Fællesskabet overlever ikke af sig selv

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Danmark skal snart til VM i fodbold, og forleden tog jeg mig selv i at tænke, at det her land ville have godt af en sejr. Simpelthen bare vinde hele dynen og se landsholdet rejse hjem til hyldesten fra en samlet nation. Så kunne vi få én dag, hvor vi var samlet på kryds og tværs af politiske, kulturelle og etniske skel.

Sådan en folkefest a la EM i ’92 kunne vi godt snart bruge igen. For jeg er alvorlig bekymret for den opdeling af Danmark og danskerne, der finder sted i disse år.

Først og fremmest opdeles vi socialt. Flere og flere af de forældre, der har råd til det, sender ifølge forskningscenteret VIVE deres børn i privatskole. Vi får i stigende grad et land, hvor børn vokser op hver for sig afhængigt af indkomst. Den udvikling finder sted sideløbende med, at Rockwool Fonden tidligere på året kunne fortælle, at 25.000 børn vokser op i fattigdom.

For os, der nåede at vokse op i et mere klasseinddelt Danmark, er det tragisk at se armodens grimme ansigt igen. Når huslejen i de attraktive dele af landet flygter mod himlen, og de udsatte flyttes ud af byerne, eskalerer udviklingen. Til sidst får vi storbyer med de samme udfordringer som eksempelvis Paris: en ren og turistvenlig indre kerne, omgivet af slum og sociale problemer, der er blevet isoleret i udkanten, langt væk fra det pæne borgerskab.

Modsætningen mellem by og land er også blevet skærpet. Debatten om kommunal udligning sendte massive bølgeskvulp igennem det politiske landskab, og skænderierne om et par ulve er endt med alt fra latterliggørelse af mennesker, der er nervøse for deres børns sikkerhed, til deciderede beskyldninger om, at naturglade københavnere skulle have kørt ulvene hertil i en varevogn.

Og så er der indvandringen. Jeg var en af dem, som så med, med vredestårer i øjenvigen, da Abdel Mahmoud, homoseksuel journalist med muslimsk baggrund, i bedste sendetid fik at vide af både en imam og en ortodoks muslim, at han var en synder. Snart efter kunne jeg så se måbende til da en minister prioriterede sin tid på at skrive om det frygteligt store problem, det åbenbart er, at muslimer fejrer ramadan.

Begge dele er på deres egen måde perfekte tegn på, at det danske fællesskab er udfordret.

Her synes jeg, at vi skal være ærlige. Indvandringen, men også den måde, vi reagerer på den på, har drevet en kile ind mellem os. Vi mærker det hver dag på Christiansborg, hvor man skal holde tungen lige i munden for ikke at negligere de reelle problemer, men samtidig huske, at Danmark er et land, hvor der, med Oskar Hansens ord, er ”plads til alle, der vil.”

SF valgte for nylig at deltage i store dele af de nyligt indgåede aftaler på ghettoområdet. Det gjorde vi, fordi vi fuldt ud anerkender problemerne og fik justeret regeringens udspil, så slutresultatet var særdeles fornuftigt. Det fik Radikale Venstres leder Morten Østergaard til at angribe os for at føre ”en klam politik.” Få uger forinden havde han manet til besindighed i debatten og foreslået sig selv om som en konstruktiv og medierende stemme mellem yderfløjene.

Der er imidlertid intet klamt i at anerkende problemer, der ikke lader sig fornægte. En dugfrisk analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at op mod halvdelen af ikke-vestlige indvandrere enten ikke går op til alle eksamener i Folkeskolen, eller ikke består dem.

I lang tid har vi håbet, at udfordringerne med integration ville løse sig selv med tiden – forsvinde i mødet med den danske velfærdsstat. Men virkeligheden har lært os, at det ikke er sikkert, det forholder sig sådan. Efterkommere af indvandrere får gennemsnitligt lavere karakterer end danske børn og mange tosprogede elever har problemer med at tilegne sig et godt dansk. Nye tal fra Danmarks Statistik tyder på, at karaktererne måske ikke engang rykker sig for den endnu unge 3. generation. Og på samme måde fortsætter nydanske unges overrepræsentation i kriminalitetsstatistikken også for mange grupper af efterkommere. Integrationen står med andre ord i stampe på flere områder.

