Uffe Elbæk og ligepersoners fatamorgana

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

At Alternativets Uffe Elbæk er ude på stort set den yderste venstrekant i udlændingepolitikken, er ikke just en nyhed. Det er en position, som partiejeren deler med Enhedslisten og Det Radikale Venstre. Og såmænd også hos ikke så få i f.eks. det kongelige regeringsparti Venstre. Se blot til Venstres Jan E. Jørgensens brug af vulgære gloser, fordi en anden venstremand, Marcus Knuth, glædede sig over, at Europas farligste politiker, Angela Merkel, og hendes parti var gået voldsomt tilbage ved det tyske valg i søndags, og at AfD var kommet i forbundsdagen.

Marcus Knuth har siden været på noget af et tilbagetog, men det ændrer ikke ved kendsgerningen, som er, at ret stærke politiske kræfter fortsat forhindrer Danmark og andre europæiske lande i at føre en ansvarlig udlændingepolitik.

Tilbage til Uffe Elbæk: Alternativets forperson – for Guds skyld ikke noget med ”mand” – havde en kronik i Berlingske i går, hvor han noget usædvanligt forsøgte at lyde helt rationel i sin argumentation. Uffe Elbæk er vred over, at Socialdemokratiet under Mette Frederiksens ledelse har flyttet sig i udlændingepolitikken. Venstrekantpartierne skal ikke forvente at få indflydelse på den førte politik på dette område. Og det er Uffe Elbæk vældigt ked af og skriver derfor bl.a. således:

”Det er rigtigt, hvis man udelukkende ser på, hvor stor opbakning, der er til de partier, der i varierende grad praktiserer en meget stram udlændingepolitisk linje, altså Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance, (til dels) SF og de Konservative. Men der slutter rigtigheden så også, for Mette Frederiksen kan selvfølgelig ikke konkludere, at vælgeropbakningen til de partier skyldes en ekstremt stram udlændingepolitik. For kunne det ikke tænkes, at der er andre grunde til, at danskerne stemmer på de partier end netop deres politik på flygtninge- og indvandrerområdet?

Det håber jeg da.”

Derpå giver Uffe Elbæk en række grunde til at stemme på de partier, der ifølge samme Uffe Elbæk fører en ”meget stram udlændingepolitik”. Henimod slutningen af kronikken lyder det derfor sådan her:

”Udlændingepolitikken er blevet en afledningsmanøvre, der fjerner fokus fra de virkeligt alvorlige trusler, som vi står over for.”

Det er med andre ord ren fup og svindel, når Mette Frederiksen og andre er begyndt at bevæge sig derhen, hvor udlændingepolitikken er blevet det vigtigste politiske emne i Danmark. Siger altså Uffe Elbæk.

Så er det vist på tide at se på virkeligheden, som er den modsatte af Uffe Elbæks håb:

I en undersøgelse fra februar i år fra ti europæiske lande mente 55 procent, at muslimsk indvandring til Europa skal standses helt. Ikke begrænses, men standses helt og aldeles. Danmark var ikke med i undersøgelsen. Men så sent som i denne måned viste en undersøgelse, at vi er fint med. Der blev her spurgt om, hvilke der var de alvorligste trusler mod dansk suverænitet. To svar var mulige.

Nummer 1 og 2 på listen, med 31 og 28 procent, var indvandring og islamisk terrorisme. Som nummer 5 var det EU, der blev nævnt som den største (eller næststørste, husk, der var to svarmuligheder) trussel med 16 procent.

Apropos EU har EU-kommissionen netop annonceret, at EU vil finde plads til 50.000 flygtninge fra lande i Afrika. EU-kommissionen har muligvis ikke opdaget, at FN forudser, at Afrika vil vokse fra godt 1,2 milliarder i dag til det dobbelte i 2050, 2,4 milliarder eller 2.400 millioner.

Når modstanden overfor massiv indvandring fra den tredje (ofte muslimske) verden allerede i dag er udtalt i Danmark og Europa, hvad vil den da være, hvis masseindvandringen med stadigt forøget hast fortsætter?

Hermed er vi nået til konklusionen: Uffe Elbæk og ligepersoner er stort set allerede kørt bagud af historien. Tiltagende desperat hager Uffe Elbæk sig fast i en fortælling, hvor udlændingepolitik ikke betyder noget videre.

Historien har heldigvis sin egen ubønhørlige logik. Uanset persons anseelse gør den sig fri af Uffe Elbæk og hans ligesindede. Historien genopretter den naturlige balance. Som i dette tilfælde er, at danskerne og europæerne genvinder retten til deres hjemlande.

Imens står Uffe Elbæk på bagperronen og forstår ikke, at toget kørte uden ham.