Vi kan lære en del af Østafrika: Danmark bør forbyde plastposer totalt

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Et par gange årligt er jeg i Danmark fra Østafrika (Dar es Salaam, Kampala, Kigali eller Nairobi), hvor jeg underviser, forsker og er konsulent inden for miljørelaterede områder. Hver gang bliver jeg overrasket over, at plastposer fortsat bruges i store mængder ikke kun i dutyfreeshops i Kastrup lufthavn, men også af supermarkeder og mange andre. Danmark har ellers store visioner angående fast affald med politisk og strategisk fokus på cirkulær økonomi, men er dog bagud, hvad angår plastposer i sammenligning med både Tanzania, Uganda, Rwanda og Kenya. Ironisk nok var det ellers Danmark, der gennem bistandshjælp til Tanzania havde etableret miljøstyrelsen i Dar es Salaam. I begyndelsen af 1990’erne var jeg udsendt af Danida for at støtte regeringen i Tanzania med at formulere en miljøpolitik og en miljøhandlingsplan, som var bygget på en bæredygtig udviklingsstrategi og proaktiv indsats. Eksempelvis i affaldsbehandling ved at følge affaldshierarkiet: affaldsforebyggelse, genbrug, materialegenindvinding, anden affaldsnyttiggørelse og deponering.

Hvad kan Danmark lære af Østafrika angående plastposer? Først hvad er plast egentlig? Petroleum og naturgas er de primære kilder til de vigtigste ingredienser i plast. Plast består af polymerer, som er store molekyler, der består af gentagne enheder kaldet monomerer. I plastposer er de gentagne enheder ethylen eller ethen.

Bangladesh var det allerførste land, der gennemførte et plastposeforbud i 2002, efterfulgt af blandt andet Kina, Holland, Israel, Marokko og Albanien. Men omfanget af hvert lands forbud er forskelligt. I Kina er plastposer, der er mindre end 0,025 mm tykke forbudt, og i butikker og på fødevaremarkeder er det forbudt at udlevere gratis poser.

I Rwanda forbød man allerede i 2008 plastposer. Ved ankomst til Rwandas lufthavn i Kigali ser man et stort skilt med teksten: »Brug af ikkebiologisk nedbrydelige polyethylenposer er forbudt«. Efter folkemordet i Rwanda har myndighederne brugt tid på at genopbygge landet og bidrage til dets økonomiske fremgang til det, landet er i dag. Rwanda er sandsynligvis Afrikas reneste nation og betragtes som et af de mest uberørte steder i verden. I Rwanda må man ikke smide affald på gaden. Der er meget politi, og kommunerne har ansat vagtpersoner. Man får bøder på stedet, eller man kommer i fængsel i to-tre måneder. Derfor er Kigali den reneste by i Østafrika. Tænk til sammenligning lige på gaderne i de store byer i Danmark, hvor store mængder affald bliver smidt hver weekend, og hvor gågaden om morgenen er fyldt med plastic og papir. Når folk har fået tilstrækkeligt med drinks og er fulde, bliver de tilsyneladende ligeglade med at smide deres affald på gaderne.

I Kenya kom forbuddet mod plastposer i august 2017. Ifølge loven får man op til fire års fængsel eller bøder på 40.000 dollars (268.000 danske kr.) for at producere eller sælge en plastpose. Nairobi har udviklet sig fra at være en ”affaldsby” til et generelt renere miljø. Man ser f.eks. ikke længere plastposer flyve rundt i blæst, og afløb bliver derved i mindre grad blokeret af affald. Der ses i dag få plastposer ved kysterne ved Mombasa og Victoriasøen. Fiskere får heller ikke længere plastposer i deres garn. I Nairobis slumområder, hvor man brugte plastposer til en bekvemmelighed kendt som ”flyvende toiletter”, havde forbuddet en øjeblikkelig indflydelse på praksis. For slum- eller ghettobeboere er dette derfor gode nyheder. Siden forbuddet blev indført, bruger langt flere mennesker det fælles toilet, hvortil der opkræves 0,34 kr. til engangsbrug eller 6,46 kr. for en måneds familiepas.

