Klimasatsningen er også job, uddannelse og et grønt produktionsdanmark
Gule veste skal stadig kun bruges til arbejde og ikke til at demonstrere, men det kræver, at den grønne omstilling ikke ender med at tegne sorte skyer i horisonten for løn- og arbejdsvilkårene i Danmark.
Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.
Sidste års varme sommer og dette forårs valgkampe har pludselig sat klimaomstillingen på dagsordenen på en måde, der kommer til at præge det danske samfund dybt de næste mange år.
Inden længe vil det stå helt klart, at klimasatsningen ikke kun handler om at spise mindre kød, gå i uvasket tøj flere dage og flyve mindre. Den kommer også til at påvirke vores boliger, biler, uddannelser, produktion, virksomheder og arbejdsmarked. Vi skal forøge elektrificeringen i Danmark markant med grøn strøm og samtidig bruge elektriciteten mere intelligent, så vi på en gang får mere grøn strøm og sparer energi, hvor det er muligt. Det er den hurtigste vej til, at vi for alvor nedsætter vores klimaaftryk.
Elektrikerne og andre, der arbejder med el, kommer til at stå helt centralt i omstillingen. Det er en vigtig opgave, som giver muligheder for, at danske virksomheder på det eltekniske område kommer til at tage nogle gevaldige spring ind i en fremtid med mange udfordringer – men også store perspektiver.
Det står vel næsten skrevet med flammeskrift, at om ikke så mange år, så har vi forhåbentlig nået både klimamålet om en 70-pct.-reduktion af CO2, sat gang i et nyt eksporteventyr for danske virksomheder og skabt grundlaget for en grønt produktionsdanmark, hvor bygninger og maskiner er energirenoveret og forsynet med de nyeste klimavenlige teknologier. Det vil bidrage til det grønne regnskab og i længden føre til besparelser for virksomhederne – og uden tvivl blive et selvstændigt salgsargument for eksportmarkedet.
En 70-pct.-reduktion i løbet af 11 år betyder, at der bliver brug for rigtig mange elektrikere i Danmark – også flere, end vi er i dag.
Der er meget at nå med et klimavenligt byggeri, og når elbilerne bliver reglen frem for undtagelsen på de danske veje. Men der er endnu mere at nå med energirenovering af vores eksisterende bygninger, ligesom elbilerne kommer til at kræve en markant udbygning af elnettet og opstillingen af 250 ladestandere hver eneste dag fra nu og frem til 2030.
Så der bliver brug for mange flere medarbejdere og omstillingsvillige virksomheder på det eltekniske område. Hvis politikerne sætter de nødvendige regler og ressourcer op, som gør omstillingen mulig, så er vi klar.
Mange af vores medlemmer vælger hvert år at efter- og videreuddanne sig på erhvervsakademierne som for eksempel energiteknologer eller automationsteknologer. Når de er færdige med uddannelserne, uddeler vi fra Dansk El-Forbund en pris til de mest innovative afslutningsprojekter. Nogle af disse projekter har vist den vej, vi kan komme, når man krydser klimaomstillingen med ny teknologi og elektrikernes praktiske viden. Klimagevinsterne står i kø for at blive til virkelighed.
En energiteknolog har vist, hvordan et traditionelt typehus til hr. og fru Jensen kan bygges af bæredygtige materialer uden brug af beton og mindre brug af traditionelle materialer. Der bruges mindre energi i byggefasen, brugsfasen og bortskaffelsesfasen.
En gruppe energiteknologer har vist, hvordan overskudsvarmen fra en skoles serverrum kan opvarme klasseværelserne. Energien genanvendes på institutionen.
En automationsteknolog har påvist de praktiske muligheder for at styre elnettet efter forbrugsmønstre og behov. I dag kører elnettet på højtryk i nogle perioder og i tomgang i andre. Omstillingen til langt større brug af grøn el vil lægge endnu mere tryk på højtryksperioderne. Automationsteknologen viste, hvordan energiforbruget kan fordeles intelligent på en måde, der passer ind i vores hverdag.
