Langt, langt de fleste mænd lever og arbejder inden for de civiliserede rammer af den positive maskulinitet, hvor en meget betydelig drivkraft er varianter af de tre ønsker nævnt ovenfor. De færreste kvinder har nogen grundlæggende idé om, hvad og hvor meget vi mænd vil gå igennem for at gøre os fortjent til deres gunst og positionere os som attraktive partnere og potentielle fædre. Det kan ikke undre, da det selvsagt er en meget kønsspecifik erfaring.

Jeg synes derfor, at vi har brug for at tale mande- og faderrollen op uden at træde kvindekønnet under fode. Vi skylder vores sønner, at de får en positive og normal maskulinitet at spejle sig i.

I al den her snak om kvoter, kønsroller og ligestilling er det, som om narrativet – både det historiske og det aktuelle – er blevet trukket skævt af både elitefeministerne og Andrew Tate-tilhængerne, således at den toksiske maskulinitet er blevet kunstigt forstørret og blæst op, mens den positive maskulinitet stort set er faldet ud af fortællingen.

Det er en skam, for netop heri ligger et sundt narrativ, som kunne være et attraktivt alternativ til netop Andrew Tate for de mange mænd, som kæmper med selvværdet og manderollen. Jeg tror også, at vores døtre ville navigere og føle sig sikrere i en samtale mellem kønnene, som bedre afspejler de faktiske forhold end det herskende polariserende og forvrængede mandebillede.

Desværre dukker de fleste ressourcestærke mænd klogelig nakken for at undgå at gøre sig til skydeskive i en debat, hvor man risikerer at blive udstillet som en neanderthaler eller boomer og blive cancelled, hvis man tillader sig at sætte spørgsmålstegn ved præmissen og narrativet om det altundertrykkende patriarkat som et af de vigtigste problemer i Danmark anno 2024.

Hvor er den fortjente hyldest til de lidt furede, lettere overvægtige og uperfekte sølvræve og skaldepander, som holder nogle af samfundets største hjul i gang og med krop og sind former den fælles fremtid?

Hvor er den favnende, autentiske og positive fortælling om maskulinitet, som vores sønner kan spejle sig i?

Og sidst, men ikke mindst, hvor er de debatlystne mænd, som vil være med til at definere, diskutere og promovere den positive maskulinitet og anvise en farbar vej, som fremtidens unge mænd kan betræde med rank ryg til gavn og glæde for både mænd og kvinder og dem, der er på vej til at blive det?