Hos min farmor var det september året rundt

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Når jeg træder ud på trappestenen en kølig septembermorgen som denne, tænker jeg tit på min farmor i Skt. Klemens.

Selvom stedet lyder af mere, er det navnet på en lille landsby, der med tiden blev en forstad til Odense. Her boede min farmor i mere end 50 år, og hendes hus på Møllebakken var et helle.

Fra det øjeblik man trådte ind på gruset mellem de to fliserækker, var man i sikkerhed. Farmor skulle nok passe på én, uanset om det var i forhaven ud mod den skinbarlige virkelighed eller i baghaven med æbletræ, gynge, fodboldmur, blomsterbed, cykelbakke (lille forhøjning i græsset) og folkevogn i garagen. Man var også sikker på terrassen ud mod naboen, bombesikker i kælderen, og i det hele taget sikker på at få noget at spise – livretter – noget at drikke – saftevand – og noget at læse i – Anders And.

Min farmor var den ideelle farmor i en sådan grad, at jeg ikke havde fantasi til at forestille mig, at hun nogensinde havde været andet.

Til hverdag var hun dog damefrisør med byens flotteste salon med båse og paneler snedkereret i træ. Hun havde også været gift, fået to drenge, ligesom hun i mange år kom i Adventisternes kirke. Men hun var aldrig hellig, kun en lille smule juleaften, når vi børnbørn ikke kunne vente på at få vores gaver.

Da hun kom på plejehjem, og vi gjorde huset klar til salg, lå alting i sirlig orden. Jeg kunne ikke engang græde, så ordentligt var der. Det var ved hendes dødsleje, at tårerne fik frit løb ved synet af hendes forsvarsløse og døde krop i sengen. Farmor. Pludselig var der varmt, alt for varmt i det værelse, hvor hun havde boet de sidste år af sit liv, tættere på familien, men langt fra Skt. Klemens.

Der var altid svalt og roligt i min farmors hus. Man kunne altid sætte sig i en blød lænestol og læse eller spille kort. Hvis der lød musik fra radioen, var det enten klassisk eller jazz. Jeg lavede de fleste af mine lektier i skolen til den lyd og var så heldig at bo hos hende i flere omgange.

På hendes første farvefjernsyn købt nede på Svenstrupvej så vi Berlinmuren falde, og Michael Rasmussen vinde sin første etapesejr i Tour de France. Selvom der var stegende hedt udenfor, var der køligt og fattet i hendes stue. Det var som om, man kunne tænke klarere hos farmor end noget andet sted i verden, og hvis jeg siden er blevet lidt ophidset at høre på, så er det fordi jeg har mistet både min farmor og min barndoms september.

Kunder kom og gik, og jeg kunne høre min farmor konversere dem ligeså professionelt som hjerteligt. Når damerne fik permanentet hår og sad under hjelmen og læste blade, sprang hun ud og smurte madder og lavede te til mig. De senere år stillede hun også en kælderkold Hof frem. Aldrig Tuborg, altid Hof, og så var der selvfølgelig kaffe på kanden.

Jeg har skrevet lidt om min farmor i Cykling er min kirke, fordi vi ofte så cykelløb sammen, og fordi hun var den første, jeg cyklede til og fra. Vi boede ca. 30 km væk, og jeg nød at kunne gøre stop og få noget sødt at køre hjem på.

Kun meget sjældent blev hun vred. Det var som regel på kirken eller over noget, nogen i familien havde gjort. Tyveknægte fyldte hende med retfærdig harme. Det samme gjorde indvandringen fra de varme lande, hvorimod jeg som ung mand bagatelliserede den, når talen faldt på den lokale ghetto »Lille Somalia« for enden af linje 2.

Du skal se, Farmor, det skal nok gå, sagde jeg beroligende. Jeg kan huske, at jeg skammede mig over hendes holdninger og tilskrev dem hendes alder. Men hun købte ikke min gratis omgang. Hvad vidste en ung fløs som jeg om den sag; mit sammenligningsgrundlag var temmelig ringe. Hun kiggede mig ret i øjnene og sagde:

Dét der, det går galt en dag. Jeg er ked ad at sige det, men de der folk, de har en anden kultur, og den kommer du og dine børn til at slås med. Vi skulle have sagt stop for længe siden.

Det var tilbage i 1980'erne, men min farmor vil altid være med mig i ånden. Som ingen anden i familien havde hun sans for det vigtigste i livet, og selv om hun hverken var berejst eller globaliseret, men sled og slæbte for at svare sit, var hun ved sine sansers fulde brug, så længe hun boede i Skt. Klemens.

Hun var september året rundt. Farmor, jeg savner dig.