Det rette valg for Venstre

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Præsident Trump har kaldt det forestående valg i USA for det vigtigste nogensinde. Partiet Venstre befinder sig i en lignende situation. Formanden Jakob Ellemann-Jensen har åbenbart ment det nødvendigt at vælge mellem to modpoler, Dansk Folkeparti (DF) og Nye Borgerlige (NB) på den ene side og Det Radikale Venstre (R) på den anden. Skal Venstre gå til højre og følge den kurs, næstformand Inger Støjberg står for, eller den mere midtersøgende og selvstændige, mange troede og håbede, den ny formand stod for? Nu har Jakob Ellemann-Jensen tilsyneladende valgt at kapitulere over for Støjbergs strammerkurs på udlændingeområdet og erklæret, at under hans formandskab vil man aldrig se Venstre følge den udlændingepolitiske linje, som R står for.

Nu er aldrig og altid umulige ord, som man gør klogt i at være forsigtig med at bruge, for de har det med ikke at kunne holde. Men medmindre han selv har billiget det, har det selvsagt været svært at modstå et pres som det, Ellemann har stået overfor, når næstformand Støjberg ligefrem inviterer formændene for henholdsvis DF og NB til morgenkaffe. Symbolikken er ikke til at tage fejl af.

Jakob Ellemann-Jensen må have fundet, at det er strammerkursen, der giver pote og kan bremse tilbagegangen for Venstre. Men det er ikke en holdbar linje, hvis Venstre skal være et midterparti, der står for en kurs, der styrer efter, hvad der er rimeligt og menneskeligt inden for forskellige dele af udlændingepolitikken, og ikke blot det, der kan kaste flest stemmer af sig.

Politisk lederskab bør ikke bestå i at gå bagefter og mærke, hvor vinden bærer hen, men i at tilkendegive, hvad der for landet må være den bedste kurs, dvs. en kurs, der på den ene side tager højde for behovet for konsekvens og strenge krav og på den anden side for støtte til integration, respekt for ægteskab mellem danske statsborgere og udlændinge, ordentlig behandling af asylsøgeres børn og børn fra blandede ægteskaber osv. Venstre bør ikke lade sin kurs afgøre af et valg mellem DF og NB på den ene side og R på den anden, men stå for en selvstændig politisk kurs byggende på et sagligt og fornuftigt valg af virkemidler i udlændingepolitikken. Det giver måske færre stemmer, men det vil give respekt og holdbar tilslutning.

I et demokrati er der behov for kompromisser, og derfor skal også et parti være varsomt med at sige aldrig. I et demokrati tager man hensyn til mindretallets ønsker og de enkelte borgeres retssikkerhed, og derfor kan man ikke anlægge en stram kurs uanset forholdene. Man må lade midlerne i de konkrete situationer stå i et rimeligt forhold til målene.

Venstre er et liberalt parti. Det bør ikke gøre sig afhængigt af et parti som DF, der reelt kun har én politik, nemlig en nationalkonservativ anti-EU linje. I Danmarks udlændingepolitik bør man selvsagt vise hårdhed over for kriminelle udlændinge, men der bør også kunne gennemføres sagligt rimelig politik til gavn for udlændinge, uden at det straks kaldes slaphed og afvises med den begrundelse. Hvis vi nogensinde skal få fred i udlændingepolitikken, så må den bygge både på en stram og en ”lempelig” politik, der indeholder tilskyndelser til fremskridt mht. uddannelse og integration.

Hvis Venstre ville vise styrke, kunne det bestå i at komme med en helhedsplan for et nationalt kompromis, der tog udlændingelovgivningen op til revision og så vidt muligt inddrog de yderligtgående partier. Vi må arbejde for en politik, hvor man ikke kan bruge udlændingepolitikken som gidsel i forhandlinger i Folketinget.

