Er ghettolisten en syg liste eller udtryk for et sygt samfund?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Efter mere end et årti med ghettolisten er det på sin plads at spørge til, hvad vi har lært af den. Med det mener vi ikke, hvad vi kan lære om de vilkårlige kriterier, der anvendes til listen, og som i øvrigt skifter, som de politiske vinde blæser. De er allerede blevet gennemgribende kritiseret af uvildige forskere, den almene sektor, kommuner, borgmestre, civilsamfundsorganisationer og ikke mindst af mange almindelige mennesker, der bor i de udskammede områder. Det er heller ikke spørgsmål om den stigmatisering, listen giver anledning til, hvilket ligeledes er ganske veldokumentet. Nej, det interessante spørgsmål er: Hvad siger det om vores samfund, at vi i mere end et årti har haft en statsautoriseret liste, der stigmatiserer medborgere og boligområder på baggrund af deres adresse? Hvilken samfundsdiagnose giver det anledning til?

Det har vores aktuelle forskning fokus på. Her undersøger vi bl.a. de ”afledte effekter” af ghettolisten set fra folk, der arbejder i og omkring områderne og som ofte har gjort det i mange år. Mennesker, der har beskæftiget sig med boligsocialt arbejde, integration, helhedsplaner, fremskudte indsatser og lokal bolig- og beboerpolitik i regi af kommuner og boligorganisationer. De sidder med stor viden om de lokale problemer, om hvilke tiltag der har en effekt lokalt, og om hvordan diverse statslige tiltag, som ghettolisten og nedskæringerne på det boligsociale område, påvirker hverdagslivet i disse områder. I denne sammenhæng vil vi gerne pege på tre tendenser, som vi mener ghettolisten i højere grad er et symptom på end den egentlige årsag til.

For det første medvirker ghettolisten til at ”afhistorisere” områderne, beboerne og det integrations- og boligsociale arbejde, der foregår her. Listens ”her og nu-logik” – der bedst kommer til udtryk i mediernes ukritiske videreformidling af f.eks. ministerens jubel over, at der er færre områder på årets liste. Med listens logik løsrives områderne fra deres lange historie, og det resulterer i, at vigtige årsager og potentialer overses. Stirrer vi os blinde på områderne i en her og nu-logik, afskæres vi reelt fra en masse samfundsmæssige problemstillinger, der kan synes fjerne fra områderne, men er helt centrale for at forstå udviklingen i dem.

Pointen er, at boligsociale problemer ikke løses på et-to-tre år. Hvis vi skal disse problemer til livs, skal vi turde at arbejde med 10-15-20 års tidsperspektiver, som vi ved virker, og netop turde tage strukturelle problemer op.

Hvad betyder den stigende ulighed for disse områder på lang sigt? Hvad gør den stigende polarisering af boligmarkedet ved samfundets sammenhængskraft?

Hvad stiller vi op over for en multietnisk arbejderklasse, der får stadig mere prekære arbejdsforhold, og hvad gør det for disse boligområder? Her og nu-logikken stjæler fokus fra de vigtige strukturelle spørgsmål, og i stedet bliver alle problemerne individualiseret og det enkelte område eller beboers ansvar.

For det andet ”afkobler” ghettolisten helt konkret de berørte områder fra resten af det omgivende samfund og by. Denne afkobling og forsimpling af problemernes kompleksitet forstærkes bl.a. af den dominerende projektlogik, hvor det lokale boligsociale arbejde skal følge det ene kortsigtede politisk udstukne mål efter det andet. Dette obstruerer arbejdet med det lange, seje træk, vi ved virker. Og det vanskeliggør arbejdet for de fagprofessionelle, der arbejder i områderne, og som ved, hvad der virker i samarbejdet mellem beboerne, boligafdelingerne og kommunerne.

