Mona Juul skal vride sit parti ud af liberalismens kløer

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Det er ikke mange danskere, der kender den vigtigste, nulevende konservative tænker. Nok heller ikke den nyvalgte formand for Det Konservative Folkeparti, Mona Juul. Og sikke en skam, så lad mig prøve at gøre noget ved det.

Verdens førende konservative politiske filosof er p.t. en amerikansk professor ved navn Patrick Deneen. Hans gennembrudsværk er bogen ”Hvorfor liberalismen fejlede” fra 2017, der hårdt opsummeret er en såkaldt kommunitær kritik af liberalismen. ”Men vent lidt”, vil nogle vakse liberalister måske indvende. Liberalisme på amerikansk er noget med højere skatter og mere omfordeling, altså lige omtrent det modsatte af, hvad liberalisme betyder på dansk.

Svaret er, at liberalisme i virkeligheden betyder det samme både på dansk og amerikansk. Det er henholdsvis en højre- og venstrevariant af samme ideologi. En ideologi, der til gengæld er så totaldominerende i den vestlige verden, at den indtil for nylig var svær at få øje på.

Liberalisme handler om individets frihed. Det enkelte menneske er bedst til at definere sine egne mål, sine egne værdier og sin egen lykke. Derfor er det vigtigste ved liberalismen dens syn på mennesket. Et autonomt væsen, der træffer selvstændige valg. Flertallet ved ikke, hvad der er bedst for den enkelte, og derfor skal vi så vidt muligt kunne vælge selv.

Liberalismen strides naturligvis med sig selv om graden af statens indblanding. Staten skal sikre friheden for den enkelte, men hvordan gør den det bedst? Ved at beskytte os mod konsekvenserne ved vores egne valg eller ved at lade os mærke resultaterne af dem? Ved at stille os så lige som muligt i udgangspunktet, og hvornår er man faktisk stillet lige?

Højre- og venstreliberalismen er som udgangspunkt altid enig om, at staten ikke skal blande sig i personlige moralske valg. Seksualitet, ægteskaber, venskaber osv. I det hele taget skal staten forsøge at holde sig neutral og lade være med foretage værdidomme om, hvorvidt den ene måde at leve på er bedre end den anden. Ligesom den skal beskytte os mod vilkårlighed, så ens muligheder ikke afhænger af, hvor man bor, eller hvilken sagsbehandler eller embedsmand man tilfældigvis har med at gøre.

Der er i øvrigt alt muligt godt at sige om denne liberale ideologi, og det er hverken mit eller Deneens budskab, at man bør forkaste liberalismen som sådan. Til gengæld bør man være bevidst om dens fejlslutninger og skadevirkninger.

Den største fejl ved liberalismen er dens menneskesyn. Verden består nemlig ikke af autonome individer, der træffer valg. Vi er derimod sociale væsener. Vores mest grundlæggende fællesskab er selvfølgelig familien. Vi er intet uden den. Også selvom den set igennem en liberal prisme er et slags overformynderisk diktatur. Familien er samtidig en af del af et større nationalt fællesskab, der danner vores holdning til godt og skidt og sandt og falsk. Forestillinger, der er så formative for vores verdensanskuelse, at vi aldrig kan gøre os helt fri af dem, uanset om vi prøver. Det inkluderer ironisk nok den falske forestilling om det autonome individ.

Dette falske menneskesyn har først og fremmest skadet vores fællesskaber. Det har svækket solidariteten i vores samfund og paradoksalt gjort os mere afhængige af staten. Det autonome individ er mindre forbundet til sin familie, sin landsby og sit fag, men har til gengæld brug for mere statslig beskyttelse. Fra det nære værdiladede fællesskab til det fjerne og neutrale.

Tænk på, hvad forestillingen om autonomi har gjort ved den enkeltes forhold til sin familie. Netop i de år i begyndelsen af 20’erne, hvor vi træffer livets vigtigste valg, er vi nu overladt til os selv. Forældrene må ikke blande sig, og de unge må ikke være såkaldt afhængige. Vi har fået en intergenerationel opdeling, hvor de unges liv er adskilt fra de voksnes, og alles liv er adskilt fra de ældres. Det er desværre blevet almindeligt, at kommunen tager sig af begravelsen, fordi der ikke er nogen pårørende.

Liberalismen har også medført en gradvis udrensning af kultur i den brede betydning af ordet. Eksempelvis på arbejdsmarkedet. Hævdvundne traditioner for at gøre tingene på en bestemt både bliver erstattet med standardiserede statslige regler, der skal sikre rettigheder og neutralitet. Kulturen hos lærere, sygeplejersker, hjemmehjælpere og sagsbehandlere. De små sædvaner, der gjorde arbejdet til mere end et arbejde, men også et kald, der langsomt bliver opløst i teknokratisk homogenisering.

Den faldende solidaritet er også et produkt af, at liberalismen er en meritokratisk ideologi, der vil give magten og indflydelsen til de bedst egnede. Eliterne i de liberale samfund er ikke født til magten, men har måttet konkurrere sig til den og føler måske netop af den grund, at de i høj grad har fortjent den. Derfor er de også mindre loyale over for deres egne samfund og borgere. Og hvorfor bør danske magthavere overhovedet gå mere op i Udkantsdanmark end Ukraine? Den liberale tænkning gør ingen forskel.

I det hele taget er liberalismen er en eliteideologi. Den bygger på forestillingen om stærke, rationelle individer, der træffer gode valg. Og ingen tvivl om, at de ekstraordinære har gavn af at være frigjort fra sociale normer, der kan mindske deres udfoldelsespotentiale. Alle os andre har imidlertid brug for en indsnævrende kultur, der giver os retning, mening og formål med tilværelsen.

Det vigtigste, Patrick Deneen kan lære Mona Juul, er, at hun ikke har overtaget et konservativt parti. Det Konservative Folkeparti er et liberalt parti. Ligesom Venstre, Moderaterne, De Radikale er det, ligesom et samlet Folketing er grundpåvirket af den liberale tænkning. Lad mig i øvrigt indskyde, at denne definition af ordet ”liberal” ikke er én, Patrick Deneen har fundet på, da den blot bruger den gængse fagfilosofiske betydning af ordet. Deneens originale bidrag er den samfundsmæssige fortolkning.

Derfor er Mona Juuls største opgave at vriste Det Konservative Folkeparti ud af liberalismens kløer. Tiden skriger på konservative, eller skal vi kalde dem kommunitære, svar. Politisk filosofi er selvfølgelig ikke en håndbog for lovforslag, men lad mig prøve med en skitse til konservative svar på liberalismens problemer.

Det vigtigste må være at styrke de svækkede fællesskaber. Familier og lokalsamfund. Staten kunne eksempelvis gå tilbage til at behandle familier som husstande frem for atomiserede individer. Alt fra skatteberegning, pensioner og post fra det offentlige. Lokalsamfundene er blevet smadret af centralisering, så decentralisering er derfor det indlysende modsvar. Begynd med at flytte departementerne og nationalbanken ud af København.

Lige så vigtigt er det at få kulturen tilbage, der hvor den er fortrængt af markedsløsninger. Taxameterstyring, fritvalgsordninger, incitamenter og privat finansiering. Det har ødelagt den offentlige sektor. Det vil tage årtier at genopbygge den tabte kaldskultur, men vi bliver nødt til at sætte retningen.

Vigtigst af alt har vi brug for en elite, der i højere grad er solidarisk med sine landsmænd. Som kan se ud over de snævre klasseinteresser og dydssignalering til sine ligesindede. Hvad vil rent faktisk gøre noget godt for Danmark? Det burde være elitens mantra.