Åh nej, skal vi virkelig til det igen?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

De mørke skyer over det offentlige arbejdsmarked trækker sammen, og for særligt os lærere betyder det et ubehageligt deja-vu til ”det fordømte forår” i 2013, hvor kommunerne lockoutede os pga. uenighed om arbejdstiden. Følelserne af afmagt, frustration og svigt ruller igen i disse dage ind over de mange, der på egen krop oplevede lockouten, og som betalte for den med en månedsløn og intet fik igen.

Tydeligst af alt står dog den fornedrelse, vi lærere måtte lægge krop og sjæl til, fra både vores arbejdsgivere, fra meningsdannere og endda fra forældre til de elever, vi bruger vores arbejdsliv på at sende godt i vej.

Retorikken var hård og velforberedt. Lærerne skulle møde en folkestemning, der var pisket op imod dem. Det var strategien fra KL’s side. Dette bekræftes af KL’s daværende kommunikationschef, Line Aarsland, i et debatindlæg på sitet Kommunikationsforum 24/4 2013, hvor hun berettede, at man i to år forinden havde arbejdet målrettet på netop dette.

Desværre for os almindelige lærere var resultatet af de to års forberedelse så grumt, at selv den mest skeptiske lærer blev taget med bukserne nede. Vores arbejdsgiver rullede store helsidesannoncer frem i dagbladene, hvor de først insinuerede, at lærerne var dovne og kun underviste 16 timer om ugen, selvom det var et objektivt dybt manipulerende udsagn, som ikke mange lærere kunne genkende fra deres hverdag. Et trick, der i øvrigt virkede; folkeopinionen var klar: Lærerne underviste for lidt, syntes folk.

Dernæst gik vores arbejdsgiver ud og angreb det allerhelligste i enhver lærers professionelle liv, nemlig vores dedikerede forpligtelse over for de børn, hvis muligheder i denne verden vi brænder for at fremme, og som vi hver dag dynger tonsvis af professionel kærlighed på. Jeg ved, at det efterlod et hul af dimensioner i mange læreres hjerter, da selve formanden for vores arbejdsgivere, borgmester Erik Nielsen (V), gik på talerstolen ved Kommunalpolitisk Topmøde 20/3 2013 i Aalborg og sagde følgende: »Danmarks Lærerforening har hele tiden haft nej-hatten på og ikke villet forhandle sig til en fremtid, hvor skolen indrettes efter børnene – ikke lærerforeningen.« Ved samme lejlighed udtalte Erik Nielsen: »Alternativet er at give køb på vore børns fremtid for at få fred for en fagforening, der er fanget i en tidslomme fra forrige århundrede.«

Her gik formanden for KL for alvor ind på hellig grund med store beskidte gummistøvler på. Han kaldte simpelthen lærerne for egoister, der var villige til at ofre børnenes fremtid for egen vindings skyld. Det var en modbydelig oplevelse, og kollegerne hjemme på lærerværelset var lammede og grådlabile. Var det virkelig os, vores ledere talte om? Var vi sådan? En stemning af eksistentiel krise bredte sig blandt lærerne på min skole. Det var hele vores selvforståelse, der blev rokket ved.

Her skal det indskydes, at lærere har et forhold til deres job, som måske bedst beskrives af professor Lotte Bøgh Andersen fra Aarhus Universitet. Hun siger følgende om, hvad der motiverer offentligt ansatte i et interview med oao.dk: »Når man spørger de offentligt ansatte, får man typisk tre svar: Hensynet til brugerne, glæden ved selve arbejdet og kollegerne. Lønnen bliver sjældent nævnt som en årsag til at gå på arbejde. Det betyder ikke, at de offentligt ansatte ikke også går på arbejde for at få løn. Men det betyder, at det er vigtigere for dem at have et meningsfuldt arbejde.« Lotte Bøgh Andersen konstaterer altså, at netop hensynet til vores elever og deres vel ligger helt i top, når vi vurderer, hvad der motiverer os. Derfor slog det benene væk under mange af os, da vores ledere på den måde beklikkede selve vores lærerpersonlighed.