Afkoblingen betyder også, at de enkelte områder ses oppefra som afgrænsede enheder, hvorved konkrete og lokale udfordringer ikke tages i betragtning, når områderne overvåges og evalueres i regi af diverse helhedsplaner. Det baner vejen for en upræcis sammenblanding af forskellige typer af områder og one size fits all-løsninger, der hverken tager hensyn til de lokale udfordringer og potentialer eller rummer blik for, hvorledes det enkelte boligområde hænger sammen med resten af byen. Der opstår altså et misforhold mellem dét, der måles på og dét, der udgør den lokale virkelighed. Listen bliver på denne måde til måling uden reelt formål – problemet er ikke i sig selv, at vi måler og laver lister, men at den reelle effekt alene er at udskamme. På denne måde hjælper listen os ikke med at løse de reelle problemer.

For det tredje er ghettolisten med til at ”afmontere” både den praktiske evidens og den uvildige forskning, der over de seneste 30 år er oparbejdet angående boligsociale problemer og boligsocialt arbejde. Med listens vilkårlige kriterier baseret på abstrakt “matemagi” – altså kunsten at få tal til at sige lige netop det, man gerne vil have dem til, samtidig med at en illusion om objektivitet opretholdes – udviskes og sammenblandes årsager og effekter.

Det handler som nævnt ikke bare om listens vilkårlige kriterier, men om at videnskabelig viden baseret på uvildig forskning systematisk negligeres eller kun inddrages i det omfang, den understøtter eksisterende politiske agendaer. Dette ses bl.a. med al tydelighed i de ministerielle rapporter, der anvendes til at legitimere den seneste parallelsamfundspakke.

Og misforstå os endelig ikke, det er ikke et problem, at politikere har politiske og ideologiske agendaer. Det er deres ret og pligt. Problemet opstår, når specifikke dagsordner og tiltag forsøges iklædt en videnskabelighed og forskningsmæssig integritet, der ikke er basis for. Herved legitimeres politikker og tiltag som værende nødvendige, og åbenlyse konsekvenser heraf affejes.

Samlet set tegner disse tendenser konturerne af en ny samfundsmæssig diagnose, der tager form som en politisk skizofreni. Det ses for eksempel når skiftende boligministre, der har ansvaret for at afstigmatisere boligområderne, systematisk er med til at stigmatisere dem. Det er dog endnu mere problematisk, at de mere grundelæggende ”skizoide” tendenser, som listen er udtryk for, er gået under radaren i det seneste årtis mange diskussioner. Det handler om, hvordan hele det boligsociale og integrationsmæssige område i stigende omfang bliver præget af fragmentering; strukturelle problemer og årsager afmonteres og negligeres, mens ansvaret individualiseres.

Boligområderne betragtes som afkoblede fra det omgivende samfund, og vores systematiske viden baseret på uvildig forskning i årsager og effekter bliver afmonteret eller ignoreret. Det betyder, at legitim kritik og brede diskussioner om, hvordan vi løser alvorlige samfundsmæssige problemer – og de boligsociale og integrationsmæssige problemer er vitterligt alvorlige – afvises. Endelig ser vi, hvordan en systematisk afdækning og diskussion af de langsigtede konsekvenser af de politikker, der iværksættes, afvises. Det er markante sygdomstegn og yderst problematisk, når det drejer sig som så vidtrækkende ting som menneskers ret til et hjem, til et familieliv og lighed for loven.

Så meget desto alvorligere er det, når vi allerede kender værktøjerne til at skabe løsninger: langsigtede indsatser over 15-30 år, helhedsorientering, der ser områderne i relation til den omgivende by, erkendelse af og handlen på strukturelle problemer, som f.eks. den stigende ulighed på boligmarkedet, og en grundlægende tiltro til, at fagprofessionelle både kan definere og håndtere problemerne i områderne. Sidst, men ikke mindst, må den statsautoriserede sygeliggørelse af bestemte boligområder og de mennesker, der har deres hverdags- og familieliv i disse områder, stoppe.