Bullshitord undergraver gymnasiet

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Vækkeuret ringer, klokken er 5.30, og jeg vågner med en underlig fornemmelse af fuldkommen klarhed og fire ord indprentet i mit hoved; karrierelæring, udviklingsteams og uddannelsespolitiske intentioner. Det kan for læseren nok virke som nogle mærkelige ord at vågne op til, men det er bare nogle få eksempler på de mange bullshitord, vi som undervisere i gymnasieskolen støder på i tide og utide.

Men hvorfor tænker jeg egentligt på disse ord så tidligt om morgenen? Jo, i går aftes talte jeg med gymnasielærer og forfatter Mikael Busch efter at have læst hans bog ”Carpe Diem”, der består af 40 tekster, der alle forholder sig kritisk til uddannelsessystemets udvikling de sidste mere end 20 år. Bogen kan fremstå en smule fatalistisk over for sektorens fremtid, hvor lærerens autoritet indskrænkes mere og mere i takt med indførelsen af flere bullshitord. Men bogen rummer også en ægte begejstring for lærergerningen. Jeg fortalte derfor Mikael Busch, hvorfor jeg egentligt selv blev gymnasielærer, og hvad jeg elskede ved det. Det var nemlig ikke et (u)lykketræf, at jeg endte som underviser, men derimod et helt bevidst valg – noget så umoderne som mit drømmejob.

Pludselig kunne jeg mærke en let boblende glæde, når jeg fortalte om, hvor fantastisk det kan være at føre eleverne gennem en tekst i dansk, som de intet forstår af til at starte med, men langsomt får dechifreret til noget, der giver mening ved brug af en fuldkommen outdated undervisningsmetode kaldet mesterlære. Mesteren er læreren, magister betyder jo også banalt nok netop mester, der kyndigt tager eleverne i hånden og trin for trin viser, hvordan man f.eks. skiller en tekst ad og samler den igen. Det lyder jo på papiret ikke særligt trendy, og nogen forestiller sig måske også en klasse med stakkels elever, der tvinges til at læse en tekst på lærerens måde.

Men tag mit ord for det, det er de bedste timer, vi har. Jovist, falder nogen fra, så vil jeg heller ikke tale det mere op, men helt grundlæggende får jeg langt de flestes opmærksomhed. Måske fordi de forstår alvoren af det, der foregår, eller måske fordi de higer efter, at en voksen person tager det ansvar på sig, som hun rent faktisk bør forventes at have. Læreren har nemlig ansvar for, at eleverne modtager en grundig undervisning i det faglige stof. Man kan ikke som 16-årig hf-elev forventes at kunne have ”ansvar for egen læring”.

Men hvorfor er der så så stor aversion mod f.eks. mesterlæren og den traditionelle tavleundervisning i disse år? Det er der, fordi vi lever i en tid, hvor vi har bildt os selv ind, at vi hele tiden skal være omstillingsparate i en hektisk, foranderlig, globaliseret verden. Derfor skal eleverne sættes i konstant centrum ved hjælp af det såkaldte læringscentrede uddannelsessyn. Her skal de hele tiden ”være på”, ”præstere” og ”lære”. Eleverne bombarderes af forskellige teksttyper og undervisningsmetoder ud fra devisen om ”jo mere variation, jo bedre” eller ”variation = læring” – som om læring er en størrelse, som man kan måle på en køkkenvægt. Og deraf opstår alle bullshitordene.

I desperation for at opfylde ministeriets behov for målstyring, PISA-topplaceringer og hektiske borgere, må vi udvikle nye metoder til at få eleverne til at optage læringen hurtigst muligt. Problemet er bare, at disse begreber har det med at glide ud hurtigere, end de er blevet implementeret, måske fordi eleverne rent faktisk ikke bliver spor dygtigere af dem? For at nævne nogle få af mine yndlingsbullshitord: cooperative learning, synlig læring, flipped learning og nu karrierelæring som det seneste misfoster i rækken.