Rundt om i kommunerne var de lokale lærerkredse kreative som aldrig før i bestræbelserne på at fortælle, at lærerne var andet end egoister, og at vores krav ikke stod i et modsætningsforhold til elevernes tarv.

Desværre havde KL så meget held med at skabe et billede af forkælede, dovne lærere med særlige fordele, ingen andre havde, at befolkningen delte sig i to lejre: for eller imod lærerne. Det betød, at vi oplevede forældre, som gik meget aktivt og konfronterende ind i kampen mod lærerne, i en grad så dybe grøfter blev gravet mellem to af børnenes vigtigste voksne, voksne som børnene begge holdt af og stolede på. Konfrontationerne blev af og til alvorlige. Jeg husker, hvordan mine kolleger og jeg stod på fortovet uden for skolens matrikel med vores bannere og skilte, hvilket åbenbart var så provokerende, at visse forældre dyttede efter os eller gav os fingeren. Jeg glemmer aldrig en hændelse, jeg fik gengivet af en kollega, som kunne fortælle, at en forælder til et barn, min kollega ganske få dage forinden havde trøstet i et frikvarter, gassede bilen op og styrede den hen imod gruppen af lærere med skilte for så at undvige i sidste øjeblik.

Ord betyder noget. Ord er virkelighed. Derfor bærer ord særlig megen betydning, når de kommer fra vores arbejdsgivere, som i sagens natur indtager en magtposition i forhold til os ansatte.

»Jeg magter simpelthen ikke ydmygelsen igen,« har det lydt fra flere af mine kolleger i den seneste tid, for det var en ren ydmygelse, der fandt sted. Mine kolleger giver udtryk for, at det ikke er selve konflikten eller den økonomiske risiko, man løber, når man står sammen med sine kolleger i en arbejdskamp, der skræmmer. Det er hånen og nedgørelsen fra dem, vi er afhængige af, der rammer os dybt ind i vores inderste kammer. Der, hvor vi gemmer den, vi i virkeligheden er.

I disse dage rasler man med sablen fra både arbejdsgiver- og lønmodtagersiden. Fronterne bliver trukket hårdt op, og retorikken begynder at give mindelser om dengang i 2013. Når Moderniseringsstyrelsen med Sophie Løhde i spidsen går ud og siger, at de offentligt ansatte skylder 6 mia. kr., fordi vi skulle have fået for meget i løn ift. den private sektor, så runger det som et ondt ekko i vores ører. Et ekko fra dengang, man manipulerede med tallene og fik Danmark til at tro, at lærerne kun underviste 16 timer om ugen. Hendes talmagi dækker over, at de offentligt ansatte i 2008 skulle have indhentet et lønefterslæb fra de tidligere år ift. de privatansatte. Ved ensidigt at fokusere på perioden fra 2008 skævvrider hun billedet. Det er spin af værste skuffe. Særligt er det usympatisk, fordi det er folks levebrød, det drejer sig om. Det er blandt andet derfor, de offentligt ansattes repræsentanter i fagbevægelsen denne gang står sammen. Vi ved, at det er os alle 750.000, der kan risikere at miste vores hårdt tilkæmpede rettigheder, hvis vores modpart får held med sit forehavende.

Vi fik vores faglige stolthed flået itu af vores arbejdsgivere i 2013 med det formål at smadre fagforeningens indflydelse. Kommunerne var villige til at betale prisen, og prisen, de var villige til at betale, var mit og mine kollegers arbejdsliv og -glæde. Mange har fundet den igen lige så stille, mens andre stadig leder. Desværre er det ikke alle, der leder i folkeskolen. Nogle af de bedste, mest dedikerede lærere har kastet håndklædet i ringen og leder videre andre steder. Er det det, der skal til endnu en gang? Svaret vil komme i den nærmeste fremtid.