Den grønne omstilling skal bygge på tillid

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Oktober var fjerde måned i træk med global rekordvarme, og vi har først lige fundet uldtrøjerne frem, selvom kalenderen fortæller, at vi er i november. Klimaforandringerne er ikke bare på vej, de slår igennem for fuld skrue.

Det er tydeligt, at vi står over for en enorm opgave med at omstille vores klode. Politikerne siger enstemmigt, at vi skal gøre det i fællesskab. Men jeg kan frygte, at selve klimapolitikken er med til at svække det fællesskab, der skal bære omstillingen igennem.

Fra klimamod til klimamodstand

På transportområdet ser jeg en optagethed af, at klimapolitikken skal lyde godt, snarere end gøre godt. Det gælder blandt andet kilometerafgiften, som skal gøre lastbilerne grønnere, men ikke får den store klimaeffekt, fordi det grønne valg reelt ikke er muligt på nuværende tidspunkt. Det ved de vognmænd, der skal omsætte paragrafferne til virkelighed, men de blev ikke taget med på råd.

Den slags giver ikke bare dårlig klimapolitik. Det risikerer også at skabe klimamodstand i dele af befolkningen i en tid, hvor vi har brug for det stik modsatte, nemlig klimamod. Derfor mener jeg, at det er på tide, at vi taler om det fællesskab, der skal redde kloden. Kilometerafgiften vender jeg tilbage til.

Det handler om mennesker

Rent sprogligt kommer ordet ”fællesskab” af det oldnordiske ord fælled, som refererer til en græsgang, som landsbyfællesskabet forvaltede sammen. I vores tid er det ikke bare en græsgang, vi skal forvalte sammen, men hele Danmark – eller kloden. Det grundlæggende er det samme. At fællesskabet handler om, at nogen er sammen om noget.

Derfor mener jeg, at det er en vigtig politisk opgave at forankre den grønne dagsorden blandt de mennesker, der skal virkeliggøre visionerne. De folkevalgte skal etablere et samarbejde, hvor der på trods af forskellige interesser er respekt for hinandens ståsteder og det, vi hver især kan bidrage med. Et samarbejde om at skabe holdbare løsninger, som alle kan se sig selv i.

Tillid er vores superkraft

Her mener jeg, at tillid er afgørende. I landsbyfællesskabet kunne man se hinanden i øjnene, og beslutningerne om fælleden lå tæt på dem, de berørte. I det moderne demokrati er afstanden mellem beslutningerne og dem, de berører, længere. Her skal den demokratiske samtale binde os sammen. Derfor mener jeg, at den tillidsfulde dialog er afgørende for, at vi kan omstille i fællesskab.

Det betyder, at vi i klimakampens hede skal værne om tilliden til hinanden. Vi skal kunne stole på, at den førte klimapolitik faktisk hjælper klimaet. At den grønne afgift, vi nu skal betale, reelt gør kloden lidt grønnere. Fordi den går til grøn omstilling og ikke er en skjult velfærdsskat som eksempelvis passagerafgiften på flyrejser, hvor halvdelen af pengene går til ældrechecken. Hvis vi mister tilliden til klimapolitikken, punkterer vi også den handlekraft, der skal bygge en grønnere fremtid.

Omstillingen har en pris

For klimakampen har omkostninger. Vi skal ændre vores vaner. Have flere penge op af lommen. Muligvis lide afsavn. Og måske har din virksomhed slet ikke nogen fremtid. Den pris er vanskelig at betale, hvis man tvivler på, om det overhovedet gør en forskel.

Og her kommer kilometerafgiften ind i billedet. For de danske vognmænd, der i foråret gik på gaden og demonstrerede mod kilometerafgiften, kunne netop ikke se meningen med den pris, de skulle betale. Og jeg tvivler på, at de følte sig som en del af det fællesskab, der skal omstille kloden.

Forureneren betaler hele tre gange

Jeg må indrømme, at jeg også har svært ved at se meningen med kilometerafgiften. Argumentet for afgiften er, at vognmændene skal betale for deres forurening, så de tilskyndes til at købe grønne lastbiler. Princippet er, at forureneren skal betale.