Det er tydeligt, der kan nås meget ved uddannelse i grønne elløsninger, og innovation kan understøtte klimaomstillingen. Lad os derfor satse endnu mere på det.
En 70-pct.-reduktion i løbet af 11 år betyder, at der bliver brug for rigtig mange elektrikere i Danmark – også flere, end vi er i dag. Det er en kæmpe chance for dem, der arbejdsløse, og de op omkring 400 unge, der hele tiden befinder sig i elektrikeruddannelsens skolepraktik, selv om de ønsker at være – og burde være – i en praktikplads hos en virksomhed.
Og det handler ikke kun om innovation: Det kommer også til at handle om traditionelt elektrikerarbejde i energirenoveringen og med implementeringen af nye teknologier i det praktiske liv.
I dag er arbejdsløsheden blandt elektrikere ca. 1,1 pct. Så selv med alle udlærte og lærlinge ude på arbejdsmarkedet bliver der brug for flere elektrikere, når klimaomstillingen for alvor går i gang.
I Dansk El-Forbund er vi klar over, at klimasatsningen kan føre til flere elektrikere fra EU-lande og åbning for mere udenlandsk arbejdskraft. Men vi er samtidig optaget af, at det skal blive en god oplevelse for det danske arbejdsmarked. Vi vil derfor gøre alt, hvad vi kan, for at klimasatsningen ikke ender i endnu mere løndumping, social dumping og kriminalitet i bygge- og anlægsbrancherne.
Vi ser frem til et samarbejde med regeringen og arbejdsgiverne om at sikre den gode oplevelse, hvor udenlandske kolleger kan komme hertil for at bidrage til den grønne omstilling uden at blive mødt med diskrimination og arbejdsvilkår, som i sidste ende også underminerer danske lønmodtageres vilkår. For os skal gule veste stadig kun bruges til arbejde og ikke til at demonstrere, men det kræver, at den grønne omstilling ikke ender med at tegne sorte skyer i horisonten for løn- og arbejdsvilkårene i Danmark.
En vigtig vej til at sikre en retfærdig grøn omstilling er at lave regler for udenlandsk arbejdskraft, der passer som fod i hose med virkeligheden i den enkelte danske branche. Udgangspunktet må være forståelsen af, at mens industrivirksomheder typisk beskæftiger de samme medarbejdere i mange år, og dermed har styr på vilkårene fra dag et, så er blandt andet bygge- og anlægsbrancherne præget af, at medarbejderne skifter ofte mellem forskellige byggepladser og arbejdsgivere, ligesom virksomhederne konstant skifter mellem kunder og opgaver. De befinder sig ikke hele tiden samme sted, som de gør på en industrivirksomhed.
Derfor skal vi have fundet en løsning, hvor udenlandske elektrikere kan komme til Danmark på vilkår, hvor de ikke er her længere end den opgave, de fik tilladelse til at udføre. Skal de blive, så skal det være, fordi en ny opgave eller en ny arbejdsgiver står klar med det samme. Det kommer uden tvivl til at kræve regler, bureaukrati og kontrol, men det er prisen, vi må betale, for at det bliver en god oplevelse uden sorte skyer i horisonten.
Udgangspunktet skal naturligvis være, at udenlandsk arbejdskraft kun kan komme hertil, hvis de kommer til virksomheder, der tager lærlinge og har overenskomster med dansk fagbevægelse.
Der skal nok komme udfordringer, men tænker vi os om, så kan vi løse dem.
I Dansk El-Forbund er vi både klar til klimaomstillingen og til dialogen om uddannelser, udenlandsk arbejdskraft og mange nye job. Vi glæder os, og i al beskedenhed kan vores praktiske tilgang til elarbejdet og arbejdsvilkårene bidrage til en omstilling, der tager danske styrkepositioner som uddannelse, innovation og retfærdighed med ind i en bedre klimafremtid.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.