Send kuldioxiden tilbage, hvor den kom fra

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

På den anden side af coronakrisen vil vi beundrende og måske lettere forbavset se tilbage på, hvor resolut et samfund – fra regering til menigmand – formår at omstille sig og sætte alle sejl til for at danne fælles front mod en udfordring med konsekvenser for hele samfundet.

Det er værd at huske på den læring, når det kommer til bekæmpelse af en anden usynlig ”fjende” i form af vores CO₂-udledning. Mens coronavirus er en uges tid om at inficere kroppen, opererer vores CO₂-udledning med en længere tidshorisont eller forsinkelse, der betyder, at det er os, der spreder virussen, men næste generation, der bliver inficeret. Det er der ingen rimelighed i.

Klimakrisens konsekvenser har for længst vist sig, og vi har travlt. Så travlt, at det ikke er nok bare at mindske udledningen. Et af hovedbudskaberne i den seneste rapport fra FN’s klimapanel (IPCC) er nødvendigheden af det, der kaldes negativ udledning. Vi skal aktivt fjerne CO₂ fra atmosfæren.

I den kontekst bliver CCS er en forkortelse, vi lige så godt kan vænne os til, når det handler om at nå målene i Parisaftalen og i regeringens klimaambitioner. I den netop vedtagne klimaaftale har regeringen sat flere ord på det: Nu er CCS blandt de teknologier, der skal satses på. Teknologien skal udvikles, opskaleres og medvirke til at indfri klimamålene og samtidig skabe grønne danske arbejdspladser.

CCS står for Carbon Capture and Storage – eller på dansk CO₂-fangst og -lagring. Det er en proces, hvor CO₂ fra forbrænding af fossile brændstoffer fanges, komprimeres og sendes tilbage i undergrunden.

Det har længe være efterlyst af FN’s klimapanel i erkendelse af, at verden har været alt for langsom til at reagere på sammenhængen mellem CO₂-udledning og global opvarmning. For nylig har Klimarådet anbefalet CO₂-lagring som en væsentlig del af løsningen, og senest blev det i sidste øjeblik og efter pres fra oppositionen indlemmet i den nye klimaaftale.

Er CCS en billig løsning? Nej, det er det ikke. Ifølge Klimarådet skal vi forvente, at det vil koste i omegnen af 1250 kr. per ton CO₂, vi sender retur til undergrunden. I øjeblikket koster en CO₂-kvote cirka 186 kr. per ton. Det er altså næsten syv gange billigere at sende CO₂ op i atmosfæren end ned under jorden.

Det er simpelt regnestykke – men et regnestykke, der er nødt til at gå op, hvis man ønsker et marked, hvor CCS bliver attraktivt. Et marked, der vil drive dansk innovation og teknologi helt frem i front, og som vil betyde flere danske arbejdspladser og øget eksport af dansk teknologi.

Derfor er det glædeligt, at et bredt flertal i Folketinget netop har vedtaget en klimaaftale, der også omfatter CO₂-beskatning som ”et afgørende instrument” til at nå 2030-målene. Men hvis instrumentet skal virke, er det nødt til at være skarpt. Det skal, som klimaaftalens parter skriver, gøre det attraktivt at vælge grønt. Det gælder også CO₂-fangst, som kun vil være økonomisk interessant, hvis CO₂-afgiften – med en gradvis stigning – ender på omkring 1500 kr. pr. ton CO₂ i 2030. I modsat fald bliver det svært at overbevise markedet om, at det er fornuftigt at investere i CCS.