Men en ny opgørelse fra DI viser, at vognmændene allerede betaler for deres forurening gennem nuværende afgifter. De betaler 1,2 kr. pr. kørte kilometer for en forurening, der vurderes at koste samfundet 0,9 kr.

Nuvel, vi kan placere differencen i småtingsafdelingen og viljen til at bidrage. Men med regeringens bud på at nå 2025-målet stiger regningen til det tredobbelte. Her vil man yderligere skrue op for dieselafgiften, selvom kilometerafgiften stadig er på bordet.

Den grønne kilometerafgift har ikke grøn effekt

Selve klimaeffekten er stærkt begrænset. Selvom kilometerafgiften skal få vognmændene til at skifte til grønne lastbiler, forventer regeringen selv, at resultatet kun er 4 pct. ellastbiler i 2030.

I klimaregnskabet fjerner afgiften kun 3 pct. af transportens CO₂-udledning i 2030 – og den effekt skyldes primært, at lastbilerne vil køre mindre – ikke grønnere. Det vil næppe redde klodens klima. Og med den pris, danske virksomheder kommer til at betale, vil det næppe være en forretningsmodel, verdens virksomheder ønsker at kopiere.

Man kan ikke piske sig til den grønne omstilling

Jeg er enig i, at den grønne omstilling af den tunge transport er bydende nødvendig. Det er hele branchen. Men pisk er ikke den rette vej at gå. Markedet for grøn tung transport er ganske enkelt ikke klart, og derfor virker det ikke at tredoble afgiften for forurening.

Den gulerod, som regeringen baserer sine argumenter på – at du ikke bliver ramt, hvis bare du kører grønt – den findes ikke. Det er et luftkastel. For det første koster en ellastbil det tredobbelte af en diesellastbil. At skulle betale den pris, samtidig med at du får højere afgifter, hænger ikke økonomisk sammen.

Men der er flere forhindringer. Der er på nuværende tidspunkt kun fire offentlige ladestandere til tung transport i Danmark. Og hvis du er rigtig uheldig, kan det tage op til fire år at få egen ladestander til virksomheden. Ville du selv købe en elbil på de præmisser?

Hvis målet er flere grønne lastbiler på vejene, kommer vi ikke uden om at skulle investere. Ligesom vi har investeret i vindmøller og varmepumper i årtier, skal vi også investere i grønne lastbiler og ladestandere, hvis vi vil nedbringe klimabelastningen fra den tunge transport.

Varetransporten har stor værdi for samfundet

Ansvaret for den tillidsfulde og løsningsorienterede dialog påhviler også transporterhvervet. Vi må erkende, at lastbilernes kørsel har omkostninger for samfundet. Ikke mindst i form af vejslid, trængsel, støj og ulykker.

Men de omkostninger ikke har noget med den grønne omstilling at gøre. Selvom alle kørte i ellastbiler, ville der stadig være trængsel og støj på motorvejene, ulykker og vejslid. Det er en pris, vi som samfund betaler, for at vi får bragt varer til supermarkedet, og for at vi kan handle med verden.

Transportbranchen vil meget gerne være med til at nedbringe vores omkostninger for samfundet. Herunder finde frem til de løsninger, der rent faktisk virker. Hvis vi gerne vil nedbringe trængslen, kan roadpricing hjælpe. Hvis vi vil nedbringe trafikstøjen, kan støjværn være løsningen. Hvis vi som samfund gerne vil have flere grønne lastbiler, skal vi gøre det grønne valg muligt.

Vi kan gøre det sammen

Jeg tror på, at vi kan omstille – ikke bare den tunge transport – men hele vores samfund, hvis vi gør det i fællesskab. Et fællesskab, der bygger på en tillidsfuld dialog, hvor vi lytter til hinandens argumenter, inddrager de bedste idéer, respekterer hinandens ståsted og bestræber os på at finde holdbare løsninger, alle kan se sig selv i. Det tror jeg samtidig er vores bedste chance for at gøre en klimaforskel for kloden.