USA er mere suveræn end de fleste andre stater

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

I Donald Trumps tale til FN’s Generalforsamling den 25. september slog han et slag for staternes suverænitet. »Vi forkaster globaliseringsideologien og accepterer patriotismedoktrinen« er i mange andre lande blevet en politisk populær idé.

Trumps America First-politik indebærer, at USA skal se på sine egne interesser først. Ud med internationale aftaler og institutioner. »Vi vil aldrig overgive Amerikas suverænitet til et ikkevalgt, ikke ansvarligt globalt bureaukrati.«

Trumps USA har forstærket den eksisterende modvilje mod internationale forpligtigelser både i USA og i andre lande. Trump trækker USA ud af mange institutioner. Handelsaftaler som Nafta revideres så USA ”vinder” ved at handle. Andre aftaler som Iran-aftalen om kontrol med kernevåben afvises, fordi de ikke er stramme nok. I sin FN-tale sagde Trump, at alle stater »er bundet sammen af en fælles fortid og arbejder mod en fælles fremtid«. For Trump er internationalt samarbejde kun muligt, hvis staterne står hårdt på deres egne interesser. I Trumps formulering lyder det nærmest, som var det selvindlysende:

»Jeg støtter alle (FN-)staters ret til at forfølge deres egne normer, overbevisning og traditioner. USA vil ikke diktere, hvordan de skal leve, arbejde eller tro.« Staternes suverænitet skal respekteres og styrkes. De mange års udbygning af international samarbejde har udvandet staternes ret til selv at bestemme over deres egen økonomi, kultur og udenrigspolitik. Og mange andre lande synes nu også at mene, at suveræne stater vil kunne samarbejde bedre, fordi de alle kæmper for at sætte deres egne interesser først.

FN-traktaten kunne synes at bekræfte Trumps vægt på suverænitet. FN-traktatens artikel to lyder: »Organisationen hviler på grundsætningen om alle dens medlemmers suveræne ligeberettigelse.« Og ikke alene FN-traktaten, men hele det internationale retssamfund bygger på respekt for staternes suveræne ligeret.

Helt tilbage i 1648 ved afslutningen af den forfærdelige Trediveårskrig blev princippet slået fast. Dengang handlede det primært om at give staternes fyrster ret til selv at vælge religion. Men suverænitetsprincippet blev markeret som det centrale princip for at sikre selvbestemmelse og undgå yderligere krig.

Selv om Trump i slutningen af sin tale til FN netop påkaldte sig Guds velsignelse, så er det ikke længere religiøs selvbestemmelse, der er på dagsordenen. Det er den nationale økonomiske “suverænitet”, Trump taler om. Amerikanske arbejdere skal beskyttes mod unfair konkurrence. Virksomheder i USA skal investere deres penge i USA og ikke i Mexico, Kina eller Europa. »Vi vil ikke tillade, at vores arbejdere bliver gjort til ofre, vores virksomheder bliver snydt, og vores rigdom bliver plyndret og ført ud af landet«.

Suverænitet er baseret på sikkerhed. USA’s militær skal beskytte USA. Allierede stater i Nato må selv betale for deres forsvar. Nato landene skal bruge 2 pct. af bnp på forsvaret. Gør de ikke det, så er der ingen hjælp at hente fra USA.

Suveræniteten har stærke filosofiske rødder. Den engelske filosof Thomas Hobbes skrev i sit hovedværk “Leviathan” i 1651, at staten er nødvendig for at sikre befolkningen mod både ydre og indre fjender. Staten har derfor et voldsmonopol og kan beskytte borgerne. Det er nødvendigt for at opnå beskyttelse i en verden, hvor livet kan være brutalt og af kort varighed. Hobbes skrev sin bog under borgerkrigen i England og med erfaringerne fra Trediveårskrigen, der netop var afsluttet. Suveræniteten var for ham en nødvendighed, fordi »mennesket er som en ulv mod andre mennesker«.

Men til trods for forhåbningerne til freden i Westfalen i 1648 så blev krig ved med at være en stor del af den international politik. I 1900-tallet kulminerede krigene med to verdenskrige. Ved afslutningen af Anden Verdenskrig var der frygt for, at netop suveræniteten var en del af problemet. FN blev dannet som et fællesskab, der kunne give stormagterne et fælles ansvar for at forhindre yderligere krig.

