Desværre elsker vi det, vi gør

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

»Hej Theis, har du tid til at ses? Jeg har det ikke så godt.«

Sådan en besked fik jeg sidste uge fra en af mine gode veninder.

Når man får den slags beskeder, kan man ikke andet end at smide, hvad man har i hænderne, så vi aftalte at mødes dagen efter.

Da jeg havde banket på døren, åbnede Katrine smilende og bød mig indenfor.

»Hvordan går det med dig?« fik jeg spurgt. Katrine sank og kiggede ned i gulvet. Selvom hun virkede glad, så kunne jeg godt mærke, at der var noget galt. Så kiggede hun op og fortalte stille, at det ikke gik særligt godt. Ved lægebesøget i går var hun blevet sygemeldt med en voldsom belastningsreaktion, også kendt som stress.

Katrine og jeg lærte hinanden at kende, da hun for to år siden blev ansat på den afdeling, hvor jeg var ansat. Vi arbejdede kun sammen i et år, men når man er sygeplejerske på en intensiv afdeling, så kan et år føles som en menneskealder. På vores afdeling mødte vi mennesker i deres livs værste kriser, og lige meget hvor professionel man er, så kan ikke undgå at møde mennesker, hvis urimelige skæbner rammer en hårdt. Derfor er det vigtigt at have gode kollegaer, som kan bære disse oplevelser sammen med en.

Sådan et menneske er Katrine. Hun ser altid det bedste i andre mennesker, hun er der, når man har brug for hende, og det er nærmest fysisk umuligt ikke at være glad, når hun er i nærheden.

Katrine er også en arbejdsgivers drøm, hun brokker sig aldrig og møder dagens udfordringer med et smil og passer sit arbejde. Eller sådan var hun, før hun fik stress. Nu er hun asocial, irritabel og hverken hjælpsom eller overskudsagtig.

For længe siden, før jeg mødte nogen som var blevet ramt af stress, havde jeg svært ved at forestille mig, at man kunne blive syg af at gå på arbejde. Jeg havde en idé om, at de mennesker, som fik stress, var for dårlige til at passe på dem selv. Jeg er heldigvis blevet meget klogere.

På den afdeling, hvor Katrine og jeg arbejdede, var der ansat omkring 150 sygeplejersker.

På en intensiv afdeling skal der være mange sygeplejersker på arbejde i alle døgnets timer, så når nogen er syge, siger op eller af andre grunde skal have færre vagter, må arbejdsbyrden fordeles på de andre sygeplejersker. Nogen skal jo være på arbejde for at være der for vores patienter.

Hvad gør man på en arbejdsplads, når der ikke er personale nok, ikke budget til vikarer eller ikke kan finde relevante ansøgere? Så ser mange ledelser sig nødt til at presse deres medarbejdere lidt ekstra, og det skaber en negativ spiral.

Det personale, som er tilbage på afdelingen, skal sikre, at dagligdagen hænger sammen, det vil sige, at de skal dække de ubesatte vagter. Her kunne en sygeplejerske forsøge at passe på sig selv ved at sige nej tak til de mange ekstra opgaver. Desværre er det bare ikke altid op til sygeplejersken. Hvis ikke man kan få fat i andre, kan sygeplejersken nemlig blive beordret til at blive på afdelingen. Så hvis jeg f.eks. havde været i en dagvagt fra klokken syv, og sygeplejersken med den følgende aftenvagt blev syg, så kan man risikere at skulle blive på arbejde i den efterfølgende vagt også. Det vil sige, at jeg i 16 timer i træk skal passe ustabile og meget dårlige patienter. Hvis det skete en gang imellem, kunne vi som sygeplejersker nok godt håndtere det, men problemet er, at det på nogle afdelinger sker så ofte, at personalet bliver presset til bristepunktet, og patientsikkerheden bliver bragt i fare.

Jeg arbejder nu et sted, hvor jeg er blevet en del af ledelsen. I min optik fungerer vores afdelinger godt, men alligevel er vores sygeplejersker nødt til at have arbejdsuger på op til 56 timer, for at systemet kan løbe rundt. Det er ikke hverken min, min chefs eller min chefs chefs skyld, men et vilkår, som vi efterhånden er blevet vant til, fordi en anderledes hverdag ville kræve helt andre økonomiske ressourcer.