Og her kommer vi så tilbage til min morgenklarhed, for i dag skal jeg til mødedag med mine kolleger, hvor vi blandt andet skal høre et oplæg fra en konsulent om, hvordan vi kan implementere ministeriets krav om karrierelæring i alle fag og projekter. Dette oplæg er arrangeret af et ”udviklingsteam” med den mundrette titel ”uddannelsespolitiske intentioner”.

Teamet, som jeg i øvrigt selv er en del af, skal forsøge at oversætte ministeriets bullshitord til praksis, som kollegerne kan forstå. I den nye hf-reform skorter det nemlig ikke på den slags ord. Ud over karrierelæring kan f.eks. nævnes ”individuel timepulje” samt ”fordybelsestid”, der i sig selv er et kernebullshitord. Det er tanken om, at eleven kan fordybe sig på kommando – her i forbindelse med at skrive opgaver.

Fordybelsen er åbenbart blevet så utilnærmelig og uopnåelig i gymnasieskolen, at vi skal lovgive om det. Vejledningen til de nye reformord lyder således: »Både fordybelsestiden og den individuelle timepulje understøtter et nyt undervisningsbegreb, hvor den daglige undervisning og elevernes skriftlige arbejde tænkes tæt sammen. Det nye undervisningsbegreb skal skabe mulighed for mere dynamiske arbejdsformer, hvor undervisning, vejledning, løbende evaluering og selvstændigt arbejde varieres i løbet af skoledagen.«

Eleven må altså slet ikke få lov at fordybe sig i fred og ro, men skal gennem den ”dynamiske” undervisningstilrettelæggelse konstant forstyrres af ”lærerfeedback”. Det skal også foregå i skoletiden, hvor der som bekendt sjældent er ro. Hvordan vi som enkeltlærere overhovedet skal nå at se og anerkende den enkelte elevs skriftlige udfordringer på dynamisk vis med en klasse på 28 elever, svarer teksten ikke på. Det må vi selv løse lokalt ude på skolerne. Derfor opstår noget så absurd som et ”udviklingsteam om uddannelsespolitiske intentioner” på min skole. Dette er ikke en kritik af min ledelse, for jeg finder det faktisk både konstruktivt og sympatisk, at de forsøger at inddrage lærerne i sisyfosarbejdet med at lege »gæt, hvad Ministeren mon har tænkt med det her?«

Men er eleverne ikke også blevet dygtigere, spørges der hvert år, når 12-talsinflationen diskuteres? Nej! De fleste kan ikke reglerne for tegnsætning og elementær stavning, og de kæmper med at skrive og læse længere sammenhængende tekst. Og det fikser ikke problemet at tilføje flere bullshitord. Med det øgede fokus på karrierelæring, kan man undre sig over, at ingen har tænkt, at en vigtig del af at ”gøre karriere” også ligger i at kunne formulere sig forståeligt på skrift. Arbejdsgiveren er ret ligeglad med, hvor mange fordybelsestimer eller hvor meget innovationsundervisning ansøgeren har modtaget i sin gymnasietid. Hvis ikke hun kan det basale, så kommer hun slet ikke inden for døren.

Gymnasietiden er således blevet reduceret til en periode i den unge borgers liv, der hurtigst muligt skal overstås, så borgeren kan komme ud at gøre karriere. Det er tankevækkende, at ordet karriere kommer fra det latinske carraria, der betyder væddeløbsbane. Eleven skal altså hurtigst muligt trænes op og ud på væddeløbsbanen, hvor jockeyen/staten kan få mest mulig output fra ”dyret”.

Vi lærere kæmper krampagtigt videre i kampen for at forstå, hvad ministeren egentligt vil med Danmarks ungdom. Og hvad sker der så, mens vi sidder til de mange møder? Jo, da ligger vores elever derhjemme og sover eller spiller computer. Mon ikke, de elever havde haft større gavn af, at jeg i stedet mødte op og viste dem, hvordan de lærer at genkende bullshitord og holde sig langt fra dem?