Åh, bare det går Nicklas Bendtner godt!

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg havde egentligt slet ikke tid – for vi havde gæster af den slags, som ikke interesserer sig for fodbold – men hver gang jeg fik chancen for at tjekke Ekstra Bladets livedækning, så greb jeg den:

For endelig – endelig efter en alt for lang række af ydmygelser i Nottingham Forest og Wolfsburg – var Nicklas Bendtner på vej til tilbage. Ja, ja, det er i Eliteserien i Norge, og ja, ja, det var første runde i bidende kulde på et stadion i Trondheim lang pokker i vold mod nord:

Rosenborg, det suveræne norske mesterhold, på hjemmebane mod Odds Ballklubb. En kedelig kamp, men så…57 minutter inde i kampen smækker en Rosenborg-spiller bolden dybt ind i feltet til den bagerste stolpe. Bendtner stryger til vejrs, header den smukt i mål.

Jeg løftede mine arme i triumf. Fandt hurtigt video af målet på et norsk fodboldsite. Har set det igen og igen. Det var et klassisk Bendtner-mål – som et af de to fremragende, han scorede, da Danmark var et minut fra at besejre Italien i den afgørende VM-kvalifikation i 2013.

Bendtner…han er bare den stjerne, som vi har brug for. Dem, der var med som angribere i den sidste VM-kamp mod Rumænien – Cornelius fra FCK, Braithwaite fra Toulouse, Vibe fra Brentford og Ingvartsen fra FCN er alle fine, men, men, men: De har ikke star-power.

Se bare den dækning, som de danske medier – anført af Eurosport Danmark på tv, som nu viser Bendtners kampe direkte – nu leverer. Ekstra Bladet bragte fem sider dagen efter hans debut. Ikke en side for meget for mig – for jeg slugte det hele råt. Også det helt ligegyldige.

Men hvad i alverden er det egentlig, som fascinerer så meget ved Bendtner? For mit eget vedkommende er det hans evige kamp for at indfri sit enestående potentiale. Fyren, der scorede for Arsenal på Camp Nou mod Barcelona, men som hele tiden kommer galt afsted.

Den storskrydende unge fyr, der tilbage i 2006 i ordets egentlige forstand maste sit ind på det sammentømrede U21-hold, som fornemt havde kvalificeret sig til slutrunden i Portugal. Talentet, som skubbede Morten Duncan Rasmussen, topscoreren, på bænken.

En angriber, der som Elkjær i 1980erne simpelthen var bedst – og, endnu sjovere, flintrende ligeglad med den Jantelov og den leverpostejsmentalitet, som de fleste abonnerer på. Den første gang, jeg lagde mærke til ham, var, da han krævede en startplads ved U21-slutrunden:

”Hvis jeg ikke starter inde i alle kampe, så bliver jeg skuffet!” Men er du den bedste angriber i truppen, spurgte journalisten? ”Ja!” Da han senere i en af kampene blev skiftet ud, var han tydeligt rasende. Ikke en af de sædvanlige dydsmønstre, som altid taler om holdet først.

Bendtner er en vinder. Hvem har ellers scoret 29 mål i 74 kampe – heraf mange i de vigtigste kvalifikationskampe? Hvem har ellers spillet for Arsenal og Juventus? Ikke hele tiden, det ved jeg godt, faktisk ofte ikke ret tit, men når han var med…så var han så tit kampafgørende.

Han er også et såkaldt ’dårligt eksempel’. Som da han kørte spirituskørsel i København; da han blottede sine underbukser ved en slutrunde, så navnet på hans sponsor åbenbarede sig; eller da han kørte i Mercedes, mens han spillede for folkevognsklubben Wolfsburg.

Jeg tilgiver ham det meste – måske det hele. Han er det tætteste, vi kommer på Zlatan Ibrahimovic – og nej, jeg ved godt, at han end ikke er tæt på hans verdensklasse, men, og det er altid mit men: Hver gang, han spiller, så håber jeg altid, at han snart kommer tæt på.

Da han scorede for Rosenborg i den første kamp; da han scorede igen i den anden; og da han lavede en fremragende assist i den tredje, ja, da blev jeg oprigtigt glad. Han fortjener det, synes jeg, efter at have været helt nede at vende i røven af den engelske fjerde division.

Jeg elsker folk, der bliver ved med at kæmpe. Også når det værst ud. Det er forbilledligt.