Danmark blev befriet af allierede – det forpligter

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Den 4. maj er det årsdagen for Danmarks befrielse fra den tyske besættelse under Anden Verdenskrig.

Besættelsen sluttede formelt den 5. maj med den tyske kapitulation, men det blev allerede højtideligholdt om aftenen den 4. maj, da kapitulationen blev offentliggjort i britisk radio. Det var efter denne udsendelse, at folk satte lys i vinduerne som tegn på, at nu var mørklægningsgardinerne ikke længere nødvendige – krigen var slut.

Siden er befrielsen blevet højtideligholdt i mange hjem med lys i vinduerne, og mange steder i landet holdes der små arrangementer for at markere befrielsen. Det spænder lige fra det meget officielle og stemningsfulde i mindelunden i Ryvangen, som jo blev brugt af tyskerne til henrettelsesplads for danske modstandsfolk, til kirkegårdsvandring med historier fra Besættelsen på Sjørring Kirkegård i Thy til dem, der fortsat bare lige sætter et par stearinlys i vinduerne og poster et stemningsfuldt billede af det på Instagram eller Facebook.

I 2024, hvor der igen er krig i Europa, og hvor lande bliver besat af brutale militære styrker, og hvor andre lande frygter for angreb og besættelse, er det værd at reflektere over Danmarks befrielse i 1945, og hvad den kan fortælle os om, hvad vi bør gøre i dag som land, som folk og som allieret.

For det første synes jeg, det er vigtigt at forstå, at man ikke kan fejre befrielsen uden at erindre besættelsen den 9. april 1940, hvor vi jo også flager på halv. Danmark skulle befries, fordi vi var besat af Nazityskland, fordi vi ikke havde kunnet eller ville forsvare os selv i 1940. I situationen dengang havde det været umuligt at vinde over den tyske overmagt, men den norske modstandskamp kunne dog tjene til nogen inspiration. Når jeg siger befrielsen den 4. maj, så siger jeg samtidig altid »aldrig mere en 9. april«. Lad os aldrig igen blive så forsvarsløse, at vi kan besættes, og at en befrielse fra allierede bliver nødvendig.

For det andet er selve baggrunden for befrielsen meget sigende. Vi kender alle frihedsbudskabet fra BBC, der lød kl. 20.34 om aftenen den 4. maj, hvor Johannes G. Jensen blev afbrudt med en besked og efter en kort pause oplæste: »I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Vi gentager …«

Forud var gået en forhandling i Montgomerys hovedkvarter på Luneburger Heide syd for Hamborg. To dage tidligere var en tysk delegation på fire officerer under ledelse af admiral Von Friedeburg ankommet fra Dönitz’ regering i Flensborg for at forhandle en delvis overgivelse. De var på dette tidspunkt ikke klar til en samlet, betingelsesløs overgivelse, men levede stadig i en form for illusion om splittelse mellem allierede i vest og den mægtige Røde Hær i øst.

Tyskerne ankom i en sort stabsbil i læderfrakker, handsker og kasketter. Montgomery kom ud af sin beboelsesvogn, hoppende ned ad trinnene iført sweater og den kendte baret med flere emblemer i. Efter tyskerne havde præsenteret sig, kiggede Montgomery hvast på dem og sagde: »Jeg har aldrig hørt om dem.«

Bagved stod to britiske stabsofficerer, og den ene hviskede til den anden: »Det har han øvet sig på hele sit liv!« Tyskerne var indledningsvist kun interesseret i at overgive nogle tyske arméer, der stod i Nordtyskland, så soldaterne kunne komme i britisk-amerikansk krigsfangenskab fremfor russisk, for det var noget, der gjorde en stor forskel. Men Montgomery måtte ikke tage imod denne overgivelse.

Det var aftalt på højeste niveau mellem de allierede, at man kun måtte modtage overgivelse fra hærstyrker, man stod over for i felten, og enhver samlet kapitulation fra tysk side skulle involvere alle, både briter, amerikanere og russere. Det var en del af begyndelsen på Den Kolde Krig, og Stalin stolede bestemt ikke på de allierede eller nogen andre for den sags skyld. Montgomery forhandlede dygtigt med tyskerne og foreslog dem en større kapitulation, som omfattede Holland og Danmark, og dermed kunne han teknisk kalde det en taktisk overgivelse, som han godt måtte modtage.

Efter konsultationer i Flensborg accepterede tyskerne, og underskrivelsen fandt sted den 4. maj om eftermiddagen, og det blev derefter annonceret i radioen om aftenen, som vi så godt kender det.

Det er altså væsentligt, at tyskerne i første omgang slet ikke ønskede at kapitulere i Danmark, hvor der stod flere hundredetusinder af tyske soldater og var god ro og orden. Kampen mod Den Røde Hær fortsatte ufortrødent. Danmark var i 1943 nok blevet tilkendt status af allieret, men det var ikke aftalt på Jalta-konferencen i februar 1945, hvilken interessesfære Danmark faldt under – øst eller vest? Det er derfor ikke usandsynligt, at vi kunne være blevet befriet af russerne (som Bornholm blev det) og at årtierne efter kunne have set helt anderledes ud i Danmark. Det var pga. Montgomery og britisk forhandlingsteknik og militærpolitisk forståelse, at Danmark faktisk blev befriet den 4. maj. Den endelige tyske kapitulation fandt først sted den 8. maj.

Selv uden at diskutere samarbejdspolitikken, modstandsbevægelsen og august-oprøret i 1943 er det et faktum, at Danmark kun blev befriet, fordi andre lande, primært Storbritannien og USA, tog kampen op mod nazismen. Det var en enorm indsats, og Anden Verdenskrig kostede 70-80 millioner menneskeliv, og mange steder var det meget værre end i Danmark. Efter befrielsen forløb et par år med et forsøg på at indgå i en nordisk forsvarsunion, og man fandt ud af, at man ikke engang havde penge nok til at genetablere den danske hærstyrke, man havde haft før den 9. april 1940. Danmark lå ret forsvarsløst og isoleret de første par år.

Den Kolde Krig mellem øst og vest blev hurtigt en realitet, og heldigvis kom Danmark med i Nato i 1949 og var dermed nu del af den forsvarsalliance, som havde befriet os i 1945. Nu skulle vi være med i et samlet vestligt forsvar mod østblokken og diktaturet, og vi forpligtede os til forsvar, også for andre lande i alliancen. Det er vi heldigvis stadigvæk medlem af, men det forpligter os til selv at have et stærkt forsvar og have viljen til at forsvare os selv og forsvare andre.

Når vi i dag markerer Danmarks befrielse og sætter lys i vinduerne, bør vi også reflektere over, hvad det egentlig betyder. Vi blev kun befriet, fordi allierede havde nedkæmpet Nazityskland, og fordi Montgomery fik inkluderet Danmark i overgivelsen.

Befrielsen var nødvendig, fordi vi var blevet besat den 9. april 1940, og fordi vores forsvar ikke var stærkt nok, og neutralitetspolitikken havde slået fejl.

Der er nu igen krig i Europa, og besættelse truer igen lande omkring os. Nu er vi en del af den store alliance, men det kræver, at vi er stærke, at vi får opbygget et ordentligt forsvar, og at vi har viljen til at gå i krig for alliancen. Måske skal vi en dag være med til at befri lande, som har været besat, ligesom vi var det. Vi ved, hvad det betyder at være besat og at blive befriet. Lad os ikke glemme det.

Glædelig 4. maj, glædelig befrielse.