Som socialist er det umuligt at leve med det faktum. Umuligt at acceptere, at så mange børn starter 10 meter bagude i livets 100-meterløb - alene fordi de har en bestemt baggrund - fordi vi ladet stå til.

Problemerne bliver måske allermest tydelige når vi taler om ligestilling. Eskild Dahl Pedersen, som er Tryghedschef i Mjølnerparken og har viet sit liv til de sociale udfordringer i udsatte boligområder, har længe råbt vagt i gevær om volden i netop disse områder. Alt for få kvinder er i arbejde og alt for mange udsættes for vold og lever under social kontrol. Eskilds bekymringer bakkes op af statistikken: mens 9 ud af 10 danske kvinder føler, at de har samme frihed, som jævnaldrende mænd, gælder det kun for halvdelen af de unge, nydanske kvinder.

Stærke, nydanske stemmer som Halime Oguz, Ahmed Mahmoud, og Geeti Amiri har før talt om problemerne med, at man i ghettoen ligner hinanden, og mangler diversiteten og forskelligheden i barndommen. At problemerne ved at isolere samfundets svageste i enklaver, væk fra resten af samfundet, fortætter den sociale kontrol og gør de sociale problemer til en normaltilstand, som man ikke forventes at bryde fri fra. For nylig har endnu en stemme så meldt sig i debatten: den unge kvoteflygtning Yasser Ghanbari, der ligesom mange andre før ham slår alarm for integrationen. Vi rykker ikke hurtigt nok.

Nogle siger, at vi som politikere burde fokusere på det, der samler os, i stedet for det, der splitter os. Tale om de positive ting, og om, at det trods alt også går frem ad nogle steder. Når jeg hører den slags, tænker jeg altid på, hvordan i alverden det skal hjælpe alle de mennesker, der vokser op med et dårligt dansk, ingen uddannelse, ringe chancer for beskæftigelse og måske endda udsigt til en periode med kriminalitet. Folk på samfundets sidespor kan ikke bruge alverdens solstrålehistorier til noget som helst. De har brug for, at vi snakker om problemerne, og laver politiske løsninger.

Der ER positive forandringer, og områder, hvor det går bedre. Det betyder bare ikke, at vi skal lade stå til, men tværtimod: at en politisk indsats nytter noget. At vi skal gøre endnu mere og være endnu mere ambitiøse, for at få tingene til at skride fremad.

Til gengæld er det vigtigt at understrege, at vi også bærer en del af skylden for tingenes tilstand. Alt for længe har vi ført en forfejlet boligpolitik, der har opdelt danskerne og flyttet problemerne ud i isolerede områder. Netop derfor er det så vigtigt med en ghettoaftale, der går imod den udvikling, og gør op med tidligere tiders fejltrin i boligpolitikken.

Derfor vil SF også have bygget flere almene boliger i de mest velhavende områder af Danmark, derfor vil SF have mere blandede skoler og daginstitutioner, og ja – derfor er vi klar til at bruge de nødvendige redskaber, for at modvirke parallelssamfund, og sikre at danskerne bor blandet og kommer hinanden ved på tværs af indkomst og etnisk baggrund.

Fordi fællesskabet og solidariteten – hensynet til sammenhængskraften – vejer tungt for os. Med Grundloven sikrede vi rammen om et stærkt samfund med stor sammenhængskraft. Det er netop den sammenhængskraft, der i dag udfordres, og som vi bliver nødt til at værne om, med de midler, vi har. Det handler om at styrke folkeskolen, fjerne skellet mellem land og by, og sørge for, at alle har de samme gode muligheder, hvad end man vokser op i Gentofte eller i Rødby. Og så handler det om at sikre, at sandsynligheden for at få godt liv, er den samme, uanset om du hedder Muhammed eller Mikkel.