De færreste ofre løber skrigende væk efter en voldtægt

Den stærkt polariserede debat om TV 2’s beslutning om at afbryde samarbejdet med Jes Dorph-Petersen afslører et stort behov for at udfordre den gængse opfattelse af, hvordan ofre reagerer efter seksuelle overgreb.

I Facebook-grupper og andre steder på sociale medier møder de to kvinder, som er stået frem med historier om overgreb i en intern undersøgelse på TV 2, en voldsom udskamning og mistro. De anklages for at have opdigtet historierne, fordi de ikke har anmeldt sagerne til politiet eller deres arbejdsgiver med det samme. Og den ene af kvinderne opfattes som utroværdig, fordi hun har haft en relation til Jes Dorph-Petersen efter den episode, hun beskriver som et overgreb, og som han benægter har fundet sted.

Lad os slå det fast med det samme. Ligesom langt størstedelen af dem, der har ytret sig offentligt om TV 2’s beslutning om at afbryde samarbejdet med Jes Dorph-Petersen, kan vi ikke vurdere, hvad der skete i relationen mellem studieværten og to forskellige kvindelige journalistpraktikanter for henholdsvis 18 og 20 år siden. Vi har heller ikke hverken forudsætninger for eller lyst til at forholde os til, om det er retfærdigt og rigtigt, at TV 2 ikke længere ønsker, at Jes Dorph-Petersen skal arbejde for tv-stationen.

Men vi har et behov for at understrege, at den mistro og kritik, de to kvinder udsættes for, ikke alene bygger på manglende kendskab til den konkrete sag. Kritikken afspejler også en række udbredte misforståelser og myter om voldtægt. Selvom debatten om seksuelle overgreb er blevet nuanceret og kvalificeret de seneste år, er der stadig meget snævre forventninger til, hvordan et rigtigt offer reagerer. I manges øjne gør et offer fysisk modstand, løber skrigende