I Europa gik man videre. Den franske politiker Jean Monnet, der er en af EU’s grundlæggere udtrykte det således: »Der vil ikke være fred i Europa, hvis staterne er etableret baseret på national suverænitet.«

Suverænitetsbegrebet har den indbyggede selvmodsigelse, at staterne udgør en potential trussel mod hinanden. Jean Monnets pointe var, at man ikke kan stole på en stat, der sætter sine egne interesser over alt andet. Trumps tale bygger mere på Hobbes end på Monnet. »Suveræne og uafhængige stater er den eneste vej til frihed, demokrati og fred«. Trumps USA vil kæmpe for sig selv og ikke for at skabe regler for alle. Det er derfor, USA har startet en handelskrig. Når Kina som svar indfører told på produkter fra USA, er det en trussel mod USA. Når Kina investerer i USA, er det en trussel mod USA’s selvbestemmelse. Når Kina styrer sin valutakurs, ses det som en trussel mod USA’s dollar.

Jean Monnets model er, at suverænitet skal underbygge et samarbejde, der skaber tillid frem for frygt. Måden at reducere truslerne på er netop ved at forhandle om sin suverænitet. Den amerikanske professor Robert Keohan har lanceret begrebet operationel suverænitet. Hermed mener han, at staterne forhandler sig frem til en slags fælles suverænitet. Et eksempel er det internationale handelssystem. Her er lavet en række principper for, hvordan handel skal foregå, så alle stater er underlagt de samme regler. Princippet er, at handelshindringer er en undtagelse og skal afskaffes. Reglerne sikrer, at handel kan foregå mere eller mindre uhindret mellem landene.

Suverænitetsbegrebet bygger også på en idealforestilling om, at alle stater er ligeberettigede i deres suverænitet. Derfor hedder det netop i FN-pagten »staternes suveræne ligestilling«. Men USA er mere ”suverænt” end de fleste andre stater. Landets militærmagt bliver af Trump brugt til at true andre. Sidste år i FN var det Nordkorea, der blev truet med udslettelse. I år var det Iran. På samme måde er det med økonomi og handelsaftaler. USA’s økonomi er stadig den stærkeste i verden, og USA kan derfor nemmere presse enkeltlande, hvis der ikke er fælles regler. Trump har lagt told på importen af råvarer, f.eks. aluminium, fordi han vil beskytte arbejderne og virksomhederne i USA, også selv om de er mindre effektive end tilsvarende producenter i Europa og Asien.

Trumps tale til FN baseres på en filosofi fra en svunden tid, hvor fyrsterne styrede. Men hans synspunkt støttes af mange, også i Danmark. Den suveræne stat er blevet et argument imod EU i mange lande. Jean Monnets synspunkt om risikoen ved at styrke nationalstaterne er udfordret.

Suverænitetsbegrebet kan bruges som banner for nationalistiske bevægelser. Vi ser det tydeligt i mange politikeres argumentation. Og Trump er blevet en international bannerfører for denne kobling mellem nationalisme og suverænitet.

Men der er et meget stort problem ved denne suverænitets renæssance. Kort sagt: Det virker ikke. Forestillingen om, at en integreret global økonomi kan fungere uden fælles regler, er forkert. Troen på høje mure og nationale skyttegrave er forkert. Vi står i dag over for problemer, der kun kan løses i fællesskab. USA kan ikke tvinge systemforandringer igennem. USA kan ikke beskyttes af selv de største mure.

På kort sigt kan det se ud, som om der sker noget. Trump revitaliserer dele af økonomien i USA. Han kan måske tvinge virksomheder som f.eks. Apple til at øge investeringerne i Amerika. Han kan uddele verbale bandbuller, så de mindre Nato-allierede øger deres forsvarsudgifter. Han kan forhindre visse landes befolkninger i at rejse til USA. Og han kan droppe ud af internationale atomaftaler. Han kan ignorere internationale miljøforpligtigelser.

Alt det kan han. Men handelskrigen vil føre til lavere vækst i USA. Kravet om Nato-oprustning vil mindske USA’s indflydelse. Investeringsrestriktionerne vil øge priserne og mindske konkurrencen. Konfrontationen med Iran vil øge Kina og Ruslands indflydelse.

I stedet for at gøre Amerika til nummer et, så vil USA inden længe rykke bagud i det internationale kapløb. Det er populært, men det duer ikke.