Marshallhjælpen hjalp ikke dengang og vil heller ikke hjælpe i dag

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det skorter ikke på erklæringer om at ville hjælpe flygtninge i nærområderne. Efterhånden er der opstået en større skare af politikere og debattører i midterfedter-feltet, der ikke har samvittighed til at tie om den uholdbare flygtningetilstrømning, men som samtidig er nervøse over, hvem de risikerer at blive sat i bås med. Midterfedteriet kendes på de stadigt mere diffuse ønsker om at ville hjælpe i nærområderne - helst gennem en humanitær Marshallhjælp!

Marshallhjælpen har lidt samme status som Kanslergadeforliget (der i øvrigt var planøkonomisk idioti): en mytisk reform, som alle taler andægtigt om, men som ingen forholder til sig til indholdet af. Men i modsætning til Kanslergadeforliget medførte Marshallplanen en række fornuftige liberaliseringer og frimarkedsinitiativer, der entydigt var med til at fremme den positive udvikling. Den finansielle støtte var i høj grad smørelse til at sikre en bestemt politisk (prokapitalistisk) udvikling. Sådan har IMF og Verdenbanken da også fungeret siden, til stor venstreorienteret forargelse: kontante overførsler på betingelse af frimarkedsreformer.

Men hvad med den direkte virkning af overførslerne, var den ikke gavnlig? Det var den formentlig, men under alle omstændigheder begrænset. Om ikke andet, fordi hjælpen udgjorde en ret beskeden del af BNP og at den grundlæggende infrastruktur allerede var genetableret. Ingen taler om ’Marshallhjælpen’ til eksempelvis Grønland eller det palæstinensiske selvstyre, selvom begge lande hvert år modtager en tocifret procentandel af deres BNP i støtte – svarende til adskillige Marshallplaner! Og tjuhej, hvor det går.

Der er som udgangspunkt ingen grund til at forvente, at store pengeoverførsler vil have en varig positiv virkning på en nationaløkonomi. Velstand bliver skabt af produktion, ikke af penge, og det er uhyre vanskeligt at omsætte pengeoverførsler til forbedringer af et lands produktive kapacitet. En sådan kapacitet kommer først og fremmest indefra. Gode institutioner, fornuftige rammer og humankapital. ’The Golden Straitjacket’ (altså ’den gyldne spændetrøje’), som Thomas Friedmann engang kaldte det. Når det er på plads, kan enhver markedsøkonomi forvente velstandsstigninger hvert eneste år - alene på grund af den teknologiske udvikling. Eventuelle pengeoverførsler er bedøvende ligegyldige i den sammenhæng, og mon ikke de fleste er enige heri?

Men det er jo heller ikke de lande, der allerede har iklædt sig den gyldne kapitalistiske spændetrøje, der er målgruppen for nye storstillede hjælpepakker. Det er derimod Mellemøsten, Nordafrika og de andre folkevandrende områder. Vi taler netop om folkevandring, og ikke bare flygtninge som et midlertidigt problem. Den grundlæggende årsag til migrantstrømmene er forskelle i levestandard og generelt civilisationsniveau, og derfor er den smukkeste løsning på problemet at fjerne forskellene i civilisationsniveau (og ikke ved at bringe vores niveau ned som pt. er de facto planen). Analysen bag ønsket om en ny, humanitær Marshallplan er derfor overfladisk set klog. Et forsøg at løse problemet ved dets rod i stedet for hjernedøde forsøg på at fordele en ubegrænset migrantstrøm. Men den grundlæggende forudsætning mangler: en sådan plan vil ikke gøre nogen positiv forskel. Formentlig vil den endda gøre ondt værre.

Problemet er de grundlæggende institutioner. Lande, der ikke har formået at udnytte de enorme, teknologiske fremskridt, lider af dysfunktionelle institutioner. Store pengeoverførsler fra udlandet har desværre en nedbrydende virkning på institutionerne, som økonomer længe har vidst. Eksempelvis nobelprisvinderen fra 2015 Angus Deaton, der har advaret kraftigt imod ulandsbistanden. I hans analyse skader bistanden mere end den gavner, netop fordi den ødelægger de i forvejen svage institutioner ved fjerne incitamenterne til at lave bæredygtige løsninger. Institutionerne skifter naturligt fokus efter, hvor midlerne er lettest tilgængelige og bliver dermed endnu mere dysfunktionelle end de var i forvejen. Det er en variant af den såkaldte hollandske syge, der beskriver, hvordan hollandske naturgasfund i 1960erne medførte et fald i landets industriproduktion. Ulandene har ikke fundet olie. De har fundet ulandsbistand.

Der er ingen genveje til at ophæve de enorme forskelle i civilisationsniveau. Vi kan primært håbe. Måske begynde at udsende kristne missionærer igen.

Man kunne jo spørge: Når vi nu har prøvet og fejlet med ulandsbistand i et par årtier, hvorfor i alverden skulle mere af det samme være vejen frem? Det er her, midterfedteriet kommer ind. Det udtalte ønske om en Marshallplan er en godhedskompensation. Den indlysende analyse – at vi bliver nødt til at bremse tilstrømningen – skal sukres med en pseudobehjertet proklamation om alt det gode, der skal gøres til gengæld for den barske grænsepolitik. Her behøves intet andet end en god intention. Skidt med, at storstilede udviklingsprogrammer kun vil gøre ondt værre. De er alligevel ikke ment som praktiske, ladsiggørlige forslag.