To år efter at Kenya annoncerede verdens hårdeste forbud mod plastposer, er der mange lande i Afrika, som overvejer at følge efter. Men der er dog betydelige knock-on-effekter på virksomheder, forbrugere og endda på beskæftigelsen som et resultat af forbud mod plastposer. I Tanzania trådte forbuddet mod plastposer i kraft 1. juni 2019, og det retter sig både mod produktion, import, salg og brug af alle engangsplastposer. Regeringen har også advaret turister om at tage plastposer med til landet, som er hjemsted for flere populære attraktioner såsom Mount Kilimanjaro og Serengeti. Produktion af plastposer i Tanzania kan føre til to års fængselsstraf eller en bøde på ca. 2,8 mio. kr. Desuden kan enhver, der ses med en pose, pålægges en bøde på stedet på 100 kr. Tanzania brugte over 10 år til at implementere forbuddet med plastposer, efter at de semiautonome Zanzibar-øer allerede i 2006 forbød plastposer. Forsinkelsen skyldtes, at plastposeindustrien importerer og eksporterer til andre lande såsom Zambia, Congo og Malawi. Industrien havde en meget stærk lobbyorganisation, der lykkedes med korrupt praksis at forsætte deres ”business as usual” uden at tage hensyn til miljø. Sydafrika og Eritrea er blandt de mere end 30 afrikanske lande syd for Sahara, der har indført deres egne plastposeforbud. Sydafrika insisterer endog på plastposeforbud for turister og besøgende, der kommer ind i landet. Inden Mauretaniens forbud blev gennemført i 2013, blev det sagt, at omkring tre fjerdedele af det kvæg og de får, der blev slagtet i hovedstaden, Nouakchott, var døde af at spise plastaffald.

Vores forskningsgruppe har også vist, at plastposer og -emballager til drikkevand, som er blevet meget populære i mange afrikanske lande, har skabt mange problemer i store byer som Dar es Salaam, Kampala og Nairobi samt i landsbyer, hvor man ellers i generationer har praktiseret en cirkulær økonomi.

Når det regner i byerne på landet, bliver afløb til vand altid blokeret og hele byer oversvømmes, dvs. al trafik stopper, og folk kan ikke gå på arbejde et par dage. Således skaber regnvejr i Tanzania et indtægtstab på millioner pga. den manglende arbejdskraft og lave produktivitet. I nogle områder, især lavtliggende steder nær kysten, dør folk hvert år på grund af regnvand. Det Indiske Ocean er også forurenet med plastposer, og man kan se bunker af plastaffald ved lavvande langs hele kysten. Fiskerne har fanget fisk, som har spist plastposer, som videresælges til befolkningen, dvs. der er livsfare forbundet med konsumering af fisk.

Mange lande forsætter med forbud eller overvejer at forbyde plastposer. Danmark burde skynde sig med et forbud, som vil være en stor gevinst for både miljø og klima. Danmark er fortsat blandt de lande, der genererer mest affald i EU, men er også blandt de bedste til affaldshåndtering, lyder det i en EU-rapport fra 2018: ”European strategy for plastics in a circular economy”. Danmark har i årevis haft en fornuftig affaldspolitik og -strategi, som gennemføres i kommunerne. Der findes omkring 29 forbrændingsanlæg. Data fra 2016 viser, at der generes 777 kg/dansker, heraf bliver 47 pct. genbrugt og komposteret, kun 1 pct. deponeres, mens over halvdelen (52 pct.) fortsat bliver forbrændt. Danmark har også visioner om cirkulær økonomi (CØ), hvor ressourcer indgår i kredsløb på affaldsområdet. Regeringen lancerede i september 2018 en national strategi for CØ. Der er afsat i alt 116 mio. kr. til strategiens initiativer til at styrke virksomhederne som drivkraft for CØ-omstilling, at understøtte CØ gennem data og digitalisering, at fremme CØ gennem design, at ændre forbrugsmønster, at skabe velfungerende marked for affald og genanvendte råvarer samt at få mere værdi ud af bygninger og biomasse. Ifølge Miljøstyrelsen forbruges hvert år cirka 80 plastposer pr. person i Danmark. I 1993 blev der indført et gebyr på plastposer, og dette gebyr har bidraget til at reducere forbruget med næsten 50 pct. En rapport fra Miljøstyrelsen sidste år viser, at regeringen havde en plan om at gennemføre et forbud mod tynde plastposer, da disse ofte ikke kan genbruges. Forbuddet gælder ikke for plastposer fra supermarkeder, hvor man regner med, at disse ofte kan genbruges. Andre tanker er at forbyde gratis udlevering af plastposer med hank (uanset størrelse og materiale).

Forbud mod plastposer har nu spredt sig over hele kloden, og Danmark, som har implementeret en fornuftig affaldsvision, -politik og -strategier gennem de seneste 30 år, bør ikke være tilbageholdende med et totalt forbud af plastposer. Man kan lære af de gode og positive erfaringer fra blandt andet Østafrika. Det er påvist, at forbud er meget effektivt i forhold til både at reducere plastposeaffald, at begrænse forstyrrelser i økosystemer og at reducere forbrænding af plastposer ved at minimere CO₂ og andre kemikalier, som kan være en del af en politisk intervention mod klimaforandring. Plastposeforbud har, hvor det er indført, desuden medvirket til et nedsat forbrug af andre plastprodukter, herunder plasttallerkener, -kopper, -bestik, -strå og -flasker. Engangsplast udgør omkring 40 pct. af al plast, som er produceret i hele verden. Vores nuværende livsstil er fuldstændig uholdbar, og hele affaldssystemet skal efterses hurtigst muligt, hvis vi skal standse virkningerne af klimaændringerne.