Investering i CO₂-fangst kan ikke vente til 2024. Med regeringens klimaaftale er der også vedtaget en investeringspulje, der skal fremme CCS-teknologi. Det er på høje tid at komme i gang med både investeringer og strategi. Tyskland, Holland og Norge har strategier på plads, og offentligt-private konsortier er allerede i gang med at investere milliarder. Det øgede politiske fokus hilses derfor velkomment, men tempoet er for langsomt – og puljen er sandsynligvis alt for lille set i forhold til den reduktion, vi skal opnå inden 2030. Hvis vi skal nå i mål, skal markante investeringer ske nu. Dette er desuden et synspunkt, klimarådets Poul Erik Morthorst for nyligt har luftet. Lige meget hvor hurtigt det forventes at kunne gøres, er en opstart om fire år for sent. Derfor skal det også blive interessant at følge, om den grønne skattereform bliver tilstrækkeligt ambitiøs, når den skal udmøntes på den anden side af sommerferien.

På kort sigt virker det indlysende med en strategi, der udnytter de muligheder, der ligger lige for. Der findes allerede flere teknologier til at indfange CO₂, og vi har en infrastruktur på plads: gamle oliereservoirer og platforme i Nordsøen, der står til at blive afviklet inden for en overskuelig tidshorisont. Denne afvikling vil blive en stor økonomisk belastning for samfundet. I stedet kan vi bruge dem til at lagre store mængder CO₂.

CCS-teknologien skal modnes, så både driftssikkerhed og rentabilitet forbedres. Men hvem skal drive udviklingen? Olieselskaberne er selvfølgelig selvskrevne til at pumpe CO₂’en tilbage i undergrunden. Selvskrevne, fordi de sidder på infrastrukturen, og fordi de øjner nye forretningsmuligheder til erstatning for dem, der forsvinder. I Danmark går INEOS Oil & Gas forrest med deres bud på kosteffektiv CO₂-lagring, og i Norge har Equinor, Shell og Total netop lanceret deres bud på udvikling af CO₂-lagring.

Med disse storstilede projekter undervejs er det åbenlyst, at også danske SMV’er inden for energiteknologi vil få en gylden mulighed for at byde ind med innovation, ny teknologi og services på CCS-området. Med Teknologisk Instituts mange års erfaring som energiteknologisk leverandør kan vi også hjælpe de danske SMV’er med at forløse det potentiale, der vil åbne sig i de kommende år.

Det ser vi for eksempel i Norge, der med Technology Centre Mongstad (TCM) i Bergen har stablet verdens største CCS-testfaciliteter på benene. Blandt andet understøttet af statslige forsknings- og udviklingsprogrammer, men også af et tæt samarbejde med inden- og udenlandske virksomheder, der tester deres CCS-teknologier i Bergen. Det bringer nordmændene helt tæt på innovationen – og de fremtidige forretningsmuligheder.

Det bør Danmark også være, så vi kan bane vejen for eksport af dansk energiteknologi, som det allerede er sket inden for vindenergi. Derfor er det positivt, at forskning, udvikling og demonstration af CCS-teknologi har fundet vej til regeringens klimaudspil.

Får vi først lagret CO₂ i undergrunden, så får vi faktisk oprettet et stort depot af fremtidens energireserve. På længere sigt skal CO₂’en ikke blot gemmes i undergrunden, men genanvendes til produktion af for eksempel grønnere brændstof som metanol eller ”syntetisk” naturgas.

På den måde kan vi erstatte en del af den olie og gas, vi henter op fra undergrunden. Med grøn strøm fra vindkraft kan vi desuden producere brint (H₂) fra elektrolyse. Ved at koble H₂ og CO₂, som grundlæggende udgør byggestenene i den olie og gas, vi producerer i Nordsøen, kan vi fremstille klimavenlige råstoffer til brug i plastindustrien. Verden over udvikles der i laboratorierne på at få udviklet anvendelige teknologier, som i industriel skala skal gøre det rentabelt at udnytte CO₂.

Den lagrede CO₂ kan altså bruges til grøn omstilling. Det kaldes CCUS – Carbon Capture, Utilization and Storage. CCUS kan blive en rigtig god forretning for danske virksomheder. Derfor ser vi frem til en national strategi, der kan sætte rammen for det fremtidige udviklingsarbejde. Det vil medvirke til en sikker og effektiv lagring af CO₂ – et vigtigt skridt i den grønne omstilling i Danmark og globalt.