Havde Katrine arbejdet i hvilken som helst anden produktionsvirksomhed (ja, vores hospitaler er i høj grad blevet produktionsvirksomheder), så havde man været nødt til at reducere produktionen, men sådan er det ikke i sundhedsvæsenet. Vi kan ikke bare producere mindre, vores patienter forsvinder ikke.

Ud over mit arbejde som assisterende afdelingssygeplejerske er jeg også en del af bestyrelsen i Dansk Sygeplejeråd, og qua det arbejde hører jeg historier igen og igen om sygeplejersker, som ikke kan holde til det enorme og overdrevne pres, som er på vores sundhedsvæsen.

Deres historier ligner Katrines, og ens for dem alle er, at de opdager, at den er gal alt for sent.

Da jeg snakkede med Katrine, fortalte hun om sit forløb. Katrine fortæller om alle de søvnløse nætter, om den overvældende kvalme, om angsten og alle de gange, hun er brudt grædende sammen uden grund. Alt for længe bagatelliserede Katrine sine symptomer, og først da hendes krop fysisk ikke kunne mere, var hun nødt til at sige stop. Vi sygeplejersker føler en forpligtelse over for vores patienter og for vores kolleger, som gør, at vi finder os i arbejdsforhold, som er helt uacceptable og urimelige både for sygeplejerskens sundhed og for kvaliteten af patienternes behandling.

Hvis du tror, at stress er pjat – ligesom jeg engang troede – at det er, fordi vi offentligt ansatte er for dovne, eller fordi vi ikke forstår, hvad det vil sige at arbejde for vores løn, så prøv at se på personalet, næste gang en du holder af har brug for vores hjælp. Aldrig har jeg oplevet en mere dedikeret gruppe mennesker, og det gælder ikke kun min faggruppe, det samme kan siges om lægerne, social- og sundhedsassistenterne og mange flere.

Jeg er overbevidst om, at den eneste grund til, at sundhedsvæsenet endnu ikke er kollapset, er, fordi vi har været heldige at ansætte den ene ildsjæl efter den anden.

Rundt om på landets hospitaler har vi ansatte, som hver eneste dag giver alt, hvad de har for at redde Danmarks borgere. Det kan virke positivt, og fra ledelserne rundt omkring regner det da også med flotte ord ned over os. Vi får at vide, at vi er robuste, omstillingsparate og kompetente medarbejdere, men under disse flotte ord gemmer sig en helt urimelig forventning til vores arbejdsindsats.

Mange sygeplejerskers arbejde er blevet så presset, at de ofte går hjem fra en vagt uden at have spist eller været på toilettet. Jeg kender personligt til sygeplejersker, som fortæller, hvordan de går udbrændte og nedbrudte hjem fra job, og at det ikke er på grund af de grusomme skæbner, de møder (gid det var). Derimod står de i urimelige prioriteringssituationer hver eneste dag på arbejdet, hvor de skal bestemme, om de helst vil sikre, at deres patienter får noget at spise, får deres medicin eller kan blive fulgt på toilettet. Prøv at forestille dig, hvor ulideligt opslidende det må være aldrig at føle sig fagligt tilstrækkelig, fordi man simpelthen ikke har tid til at give patienterne den respekt og den værdighed, de fortjener.

Min fortælling er om sundhedsvæsenet, men jeg hører ofte om lignede historier fra pædagoger, lærere, socialrådgivere og en masse andre af velfærdsstatens frontkæmpere.

I Danmark havde vi i 2015 mere end 1,5 mio. sygedage på grund stress.

Det betyder, at arbejdsrelateret stress ifølge stressforeningen koster vores samfund 27 milliarder kroner om året, og dermed bliver regeringens besparelser i virkeligheden til en meget større udgift, både menneskeligt og samfundsmæssigt.

Tænk, hvor meget mere velfærd og bedre arbejdsmiljø vi kunne få for 27 milliarder kroner.

Det er absurd, at vores magthavere ikke kan forstå, at den syge produktivitetskultur ikke bare er ødelæggende for det enkelte menneske, som bliver ramt af stress, men også er en bombe under det velfærdssamfund, som resten af verdenen er så misundelig på.

Så kære regering, selvom det ville være dejligt med lidt ekstra penge på lommen, så er vi rigtig mange, som hellere vil have nogle flere kolleger.

Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at vi skal blive syge af at gå på arbejde. Et arbejde, vi desværre elsker, ellers havde vi sagt farvel og tak for længe siden.