Det er åbenbart højsæson for nye bøger også om politik. Mandag udkom Lars Løkkes bog ”Om de fleste – og det meste” . Efter anmeldelsen i Jyllands-Posten at dømme er det en munter og læseværdig bog. Selv har jeg den 1. juli i år udgivet en bog med mine erindringer. Den hedder ”It’s now or never – en EU-eksperts erindringer” og er også blevet omtalt som en munter og læseværdig bog. Det er bemærkelsesværdigt, at de to bøger åbenbart er bygget fuldstændig over samme læst. Ud over erindringer fra barndom og familie rummer begge bøger betragtninger om og kritik bl.a. af Venstres udlændingepolitik og knytter an til den fløj i Venstre, der er imod en ensidig udlændingepolitik ad modum Inger Støjbergs, DF’s og NB’s. Lars Løkkes Rasmussens nye bog er efter det oplyste kritisk over for den politik, Jakob Ellemann-Jensen har stået for. Uden at have tilsigtet det kommer min bog til at støtte Lars Løkke og hans linje, men det er selvsagt ikke det samme som at støtte hans genkomst til en toppost i dansk politik eller hans planer i øvrigt.

Jeg har intet ønske om, at Jakob Ellemann-Jensen skal gå af som formand, men hvis han vil være statsmand, er tiden ved at være inde. Nogle af hans seneste udtalelser taler desværre imod den mulighed (f.eks. om returnering af Sjælsmarksbørnene og at rulle alle – dvs. også eventuelt fornuftige – lempelser, regeringen har gennemført, tilbage). Det var ikke klogt, og det må håbes, at han kommer på bedre tanker. Man kan, som Churchill sagde om Chamberlain i valget mellem krig og vanære, vælge vanæren og få krigen alligevel. Den risiko ser Jakob Ellemann-Jensen ud til at have valgt i form af kapitulationen over for Støjbergs linje.

I min bog nævner jeg det problem, at mange medlemmer af Folketinget er levebrødspolitikere, for hvem det at beholde medlemskabet er afgørende for deres økonomi og nævner eksempler på fhv. folketingsmedlemmer fra Venstre, der turde tale partiformanden midt imod, hvilket jo ikke var så risikabelt, når de havde deres udkomme f.eks. ved at eje en familiegård eller havde et job at vende tilbage til. Men forholdene har ændret sig, og meget tyder på, at mange i Venstres gruppe er blevet slappe i koderne og vælger den linje, de anser for mest sikker, hvis de vil beholde deres mandat. Derfor vælger de strammerlinjen.

Der er nu igen opstået den situation, at der vil blive trukket i Venstre fra begge sider, eftersom Lars Løkkes bog og tilsyneladende ambition om at forblive en ledende politisk figur vil kunne blive en alvorlig faktor, der vil trække i retning af samarbejde mellem partier i blå blok og R eller over midten inklusive R, hvilket Lars Løkke gik ind for til slut i valgkampen sidste år, og som Jakob Ellemann-Jensen ved Venstres sommergruppemøde afviste.

Splittelse i Venstre og i blå blok vil blive svær at lægge bag sig, og det er formentlig det bedste udgangspunkt for en linje, der genskaber et samarbejde mellem de moderate partier i Folketinget i stil med det, vi havde i næsten 10 år med VKR-regeringen under Schlüters ledelse.

Det er og forbliver klart, at et sådant samarbejde bør stå for en udlændingepolitik, der er stram og fair, men ikke, som Søren Pind har udtrykt det, stram og dum. En sådan politik bør kunne vinde over en ensidig strammerkurs, hvilket de fleste vælgere vil kunne leve med, fordi den er fornuftig uden at være yderligtgående, og de forstår, at der ikke blot er brug for spanskrør, men også for positive elementer i udlændingepolitikken, som sikrer, at den ikke rammer så urimeligt for både danske statsborgere og mange udlændinge, som den hidtil har gjort.

Vi er mange i Venstre og nok også uden for Venstre, der håbede på, at Jakob Ellemann-Jensen som person ville stå for en moderat midterlinje i udlændingepolitikken, og at han ikke ville bøje sig for højrefløjens strammerkrav. Det er for øjeblikket svært at se, hvor det skal ende, men det ville være paradoksalt, hvis Lars Løkke efter at have vundet en valgsejr ved valget sidste år og have mistet sin position som formand for Venstre har mistet den til en efterfølger, der måske definitivt sprænger Venstre ved at vælge den yderste højrefløj.